< Svar på indvendinger mod Bibelen 1

Her er svarene på de 87 spørgsmål, som en muslim sendte i en e-mail.

Spørgsmål 1: Hvorfor stemmer de to slægtsregstre over Jesus i Matthæus og Lukas [tilsyneladende] ikke overens? Hvis nogen erklæres for at være Guds søn, må hans legitimitet da
være upåklagelig, må de vel? To forskellige slægtsregstre [angiveligt] kaster mistanke på denne mands sande oprindelse, gør de ikke?

Svar: Jesus havde både en biologisk mor, Maria, og en juridisk (men ikke biologisk) far, Josef. Matthæus beskriver Jesu »juridiske« slægtslinje (dvs. hans adoptivfar, Josef), mens Lukas beskriver den »biologiske« slægtslinje, dvs. Marias biologiske slægtslinje. Historisk set nævnte Irenæus, biskop i Lyon i Gallien (skrev 182–188 e.Kr.), at Matthæus’ slægtslinje for Josef gik tilbage gennem Jojakin, hvilket vendte den forbandelse om – Irenæus, *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 21.9, s. 453, skrevet 182–188 e.Kr. Han nævner derefter, at Marias slægtsregister i Lukas går tilbage til Adam og Eva, i Irenæus’ *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 22.3, s. 455. For en længere forklaring henvises til Eusebius’ *Kirkehistorie*, bog 1, kapitel 7, *The Complete Book of Bible Answers*, s. 97-98, *Bible Difficulties & Seeming Contradictions*, s. 170-171, og *When Critics Ask*, s. 385-386.

Hvad angår Jesu legitimitet, må man ikke overse et afgørende punkt her. I jødernes øjne havde Jesus IKKE upåklagelige kvalifikationer, men det skyldtes ikke hans slægtslinje. De mente, at han var uægte, fordi de ikke ville acceptere, at han var født af en jomfru. Ikke nok med det, men hvem ville forestille sig, at en konge og Messias blev født i en så fattig familie, i en stald af alle steder. De, der virkelig ønskede at følge Jesus, gjorde det på grund af ham og hans budskab, ikke fordi det var politisk korrekt eller populært.

Spørgsmål 2: Hvorfor viser slægtsregisteret i Matthæus 1, at Jesus [ikke-biologisk] stammede fra en forbandet slægt? (se Matthæus 1:11-12 + Jeremias 22:28-30 og 1 Krønikebog 3:16 + Jeremias 36:30 i forhold til Lukas 1:32. Jekonja (Jojakin) og hans far Jojakim blev begge forbandet af Gud selv, som sagde, at ingen af disse mænd ville få nogen efterkommer på Davids trone. Hvordan kunne Jesus overhovedet være Messias, bestemt til at regere for evigt på Davids trone, hvis han stammede fra en af disse mænd?
Svar:
Lukas viser med Marias slægtsregister, at Jesus IKKE var biologisk efterkommer af Jekonja og Jojakim, fordi Marias forfædre afveg fra den kongelige linje. Jesus var juridisk (ikke biologisk) afstammet fra Jekonja og Jojakim gennem Josef. Citatet i Lukas 1:32 siger blot, at Jesus skulle sidde på Davids trone. Når vi ser tilbage, kan vi se, at David og Salomo fik lidt forskellige løfter. Kun Josef var afstammet fra Salomo, og både Josef og Maria var afstammet fra David.

Historisk set besvarede Irenæus, biskop af Lyon i Gallien, denne indvending mod Josefs slægtsregister i Matthæusevangeliet i værket »Irenæus mod kætterierne«, bog 3, kap. 21.9, s. 453, skrevet 182–188 e.Kr.

Spørgsmål 3: Hvis slægtsregsten i Lukas er Marias og ikke Josefs, hvorfor er Josef så opført i rækkefølgen i stedet for Maria? Hvorfor er der ingen andre slægtsregster over kvinder nedskrevet andre steder i Skriften? Og hvis dette er Marias slægtsregs, stammer Jesus altså fra Nathan, ikke fra Salomo, hvilket gør profetierne i 2. Samuelsbog 7:12-16 og 1. Krønikebog22:10 falske.
Svar: Af juridiske årsager arvede man fra faderen. Dengang nedskrev man aldrig en kvindes slægtsregister; Lukas er den første historiker, vi kender til, der har gjort det. Også slægtsregistret i Lukas nævner kun fædre og nævner Marias far (Heli), ikke moderen. Derfor står der »som man mente«, at han var Josefs søn. For øvrigt findes den græske sætning for »som man mente« (wz enomi zeto) i det tidlige græske manuskript p4, der ifølge The Text of the earliest Greek Manuscripts, s. 43, sandsynligvis er dateret til ca. 150–175 e.Kr.

2. Samuel 7:12-16 og 1. Krønikebog22:10 henviser til, at Salomo regerede efter David, selvom Jesus naturligvis juridisk set var en »søn« af Salomo gennem Josef. Det var Salomo, der byggede Guds tempel, ikke Jesus. Hvad angår en person fra Davids eget afkom [efterkommer], der skulle regere for evigt, skal man huske, at dette særlige løfte blev givet til David, IKKE til Salomo.

Spørgsmål 4: Hvis man, ud fra slægtsregisten i Lukas, ser på Jesu påstand om at nedstamme fra David, af Judas stamme, som stammer fra Maria snarere end Josef, hvordan kan det så være, at Marias kusine, Elisabet, nedstammede fra Arons hus, af Levis stamme (Lukas 1:5)?
Svar: Det skyldes, at mennesker har to forældre. Elisabet og Maria behøver ikke at være kusiner på fædrene side, men på mødrenes side. Man skal virkelig lede meget grundigt efter problemer i Bibelen for at overse dette enkle punkt.

Spørgsmål 5: Hvordan kan det være, at Jesus [angiveligt] modsiger Det Gamle Testamente (1. Samuel 21-22), idet han [angiveligt] hævder, at det var Abjatar og ikke Ahimelek, der gav David brødene på alteret, og at David havde mænd med sig, når han i virkeligheden var alene (Markus2:25 -26)? Forventer kirken, at jeg skal stole på læren fra en »Guds søn«, der åbenbart tager fejl med hensyn til, hvad Guds ord siger?

Svar: Jeg er enig i, at det er svært at stole på det, folk anser for at være Bibelens lære, når de siger falske ting om den. Lad os rette fejlen i dette spørgsmål, før vi besvarer det. Markus2:25 -26 siger aldrig, hvem der gav David offerbrødet. Både Abjatar og Ahimelek levede dengang, selvom Abjatars far, Ahimelek, blev dræbt kort tid efter. David var alene, da han var hos Ahimelek; Markus -26 siger blot, at David gav noget af brødet til sine ledsagere, som sandsynligvis havde slået lejr i nærheden.

Spørgsmål 6: Hvorfor citerer Jesus et vers fra Det Gamle Testamente, der ikke findes (Johannes 7:3)? Er det muligt, at han også betragtede andre ikke-kanoniske skrifter som Guds ord?

Svar: Jesus citerede ikke noget ikke-eksisterende vers fra Det Gamle Testamente. Faktisk er det i Johannes 7:3 Jesu brødre, der taler, og de citerer heller ikke noget. Måske mente du et andet vers. Jesus bekræftede den skrift, der gik forud for ham. Han gjorde dette specifikt i Lukas11:51 ; 24:27,44; og Matthæus 23:35. Han forsvarede sig mod Satan ved at citere Guds ord med ordene »Der står skrevet…« i Matthæus 4:4,7,10 og Lukas 4:4,8,12. Jesus erklærede, at Skriften ikke kan brydes i Johannes 10:35, og at Skriften var »Guds bud« i Markus 4:8-9. Hele sit liv tilbragte han med at citere, leve efter og opfylde Skriften, som alle evangelierne viser.

Jesus irettesatte saddukæerne, som kun anerkendte Toraen (loven) som Guds ord. I Mattæus-22:29 , svarede Jesus: »I tager fejl, fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft.« Jesus sagde, at følgende personer skrev deres bøger:

Moses i Markus 10:3,5; Lukas 20:37

David i Matt22:43 -5; Markus 12:36-7; Lukas 20:42-4

Esajas i Matthæus 15:7

Daniel i Mattæus 24:15

Jesus sagde intet om, at der var behov for at rette, tilføje eller fjerne noget fra den Skrift, der var accepteret i Judæa på det tidspunkt. Det Gamle Testamente, der var godt nok for Jesus, er godt nok for mig.

Spørgsmål 7: Hvorfor skulle Jesus bevidst tilsløre evangeliet ved at tale i lignelser, så folk ikke kunne forstå det, omvende sig og blive tilgivet (Markus4:11 -12)? Kom han ikke for at alle mennesker kunne blive frelst?
Svar: Jesus henviste til Esajas 6:9,10. Jesus talte i lignelser for at vise barmhjertighed! Her er fire punkter i svaret.

1) Gud ønsker, at alle skal frelses (2. Petersbrev 3:9; Ezekiel17:23 ).

2) Men nogle har valgt at afvise Guds ord, og det har konsekvenser i dette liv. Denne slags mennesker bliver forhærdede i deres hørelse og forhærder deres hjerter. (2. Mosebog8:15 ,32;9:17 ,34; Ordspr. 28:14; Romerne 1:18-20; Hebræerne 3:12-15; Zak. 7:12)

3) For mennesker, der afviser Gud, er det bedre for dem ikke at kende sandheden end at kende sandheden og vende ryggen til den, ifølge 2. Petersbrev 2:20-22.

4) En lignelse er passende, fordi de, der ønsker at følge Gud, kan blive vejledt til at forstå dens betydning, og en lignelse vil ikke blive forstået af dem, der ikke ønsker at følge Gud.

Hvis nogen allerede har afvist den sandhed, de kender om Gud, er Gud ikke forpligtet til at give dem mere sandhed.

Spørgsmål 8: Hvorfor var Jesus i graven i højst to og en halv dag, når han sagde, at han ville være der i tre dage og tre nætter (Mattæus 12:40)? Guds søn ville vel sige præcis, hvad han mente, ikke sandt?

Svar: Da Lukas 24:21 siger, at opstandelsens dag var den tredje dag. Jesus døde fredag eftermiddag og opstod søndag ved daggry. »Efter tre dage« var et kendt hebraisk udtryk, der betød en del af eller hele tre dage. Her er tre eksempler på dette »tre-dages-udtryk«. Da de engelske oversættelser varierer, er alle disse citater hentet fra Greens bogstavelige oversættelse.

1. Rehabeam sagde i 2. Krønikebog 10:5 til folket: »Vend tilbage til mig om tre dage.« Men i 2. Krønikebog10:12 vendte folket tilbage »på den tredje dag, som kongen havde befalet«.

2. Når der henvises til Kristi død og opstandelse, siger Jesus selv i Matthæus 12:40 »tre dage og tre nætter«, i Markus 8:31 står der »på den tredje dag skal han opstå«, i Markus 14:58 står der »i løbet af tre dage«, i Johannes 2:19 står der »om tre dage«, og i Lukas 24:21 står der »denne tredje dag er i dag«.

3. I Ester 4:16 beder Ester om, at man skal faste for hende »i tre dage, nat og dag«, og at hun selv vil gøre det samme. Men i Ester 5:1 står der, at det skete »på den tredje dag«, at Ester holdt et festmåltid, så der er tale om en tilsvarende tidsperiode.

Sammenfattende har vi bevist, at dette hebraiske udtryk kan betyde »inden for tre dage«, og at dette udtryk var genkendeligt fra Rehabeams tid til Jesu tid. Se »1001 Bible Questions Answered«, s. 192, »Hard Sayings of the Bible«, s. 380-381, og »Bible Difficulties & Seeming Contradictions«, s. 176-177, for yderligere information.

Spørgsmål 9: Hvorfor skulle Jesus profetere, at hans rige ville komme i herlighed, før nogle af dem, der lyttede til ham, døde, når riget stadig ikke er kommet (Mattæus 16:18, Mattæus 10:23, Markus 9:1, Lukas 21:31-32)? Guds søn kunne vel ikke have fremsat en falsk profeti, kunne han?
Svar: Nej, disse vers henviser til forskellige ting. Her er betydningen af hvert vers.

Mattæus10:23 siger, at de ikke vil have gennemrejst alle byerne i Israel, før Menneskesønnen kommer. Kristne, der vidner om Kristus, har endnu ikke gennemrejst alle byerne i Israel. I øvrigt findes der i dag i Israel en lov, der forbyder at omvende folk fra jødedommen til kristendommen.

Markus 9:1 siger, at nogle der ikke vil smage døden, før de ser Guds rige komme med kraft. Mange af tilhørerne var vidner til Jesus efter hans opstandelse. Jesus viste sig for over 500 mennesker i 1. Korintherbrev 15:6.

I Lukas 21:31-31 står der, at når I ser tegnene i Lukas 21 indtræffe, skal I vide, at denne »generation« ikke vil forgå, før alle disse ting er sket. Dette henviser til endetiden. Det græske ord for »generation« kan både betyde en folkeslægt og en generation.

Mattæus 16:18 »På denne klippe vil jeg bygge min kirke« henviser til, at Kristus kaldte Peter »klippe/sten«, og at han byggede Kristi kirke på den »klippe/sten«, som var den bekendelse, Peter afgav.

Spørgsmål 10: Hvorfor opførte Jesus sig respektløst over for sin mor? (se Matthæus 12:46-50, Markus 3:31-35, Lukas 8:19-21, Johannes 2:4) I Johannes 2:4 bruger Jesus de samme ord over for sin mor, som dæmonerne bruger, når de møder Jesus. (Sammenlign Johannes 2:4 med Matthæus8:29 , Markus 5:7, Lukas4:34 og Lukas8:28 i bogstavelig oversættelse). Guds søn vidste da helt sikkert, at Maria havde Faderens velsignelse, ikke sandt? For slet ikke at tale om, at Guds søn aldrig ville være uhøflig?
Svar: Jesus var ikke respektløs over for sin mor, og det bør vi heller ikke være. Men hvis Gud befaler os at gøre noget eller lade være med at gøre noget, har Guds befaling højere prioritet end vores forældre. Ligeledes i Matthæus 12:46-50, Markus 3:31-35 og Lukas 8:19-21 stod Jesu mor og brødre udenfor, mens Jesus talte. Da Jesus fik det at vide, gjorde han Guds vilje og talte færdig. Jesus sagde, at de, der stod Guds familie nærmest, ikke var de mennesker, der var biologisk tættest på Jesus, men dem, der gjorde Guds vilje.

I Johannes 2:4 sagde Jesus til sin mor, at hans tid endnu ikke var kommet.

Måske forstod spørgeren det ikke. I Matthæus 8:29; Markus 5:7; Lukas4:34 er det dæmonerne, ikke Jesus, der taler. I Lukas8:28 er det den besatte mand, der taler. Jeg slog op i Greens bogstavelige oversættelse; jeg fandt ikke noget, der var relevant for spørgsmålet.

Spørgsmål 11: Hvorfor løj Jesus over for sine brødre om, at han skulle til Jerusalem (Johannes 7:8-10)? Sendte Gud Faderen en løgnens ånd, som han gjorde i 1. Kongebog? Som Faderen, så Sønnen? (Ordet »alligevel«, der er indsat i nogle moderne oversættelser, findes ikke i de tidligste bevarede håndskrifter. Dette er et eksempel på moderne ændringer af den hellige skrift. De mere ærlige oversættelser, som King James-versionen, trykker »yet« med kursiv, hvilket angiver, at ordet er blevet tilføjet under oversættelsen. New American Standard Bible indsætter ikke ordet, men forbliver tro mod den kritiske græske tekst. Men New International Version indsætter »yet« med normal skrift, idet forklaringen på dets tvivlsomme karakter henvises til en fodnote, hvor mange ukritiske læsere vil overse
den. )

A: Du nævner tre punkter, som jeg vil behandle i en anden rækkefølge.

a) Løj Jesus i Bibelen?

b) Løj Jesus på samme måde, som Gud i Bibelen løj?

c) Er oversættelserne af de hellige bøger uærlige i deres oversættelse?

Jeg vil først besvare hver del vedrørende Bibelen og derefter sammenligne dette med Allah i Koranen og haditherne samt sammenligne ærligheden i oversættelsen af Koranen.

Kristendommen – A) Jesus løj ikke, for Jesus sagde IKKE, at han aldrig nogensinde ville tage til Jerusalem igen, men at han ikke ville tage til Jerusalem på det tidspunkt, og derfor fulgte han ikke med dem. Senere gjorde han det heller ikke. Ordet »endnu« efter »ikke« findes i de tidligste græske manuskripter, men det vil vi komme ind på senere.

Islam – A) I Koranen, sura 3:54, kaldes Allah den bedste af intrigemagere/bedragere. Det arabiske ord er det, der bruges om en bedrager eller løgner, selvom det også kan betyde intrigemager. Den irakiske informationsminister citerede dette vers fra Koranen, og den måde, han formidlede informationen på, viste, hvordan han fortolkede det. Islam lærer, at Gud bedrager (ikke blot intrigerer, men bedrager) sit eget folk på mindst to måder. Ved dommedagen vil Allah spørge jøderne [som angiveligt tilbad Esra som Guds søn], hvad de ønsker, og de vil bede om noget at drikke. Allah vil vise dem Helvede, der fremstår som en luftspejling, bede dem om at drikke, og ved Allahs løgn vil de blive narret til at gå hen mod luftspejlingen og falde ned i Helvede. Det samme vil ske for de kristne. Derefter vil Allah vise sig for sit eget folk (både de lydige og de uartige) i en vildledende skikkelse. Så vil profeten sige, at de vil kunne genkende Allah på hans »skinneben« (dvs. underbenets knogle). Så vil Allah afdække sit skinneben, og så vil de se, at det er Allah. Du kan læse alt dette i Bukhari, bind 9, bog 93, nr. 532, s. 396.

Kristendommen-B) Gud lyver ikke (4. Mosebog 23:19; 1. Samuel 15:29, Hebræerbrevet 6:18). I 1. Kongebog løj Gud ikke, men Han lod en løgnagtig dæmon lægge løgne i de falske profeters mund. Gud tillader det onde, og Han bruger endda onde mennesker og onde dæmoner til Sine formål.

Islam-B) Islam lærer, at Allah tillader, at hans trofaste tilhængere bliver bedraget og vildledt til at udøve shirk (eller afgudsdyrkelse og at sætte andre ved Guds side). De lærer, at Jesus ikke virkelig døde på korset; en anden døde i stedet. Nu ser jeg ikke noget problem i, at Gud narrede de onde romere og de jødiske myndigheder. Men jeg ser et stort problem i islams påstand om, at Allah lod alle Jesu tilhængere blive bedraget. Så i næsten 600 år lod Allah alle kristne tro, at Jesus virkelig døde, mens Allah udførte et overnaturligt mirakel for at narre dem, og fortalte det aldrig til nogen. Desuden lærer både Det Gamle Testamente fra tiden før Kristus og evangelierne, at Gud er en Fader. Hvis det nu var forkert, kunne det ikke være en så alvorlig synd at tro på det, som Koranen hævder, for Allah lod alle, der ønskede at følge Ham, tro på det i århundreder. Enten var der én stor løgn før Muhammed, eller også opfandt Muhammed en stor løgn. Det må være det ene eller det andet.

Kristendom-C) Jeg håber ikke, du har hentet dette spørgsmål fra en hjemmeside, for dette spørgsmål bruger en løgn til at fremsætte en alvorlig beskyldning. »Ikke endnu« (oupo på græsk, Strongs 3768) findes i de tidligste bevarede græske manuskripter, især p66 og p75. I stedet for blot at stole på Aland m.fl. slog jeg det op, og det står tydeligt i begge. Der er ingen mangler eller huller i manuskripterne her.

»Ikke endnu« findes i p66, p75, Vaticanus, det byzantinske lektionarium, nogle syrisk-koptiske, sahidisk-koptiske og senere manuskripter.

»Ikke« (ouk på græsk) findes i Sinaiticus, Bezae Cantabrigiensis, bohairisk koptisk, nogle syrisk, armensk, etiopisk, georgisk, Diatessaron, Chrysostomos og senere manuskripter.

Der er altså mange beviser for begge synspunkter, og NIV håndterer dette faktisk bedst ved at indsætte »yet« i teksten og tilføje en fodnote.

Islam-C) Yusuf 'Ali indsatte nogle få manuskriptvariationer fra Koranen i sin oversættelse. Jeg forstår, at man senere brændte hans Koranoversættelse i Saudi-Arabien. Den seneste udgave, jeg har set fra Saudi-Arabien, indeholder slet ingen manuskriptvariationer. Så på den ene side kan man (fejlagtigt) kritisere NIV, fordi den nævner, at noget er en manuskriptvariation. På den anden side kritiserer man ikke den totale mangel på manuskriptvariationer i Koranen. For eksempel indeholdt ’Ubaïs eksemplar af Koranen ikke nogle suraer, der findes i Koranen i dag. Den muslimske lærde Baidawi nævner variationer i suraerne 3:100; 6:91; 19:35; 28:48; 33:6 og andre.

Bør sura 33:6 lyde: »Profeten står de troende nærmere end de står sig selv, og hans hustruer er deres mødre«, som det står i Uthmans standardiserede tekst?

Eller burde den lyde: »Profeten står de troende nærmere end de står sig selv, og han er en far for dem, og hans hustruer er deres mødre«, som det står i 'Ubai b. Ka’bs tekst?

Du kan læse mere om dette i *The Qur’an and the Bible* af William F. Campbell, s. 123.

Spørgsmål 11: Hvorfor sagde Jesus, at herskerens datter ikke var død? (Mattæus 9:18-25; Lukas 8:41-56) Enten løj Jesus, eller også udførte han intet mirakel, men sammenhængen viser tydeligt, at det blev opfattet som et mirakel.
Svar: Der er to muligheder. For det første kunne Jesus have brugt en metafor. Selv i Koranen står der i sura 2:26, at Allah ikke foragter at bruge metaforer. Der er dog en enklere forklaring. Jesus sagde aldrig, at hun var død; det var Jairus og folket, der sagde, at hun var død. Enten var hun faktisk i et almindeligt koma, eller også var der en anden grund til, at hendes ånd ikke havde forladt kroppen.

Spørgsmål 12: Hvorfor var treenighedslæren [angiveligt] ukendt for kirken indtil det fjerde århundrede? Hvorfor blev læren [angiveligt] fastlagt ved afstemning i stedet for ved åbenbaring? Hvorfor var medlemskabet af det afstemningsberettigede råd [angiveligt] domineret af athanasianere? Hvorfor blev troen på denne [angiveligt] dengang nye lære gjort til en betingelse for medlemskab af kirken? Hvorfor blev arianerne forvist og henrettet?
Svar: Det ser ud til at være almindeligt, at folk finder på falske ting om Treenigheden. Læresætningerne om Treenigheden findes både i Bibelen og i de tidlige kristne skrifter. Selv det egentlige ord »Treenighed« er blevet brugt til at formulere en løgn som et spørgsmål og er hundreder af år forkert. Den første henvisning til Treenigheden stammer fra:

biskop Theophilus af Antiokia (168-181/188 e.Kr.) i hans Brev til Autolycus 2:15.

Her er andre henvisninger, hvor ordet »Treenighed« anvendes

Tertullian (200–220 e.Kr.) var den anden, vi har optegnelser om, der brugte udtrykket »Treenighed«, i sit brev »Mod Praxeus«.

Novatian (210–280 e.Kr.) fra Rom skrev en bog på 32 kapitler, »Afhandling om Treenigheden«.

Klemens af Alexandria (skrev 193–217/220 e.Kr.) talte også om »den hellige treenighed« i *Stromata* 5:14.

Origenes (230–254 e.Kr.) nævner Treenigheden i *De Principiis*, bog 1, 3:7.

Der findes mange, mange flere tidlige henvisninger, der viser, at man troede, at Jesus var Gud, samt andre centrale aspekter af treenigheden. Her følger en delvis oversigt.

Leder Henvisninger Udsagn og trosbekendelser
Ignatius: discipel af apostlen Johannes, døde 107/116 e.Kr. 17 steder: Brev til Polykarp, kapitel 3, Efeserbrevet 7 "Jesus er Gud"
»Gud i menneskeskikkelse«
Diognetus, 130 e.Kr. Til Mathetes Kristus sendt som konge, Gud, menneske og frelser
Justin Martyr: 110/114–165 e.Kr. Dialog med Trypho, kap. 55-56, 59, 61-64, 66, 74-78 »Fortjener at blive tilbedt som Gud og Kristus.« Tog fejl ved at tro, at der fandtes en tid før Kristus.
Theophilus af Antiokia 115–181 e.Kr. Til Autolycus 2:22 Hvad er denne stemme [i Edens Have] ellers end Guds Ord, som også er Hans Søn? (Han var den første til at bruge udtrykket Treenighed
Tertullian 200–220/240 e.Kr. Hele bogen »Mod Praxeus« Den anden til at bruge udtrykket Treenighed.
Irenæus: discipel af apostlen Johannes. 120–202 e.Kr. »Mod kætterierne« 3:19:2 »Jesus er i sig selv, ... Gud og Herre, ...«
Klemens af Alexandria 153–220 e.Kr. Stromata 5:14,
Læreren
”Den Hellige Treenighed” Salme til ære for Jesus: ”Herre over al tid og rum; Jesus, vor slægts frelser;”
Hippolytus, disciple af Irenæus 225–236 e.Kr. Mod Noetus’ kætteri »Guds Søn, som, idet han var Gud, blev menneske.«
Origenes fra Alexandria 184–254 e.Kr. de Principis 1.3.8
Origenes var meget kontroversiel i sin tid, men hans synspunkter om Treenigheden blev ikke sat spørgsmålstegn ved.
»Treenighedens kraft er én og den samme.«
Novatian 210–280 e.Kr. Afhandling om Treenigheden Det siger sig selv.
Athanasius døde 296–373 Prædiken over Lukas 10:22 Forenet uden forvirring, adskilt uden adskillelse, udelelig uden grader
Basilius af Kappadokien 357–379 e.Kr. Brev 8 til caesareanerne, Om Ånden Faderen er Gud, Sønnen er Gud, Ånden er Gud. Omhandler den arianske kontrovers
Gregor af Nyssa 335–394 e.Kr. Om, at der ikke er tre guder, mod Eunomius Faderens og Sønnens natur er den samme
Hilarius 353–368 e.Kr. Skrev en bog om Treenigheden Nok sagt
Ambrosius af Milano 340-397 e.Kr. Om den kristne tro Hellig, hellig, hellig i Åb 4:8 henviste til Treenigheden.
Johannes Chrysostomos 370–407 e.Kr. Prædiken 3 over Johannes 1:1 Ordet er evigt som en person; uskabt
Augustinus af Hippo 354–430 e.Kr. Værk: Om Treenigheden Accepterede ingen rangforskel
Nestorius: Koncilet i Efesos 431 e.Kr. Grundlagde nestorianismen Hans tro på, at Jesus var Gud, blev aldrig kritiseret
Cyril af Alexandria 431–444 e.Kr. Nestorius’ vigtigste modstander ved koncilet i Efesos Indførte fokus på Maria, Guds moder. (desværre)
Patrick af Irland 389–461 e.Kr. skrev ikke meget Den berømte analogi med kløverbladet

Arianerne blev forvist, men jeg kender ikke til nogen arianere, der blev henrettet.

Da spørgeren fortæller usandheder, er det ikke urimeligt at antage, at han også har løjet om de øvrige dele. Man kan undre sig over, om han har læst referaterne fra Nikæa-koncilet [som jeg har]. Mange, måske de fleste af de tilstedeværende, var i begyndelsen ikke klar over kontroversens karakter. Der blev ikke draget nogen væsentlige konklusioner, før en arianer klart redegjorde for den arianske lære. Derefter var de kristnes reaktion en foregået konklusion.

Treenighedslæren blev fastlagt ved åbenbaring: den var baseret på tidligere åbenbaringer, som allerede var åbenbaret i Det Nye Testamente.

Lad os nu se på islam og hvad de havde i stedet for konciler til at bilægge deres uenigheder.

Kamelslaget: A’isha, Muhammeds hustru, og hendes to generaler, som begge var blevet lovet paradis af Muhammed, kæmpede uden held mod ’Ali. De to generaler opnåede [tilsyneladende] martyrdøden [fordi Muhammed havde lovet dem paradis] ved at kæmpe mod kaliffen.

Slaget ved Siffin: Mu’awiya og hans hær fra Syrien kæmpede mod Alis hær.

’Ali udslettede kharijitterne, som tidligere havde støttet ham før Siffin.

Mut’zalitterne blev voldsomt forfulgt, delvis fordi de lærte, at Koranen var skabt.

Sufierne blev ofte forfulgt og dræbt.

Eller mener spørgeren måske, at et råd ikke bør afgøre sager ved konsensus eller afstemning, men ved at dræbe oppositionen på traditionel muslimsk vis?

Spørgsmål 13: Hvorfor ligner Jesus så meget de andre lidende frelsere i mytologien? Hvorfor tror kristne ikke på nogen af de andre jomfrufødsler og frelsershistorier, der er nedskrevet i den antikke litteratur? Hvordan kan det være, at ritualet omkring den kristne nadver [angiveligt] fandtes i de tidligere hedenske ceremonier, hvor man spiste deres guders legemer og drak deres blod? Hvordan kan det være, at det kristne dåbsritual også fandtes i de tidligere hedenske kulter? Blev kristendommens helt centrale læresætninger ikke faktisk overtaget fra de lokale hedenske kulter? Ligeledes: Hvorfor stammer påske, jul, fastetiden, bønnedagene, » « og andre højtider fra hedenske helligdage? Havde kristendommen ikke sin egen legitime kalender med mindehøjtider?

Svar: Lad os først se på dette spørgsmål i relation til kristendommen og derefter til islam. Selvom Satan kan frembringe forfalskninger, er faktum, at profetien om den lidende tjener i Esajas 53 forudgik al romersk, det meste af den græske og al nordisk litteratur. Hvorfor tror muslimer på Koranen, når den siger, at Jesus blev født af en jomfru, og hvorfor er de enige med Koranen i, at Jesus er Messias?

Spørgsmål 14: Hvis Faderen og Sønnen er ligestillede personer, hvorfor bad Jesus da til Faderen og bønfaldt ham? (Mattæus 11:25). Kan Gud bede til Gud?
Svar: Det er et godt spørgsmål; de centrale begreber, man skal forstå her, er underkastelse på jorden og kommunikationen inden for den treenige Gud.

Underkastelse: Før han kom til jorden, tømte Jesus frivilligt sig selv (Filipperne 2:6-8) og blev som os (Hebræerne 2:17)

På jorden underkastede Jesus sig Gud Faderen (Hebræerbrevet 5:7)

Da han forlod jorden, bad Jesus Faderen om at give ham den herlighed tilbage, han havde haft, før verden blev til (Johannes 17:5).

Kommunikation: Selv i himlen er der fuldstændig kommunikation mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Gud kan kommunikere med Gud, da Gud er et treenigt væsen.

Den treenige Gud: Gud kan være alt, hvad han vil være, og Gud har åbenbaret for os i Det Nye Testamente, at han ikke er den samme som os; han er en treenig Gud, som vi kalder Treenigheden. Der er intet og ingen på jorden, der ligner Gud. Vi bør ikke forsøge at begrænse, hvad Gud er, ud fra vores egne erfaringer, men snarere lære, hvad Gud har åbenbaret.

Spørgsmål 15: Hvordan kan der være en evig Søn, når Bibelen taler om den fødte Søn, hvilket tydeligt indikerer, at Sønnen havde en begyndelse? (Johannes 3:16; Hebræerbrevet 1:5-6). Det er derfor, at ordet »født« blev udeladt fra alle nye udgaver dateret efter 1971!!!
Svar: Jeg er ikke sikker på, hvad spørgeren taler om. Jeg er ikke sikker på, at spørgeren ved, hvad han taler om. En af de to mest populære bibler for voksne i dag er New King James Bible (Det Nye Testamente, copyright 1979). Den har ordet »født« i begge vers.

Jay P. Greens »Interlinear Translation of the Bible« (oprindelig copyright 1976) har ordet »begotten« begge steder.

Det er sandt, at andre oversættelser siger »eneste« søn, men det betyder stadig »enestående avlet« eller, som Wuest-oversættelsen siger, »den eneste af sin slags«.

Det lyder som om spørgeren tænker, at hvis Sønnen kom fra Faderen, så måtte Sønnen have et udgangspunkt, hvor han blev skabt. Må jeg minde den muslimske læser om, at næsten alle muslimer (med undtagelse af mutazilitterne og nogle få andre) tror, at Koranen er uskabt, og alligevel kom Koranen fra Allah.

Spørgsmål 16: Hvis Jesus sidder på tronen, hvordan kan han så sidde ved Guds højre hånd? (Markus 16:19). Sidder han eller står han ved Guds højre hånd? (Apostlenes Gerninger 7:55). Eller er han i Faderens skød? (Johannes 1:1)
Svar: I kristendommen kan han være ved Guds højre hånd på en måde, der groft set svarer til, at Allah i islam kan have en trone – begge dele er metaforer. Da sura 2:26 siger, at Allah ikke foragter at bruge lignelser, tror du så, at Gud nogensinde brugte lignelser, da han gav Toraen og evangelierne?

Spørgsmål 17: Hvem oprejste Jesus fra de døde? Var det Faderen (Efeserbrevet 1:20), eller Jesus (Johannes 2:19-21), eller Helligånden (Romerne 8:11)?
Svar: De deltog alle sammen!

Spørgsmål 18: Hvis Sønnen og Helligånden er ligestillede personer i Guddommen, hvorfor er blasfemi mod Helligånden da uforgivelig, mens blasfemi mod Sønnen ikke er det? (Lukas 12:10).
Svar: Ligestilling betyder ikke, at de er identiske eller ikke kan skelnes fra hinanden. De tre er ligestillede i deres væsen og på andre måder, men adskiller sig i rolle og rang. Helligånden er den del af Treenigheden, der virker i menneskers hjerter for at føre dem til frelse. Hvis de bevidst og endeligt afviser Helligånden, er der intet håb. Hvis de dør i afvisning af den sande Jesus, kommer de også i helvede, men hvis de afviser Jesus, kan Helligånden virke i dem for at forandre deres hjerte og sind.

Spørgsmål 19: Hvis Helligånden er et ligeværdigt medlem af Treenigheden, hvorfor taler Bibelen så altid om, at Han er udsendt fra Faderen eller fra Jesus? (Johannes 14:26; 15:26).
Svar: De er lige i natur, men adskiller sig i rolle og rang. Jesus blev også udsendt af Faderen. Faderen blev aldrig udsendt af nogen. Vi kan ikke pålægge Gud nogen begrænsninger med hensyn til, hvilken rolle hvert medlem af Treenigheden på en eller anden måde er »tvunget« til at have. Vi kan snarere blot lære, hvad Bibelen fortæller os om, hvordan Treenighedens dele virker sammen.

Spørgsmål 20: Ifølge Matthæus blev Jesus født under Herodes den Stores regeringstid (Matthæus 2:1). Ifølge Lukas blev Jesus født under den første folketælling i Israel, mens Quirinius var landshøvding i Syrien (Lukas 2:2). Dette er umuligt, fordi Herodes døde i marts år 4 f.Kr., og folketællingen fandt sted i år 6 og 7 e.Kr., cirka 10 år efter Herodes’ død.
Svar: Nej, der var flere folketællinger. Først vil vi drøfte folketællingerne og derefter Quirinius.

Folketællingerne: Josefus nævner en folketælling foretaget af »Cyrenius« omkring år 6/7 e.Kr. (»Jødernes oldtid« 17.13:5, skrevet omkring år 93-94 e.Kr.).

Ifølge Wycliffe Bible Dictionary, s. 319,414, angiver Papyrus Oxyrhynchus 225 (i Milligan, Greek Papyri, s. 44–47), at der blev foretaget en folketælling hvert 14. år. Suetonius og Tacitus viser, at Augustus for eksempel gennemførte tre folketællinger, hvoraf den anden fandt sted i årene 8–4 f.Kr.

Quirinius: En indskrift viser, at Quirinius var guvernør i Syrien fra år 6 e.Kr. (hvilket er for sent i forhold til Jesu fødsel). Dette var imidlertid Quirinius’ anden periode som guvernør. Den første periode var mellem 12 og 6 f.Kr., hvor han ledede en felttog mod homanadenserne i Anatolien. Vi ved dog ikke, hvilken provins Quirinius var guvernør for den første gang. Der er to synspunkter:

Sir William Ramsay hævder, at Quirinius var guvernør i Syrien den første gang. (Syrien grænser op til bjergene i Anatolien). Selvom vi har en fuldstændig oversigt over guvernørerne i Syrien i denne periode, og Quirinius først nævnes i år 6 e.Kr., kan Quirinius have været en særlig, ekstra guvernør i forbindelse med denne militære kampagne.

F.F. Bruce mener, at Quirinius sandsynligvis var guvernør i Galatien. Galatien ligger i Anatolien. I sin bog *The New Testament Documents: Are They Reliable?* (IVP), s. 86-87, nævner F.F. Bruce, at mange grammatikere oversætter Lukas 2:2 som »før« Quirinius var guvernør i Syrien, ikke »mens«.

Tertullian (200–240 e.Kr.) skriver i *Against Marcion* 4:19, at navnet »Quirinius« blev indsat i stedet for »Saturninus«. Historisk set ved vi, at Saturninus var guvernør i Syrien fra 8 til 6 f.Kr.

Som en sidebemærkning skal det nævnes, at der er meget ved den antikke verden, som vi ikke kan bevise. For eksempel siger mønterne fra Damaskus intet om den romerske besættelse af Damaskus mellem år 34 og 62 e.Kr. Alligevel er vi sikre på, at romerne regerede over Damaskus på det tidspunkt.

Se *The New Testament Documents: Are They Reliable?* af F.F. Bruce (s. 86-87) for en drøftelse af alle disse synspunkter, samt *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 365-366, og *When Critics Ask*, s. 383-385, for yderligere information.

Spørgsmål 21: Johannes døbte til omvendelse (Mattæus 3:11). Da Jesus angiveligt var uden synd, havde han intet at omvende sig fra. Det faktum, at han blev døbt af Johannes, har altid været [faktisk aldrig været] en forlegenhed for kirken. Evangelierne giver ingen forklaring på Jesu dåb, bortset fra den [angiveligt] meningsløse forklaring i Mattæus 3:14-15: »for at opfylde al retfærdighed«. Andre passager, der tyder på, at Jesus ikke betragtede sig selv som syndfri, er også [angiveligt] en forlegenhed for kirken (Markus 10:18, Lukas 18:19).
Svar: Lad os først tale om kristendommen og derefter om den forlegenhed, der i islam knytter sig til den »syndfri« profet, som gentagne gange måtte bede om tilgivelse og renselse for sin synd.

Når man afviser en del af Skriften som »meningsløs« og derefter siger, at der ikke er nogen mening, er det måske blot, at man ikke ønsker at forstå meningen.

Jesus blev døbt som et eksempel for os og som en identifikation med os. Hvis spørgeren kan forstå, hvorfor Jesus var til stede ved den sidste nadver, hvor indtagelsen af brødet og vinen symboliserede mindet om Jesu legeme og blod, så vil spørgeren måske også forstå, hvorfor Jesus blev døbt.

Lad os stille et simpelt spørgsmål: imødekom eller afviste Allah Muhammeds gentagne bønner? Da Muhammed bad om at få sine synder tilgivet, da Muhammed bad om at blive renset, og da Muhammed frygtede gravens pinsler [ikke helvede, men graven], sagde Allah da til Muhammed: »Hold op med at vildlede disse mennesker. Jeg kan ikke tilgive dine synder, for du har ingen at tilgive«? Sagde Allah: »Ja, jeg tilgiver dig dine onde synder«, eller sagde Allah ingenting? Se sura 40:55; 48:1-2; Bukhari, bind 1, nr. 711, s. 398; bind 1, nr. 7, 19, 781; bind 6, nr. 3; bind 8, nr. 319, bind 8, nr. 407, forudgående.

Løj Muhammed her? Muhammed bad: »Jeg har gjort mig selv uret og bekender min synd. Tilgiv alle mine synder, …« Bukhari, bind 1, nr. 7, 19, 711, 781; bind 6, nr. 3; bind 8, nr. 319, og bind 8, nr. 407, nævner også Muhammeds synder. Blandt de specifikke handlinger, der nævnes i Bukhari, bind 1, nr. 234, og bind 8, nr. 794 og 795, er at hugge folks lemmer af, brænde deres øjne ud og lade dem dø af tørst. Se Bukhari, bind 9, nr. 117; bind 6, nr. 198 ovenfor, samt Fiqh us-Sunnah, bind 1, s. 133.

Muhammed bad til Allah om tilgivelse for sine tidligere og fremtidige synder. Bukhari, bind 8, nr. 407, s. 269. Muhammed fik tilgivelse for sine tidligere og fremtidige synder. Abu Dawud, bind 3, nr. 4945, s. 1380

Bukhari, bind 9, nr. 532 (s. 400) siger, at Jesus i himlen sagde, at Muhammeds tidligere og fremtidige synder var tilgivet af Allah. Tror en muslim, at Jesus løj her, fordi Allah ikke havde behov for at tilgive noget?

Bukhari, bind 6, nr. 236, s. 201, siger, at Muhammeds synder blev tilgivet i himlen, men det er påfaldende, at der ikke nævnes noget om tilgivelse af nogen af Jesu synder. Han behøvede aldrig at bede om tilgivelse for synder, mens Muhammed gjorde.

Muhammed skælvede ved tanken om sin pine i graven. Sahih Muslim, bind 1, nr. 1214, s. 290. Måske burde Muhammeds tilhængere også gøre det. Se også Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1479, s. 281-282.

Spørgsmål 22: I Matthæus, Markus og Lukas finder den sidste nadver sted på den første dag i påsken [faktisk ikke, men på det usyrede brøds fest] (Matthæus 26:17, Markus 14:12, Lukas 22:7). I Johannesevangeliet finder den [angiveligt] sted en dag tidligere, og Jesus korsfæstes på den første dag af påsken [faktisk ikke, men på forberedelsesdagen til påsken] (Johannes 19:14).
Svar: Matthæus 26:17, Markus 14:12 og Lukas 22:7 nævner IKKE den første dag i påsken, men snarere den første dag i det usyrede brøds fest. Det var torsdag, den dag, hvor påskelammet blev slagtet, ikke fredag, hvor påskelammet blev spist. Jesus blev ikke korsfæstet på påskedagen, men Johannes 19:14 siger, at han hang på korset på forberedelsesdagen til påsken. Hvad angår den sidste nadver og korsfæstelsen, hvornår begynder en dag? For jøderne begyndte den ved solnedgang, og den sidste nadver og korsfæstelsen fandt sted på samme dag.

Spørgsmål 23: Hvornår bragte David Pagtens Ark til Jerusalem? Før eller efter sejren over filisterne? (a) Efter (2. Samuel 5 og 6). (b) Før (1. Krønikebog 13 og 14).
Svar: Pagtens ark gennemgik to etaper på sin rejse, og det egentlige spørgsmål er, om den første etape fandt sted før kampen mod filisterne, efter, samtidig eller om det ikke er specificeret. Der er ikke noget problem, når man først indser, at passagerne ikke nødvendigvis er i kronologisk rækkefølge. Medmindre en passage overgår til den næste med »derefter« eller »efterpå« eller noget lignende, kan de foregå samtidig eller i begge rækkefølger.

Rejsens første etape: David bragte arken fra Kiriat-Jearim, men efter at Uzza blev dræbt, efterlod han arken i Obed-Edoms, gittitens, hus. (1. Krønikebog 13; 2. Samuel 6:1-11)

Kamp: Filisterne mobiliserede sig mod David og kæmpede ved Baal-Perazim og derefter i Refaim-dalen. (1 Krønikebog 14; 2 Samuel 5:20-25

Rejsens anden etape: David bragte arken fra Obed-Edoms hus til Jerusalem. 1 Krønikebog 15:1-29; 2 Samuel 6:12-18

2. Samuel 6:1 indeholder ordet »igen«, men »igen« betyder ikke nødvendigvis efter kampene. Der er heller ikke noget ord, der angiver tidsrækkefølgen, i 1. Krønikebog.

Spørgsmål 24: Hvad hed kong Abijas mor? (a) Mika, datter af Uriel fra Gibea (2 Krønikebog 13:2). (b) Maaka, datter af Absalom (2 Krønikebog 11:20). Men Absalom havde kun én datter, som hed Tamar
Svar: Selvom 2. Krønikebog 11:20 ikke specifikt siger, at denne Absalom var den samme som Davids søn, var det højst sandsynligt den samme person.

I bogen *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 137, står der, at det hebraiske ord for datter, *bet*, kan betyde efterkommer, og at Maaka muligvis var Absaloms barnebarn. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 245, nævnes det også, at 1. Mosebog 46:15 er et eksempel på, at »Leas sønner« betyder Leas efterkommere.

Der er mindst tre enkle mulige løsninger, der ikke indebærer nogen kopieringsfejl.

Absalom -> Uriel -> Maaka Absalom havde en søn, Uriel, der boede i Gibea, og som havde en datter ved navn Maaka.

Uriel -> datter + Absalom -> Maaka Uriel, der boede i Gibea, havde en datter, der giftede sig med Absalom. De fik en datter ved navn Maaka.

Absalom -> datter + Uriel -> Maaka Absalom havde en datter, der giftede sig med Uriel, som boede i Gibea, og de fik en datter ved navn Maaka.

Spørgsmål 25: Erobrede Josva og israelitterne Jerusalem? (a) Ja (Josva 10:23, 40). (b) Nej (Josva 15:63).
Svar: Det er ikke nok at læse Bibelen; man skal læse den omhyggeligt. Det er en fejl at hævde, at Josva 10:23,40 siger, at de erobrede Jerusalem. Israelitterne besejrede hærene i et slag, de fangede fem kanaanitiske konger i en hule, og de underlagde sig landet, men der er intet vers i Josva, der hævder, at de erobrede Jerusalem.

Spørgsmål 26: Hvem var far til Josef, Marias ægtemand? (a) Jakob (Mattæus 1:16). (b) Heli (Lukas 3:23).
Svar: Jakob var Josefs far, og Heli var den nærmeste biologiske forfader, Marias far. Lukas 3:23 siger, at Jesus var søn af Josef – således blev det antaget. Dette står i den græske tekst, og spørgeren har allerede stillet et lignende spørgsmål i Spørgsmål 3.

Spørgsmål 27: Hvilken af Davids sønner nedstammede Jesus fra? (a) Salomo (Mattæus 1:6). (b) Nathan (Lukas 3:31).
Svar: Biologisk set nedstammede Jesus fra Nathan. Juridisk set havde Jesus ret til Davids slægt som den juridiske (ikke biologiske) søn af Josef, der var efterkommer af Salomo.

Spørgsmål 28: Hvem var Shealtiels far? (a) Jekonja [Jekonja] (Mattæus 1:12). (b) Neri (Lukas 3:27).

Svar: Der var flere personer ved navn Shealtiel og Zerubbabel.

I Matthæus 1:12 lyder det: Josias (bedstefar) -> Jekonja -> Shealtiel -> Zerubbabel -> Abiud -> Eliakim

I Lukas 3:26-27 lyder det: Melki -> Neri -> Shealtiel -> Zerubbabel -> Resa -> Joannas -> Juda -> Josef

I 1 Krønikebog 3:15-17 lyder slægtslinjen: Josias -> Jojakim -> Jekonja -> Shealtiel og Pedaia. Der nævnes ingen børn til Shealtiel, men den næste i den kongelige linje er Pedaia's søn Zerubbabel.

Marias og Josefs slægtslinjer var ens indtil David, hvorefter de gik hver sin vej. Der er ingen ligheder hverken blandt forfædrene eller efterkommerne derefter. Måske blev Shealtiel og Zerubbabel i Lukas opkaldt til ære for de guvernører, der nævnes i 1 Krønikebog 3:15-17 og Matthæus 1:12. Bemærk også, at Lukas 3:26-27 nævner Juda og Josef, men disse var andre personer end Juda, Jakobs søn, Josef, Jakobs søn, og Josef, Marias ægtemand.

Spørgsmål 29: Hvilken søn af Zerubbabel var en forfader til Jesus Kristus? (a) Abiud (Matthæus 1:13). (b) Resa (Lukas 3:27). Men Zerubbabels syv sønner er som følger: i. Mesullam, ii. Hanania, iii. Hasuba, iv. Ohel, v. Berechja, vi. Hasadja, viii. Jushabhesed (1 Krønikebog 3:19, 20). Navnene Abiud og Resa passer ikke ind nogen steder.
A: Begge dele, for som det fremgår af det forrige svar, var der to mænd ved navn Zerubbabel, så man bør ikke forvente, at Rhesa optræder i 1 Krønikebog 3:19,20, da sønnerne i 1 Krønikebog 3:19 var sønner af guvernøren Zerubbabel. Navnet Abiud bør stemme overens, så det kan enten være en skrivefejl i den græske tekst eller en skrivefejl i den hebraiske tekst. Et kig på Dødehavsrullerne burde vise os, hvad der er tilfældet, bortset fra at den eneste del af 1 Krønikebog, der er bevaret i Dødehavsrullerne, er 1 Krønikebog 7:24.

Spørgsmål 30: Hvem var Uzzias far? (a) Joram (Mattæus 1). (b) Amazja (2 Krønikebog 26:1).
Svar: Matthæus medtog ikke alle generationer, men udelod nogle, hvilket han kunne gøre, da »fader« også betyder forfader på græsk og hebraisk. 2 Krønikebog 22:1; 22:11; 24:27 og 26:1 viser, at slægtslinjen går Jehoram/Joram → Ahazja → Joas- > Amazja → Uzzia. Igen betyder »far« også »forfader«, og Joram var forfader til Uzzia.

Spørgsmål 31: Hvem var Jekonias far? (a) Josias (Mattæus 1:11). (b) Jojakim (1 Krønikebog 3:16
Svar: Ordet »far« betyder ofte forfader, ligesom ordet »søn« ofte betyder efterkommer, som f.eks. Jesus, Davids søn. 1. Krønikebog viser os, at den gode konge Josias var Jekonias bedstefar, og den onde Jojakim var hans far.

Spørgsmål 32: Hvor mange generationer var der fra den babylonske eksil til Kristus?
(a) Ifølge Matthæus var der fjorten (Matthæus 1:17).
(b) Men en omhyggelig optælling af generationerne viser kun tretten (se Matthæus 1:12-16).
Svar: Der er tre sæt med 14 navne, men de kan ikke lægges sammen, da den første liste går fra Abraham til og med David, og den anden liste går fra David til eksilet. Nu ville vi måske have et problem, hvis Matthæus havde hævdet, at der var 42 generationer, men Matthæus sagde aldrig, at summen var 42. Matthæus nævnte formodentlig i forbifarten tre sæt med 14 navne som en huskeregel.

Spørgsmål 33: Hvem var Shelahs far? (a) Kenan (Lukas 3:35-36). (b) Arpaksad (1. Mosebog 11:12).
Svar: Svaret er næsten det samme som på spørgsmål 31. Far kan betyde forfader, og søn kan betyde efterkommer.

Arfaksad var Shelahs far/forfader i 1. Mosebog 10:24.

Lukas viser, at Shelah var en søn/efterkommer af Kainan, som var en søn/efterkommer af Arfaksad.

Spørgsmål 34: På hvor mange dyr red Jesus ind i Jerusalem?
(a) Ét – et føl (Markus 11:7; jf. Lukas 19:35). »Og de bragte føllet til Jesus og lagde deres klæder på det; og han satte sig på det.«
(b) To – et æselung og et æsel (Mattæus 21:7). »De bragte æselet og æselungen og lagde deres klæder på dem, og han satte sig derpå.«

Svar: Der var to dyr til stede, et æsel og dets føl/afkom, som det fremgår af Matthæus 21:2-6. Både Markus 11:7 og Lukas 19:35 siger, at Jesus satte sig på føllet/afkommet. Som en sidebemærkning er den første person, der vides at have besvaret denne påståede modsigelse, Justin Martyr i »Dialog med Trypho den jøde«, kapitel 53, skrevet omkring 138-165 e.Kr.)

Spørgsmål 35: Hvordan fandt Simon Peter ud af, at Jesus var Kristus? (a) Gennem en åbenbaring fra himlen (Mattæus 16:17). (b) Hans bror Andreas fortalte ham det (Johannes 1:41).
Svar: Peter hørte, at Jesus var Kristus, på baggrund af den (beskedne) oplysning fra sin bror Andreas i Johannes 1:41, men det var først senere i Matthæus 16:17, at Peter med sikkerhed vidste, at Jesus var Kristus, takket være Helligåndens indskydelse.

Spørgsmål 36: Tillod Jesus sine disciple at medbringe en stav på deres rejse? (a) Ja (Markus 6). (b) Nej (Mattæus 10:9; Lukas 9:3).
Svar: Jesus kunne have givet forskellige anvisninger til forskellige rejser. På den anden side kan det sandsynligvis blot være en skrivefejl, hvor de eksemplarer af Markus, vi har, har erstattet »kun« med »ikke«. På græsk er forskellen mellem »kun« og »ikke« tilføjelsen af det to-bogstavede græske ord ei.

Spørgsmål 37: Troede Herodes, at Jesus var Johannes Døberen? (a) Ja (Mattæus 14:2; Markus 6:16). (b) Nej (Lukas 9:9)
Svar: Ifølge Lukas 9:7 var Herodes forvirret, så han vidste ikke, hvad han skulle tro. I Lukas 9:7-9 står der: »Da tetrarken Herodes hørte om alt det, der skete, blev han forvirret. For nogle sagde, at Johannes var opstået fra de døde, andre, at Elias var dukket op, og atter andre, at en af de gamle profeter var opstået. »Jeg halshuggede Johannes,« sagde Herodes, »men hvem er denne mand, som jeg hører sådanne ting om?« Og han forsøgte hele tiden at få øje på Jesus.»

I Matthæus 14:2 siger Herodes til sine tjenere: »Det er Johannes Døberen; han er opstået fra de døde!«. Markus 6:16 siger noget lignende: »Johannes, som jeg halshuggede, er opstået!« Man skal huske på, at der ikke var tegnsætning i det græske. Det, der her vises som et udråbstegn, kunne have været et spørgsmålstegn.

Spørgsmål 38: Genkendte Johannes Døberen Jesus før hans dåb? (a) Ja (Mattæus 3:13-14). (b) Nej (Johannes 1:32, 33).
Svar: Husk, at Johannes Døberen og Jesus var fætre, så Johannes kendte allerede Jesus. Men Ånden bekræftede, at Jesus var Messias under dåben, netop i det øjeblik, hvor Jesus steg op af vandet (Mattæus 3:13-14). Johannes ville ikke have set denne bekræftelse, medmindre han havde set Ånden sænke sig over Jesus som en due. Johannes 1:32,33 beskriver ikke, hvornår Johannes så Ånden sænke sig over Jesus. Det beskriver snarere, at Johannes fortalte andre, at han havde set Ånden sænke sig over Jesus som en due. Da Johannesevangeliet ikke angiver, hvornår Jesus blev døbt, er det derfor forkert at sige, at Johannes hævder, at dette skete efter hans dåb.

Spørgsmål 39: Genkendte Johannes Døberen Jesus efter hans dåb? (a) Ja (Johannes 1:32, 33). (b) [angiveligt] Nej (Mattæus 11:2).
Svar: Mattæus 11:2 siger ikke, at Johannes ikke længere genkendte Jesus. Johannes befandt sig snarere i en periode med tvivl og udfordrede Jesus til at bevise for verden, hvem han var.

Spørgsmål 40: Hvad sagde Jesus ifølge Johannesevangeliet om at vidne om sig selv? (a) »Hvis jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd ikke sandt« (Johannes 5:31).
(b) »Selv om jeg vidner om mig selv, er mit vidnesbyrd sandt« (Johannes 8:14).

Svar: I Johannes 5:31 mente Jesus, at hvis nogen, herunder ham selv, var det eneste vidne til sig selv, ville vidnesbyrdet ikke blive anset for gyldigt i en upartisk domstol. Det er absurd at tro, at Jesus siger, at han nægter at hævde, at han er Messias eller Guds Søn.

Ligeledes siger Jesus i Johannes 8:14, at selvom han er et vidne, er han ikke det eneste vidne for sig selv; Faderen er også et vidne for ham. Dette vidnesbyrd blev bekræftet af Jesu mirakler.

Spørgsmål 41: Da Jesus kom ind i Jerusalem, rensede han da templet samme dag?
(a) Ja (Mattæus 21:12).
(b) Nej. Han gik ind i templet og så sig omkring, men da det var meget sent, gjorde han intet. I stedet tog han til Betania for at overnatte og vendte tilbage næste morgen for at rense templet (Markus 11:1-17).
Svar: Jesus drog til Jerusalem med den triumferende indtog og tilbragte derefter natten der. Den næste dag drog Jesus igen ind i Jerusalem og drev derefter pengevekslere ud af templet. Matthæus 21:11-12 udelader den tid, hvor han tilbragte natten og igen drog ind i Jerusalem, men at udelade detaljer er ikke en fejl.

Spørgsmål 42: I evangelierne står der, at Jesus forbandede et figentræ. Visnede træet med det samme?
(a) Ja. (Mattæus 21:19).
(b) Nej. Det visnede i løbet af natten (Markus 11:20).
(Indtil nu har jeg ikke forstået, hvorfor Jesus forbandede fikentræet midt
foråret?????)

Svar: Markus 13:28-29 viser, at figentræet symboliserede det jødiske folk, og frugtløsheden symboliserer den manglende accept, som de fleste jøder ville udvise over for Jesus.

Jesus forbandede sandsynligvis fikentræet to gange. Han forbandede det om morgenen en dag [mandag eller tirsdag] i Markus 11:12-14, og derefter den næste dag i Matthæus 21:18-19a. Selvom der ikke står, hvornår visningsprocessen begyndte, visnede det umiddelbart efter at være blevet forbandet for anden gang i Matthæus 21:19b-22. (jf. også Markus 11:20-25). Det var netop det, der skete med jøderne. Nationen var under en forbandelse for at have afvist Jesus på Golgata, men man så ikke nogen umiddelbare konsekvenser. Derefter fulgte imidlertid en periode med oprør mod romerne og jødisk forfølgelse af menigheden. Senere gjorde jøderne oprør mod romerne, og Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.Kr.

Figen træet blev forbandet, fordi det var et tegn på Israels folk, men der er flere oplysninger her. I bogen *Hard Sayings of the Bible*, s. 441-442, der trækker på en artikel ved navn »The Barren Fig Tree« af W.M. Christie, gives flere detaljer. Der står, at mod slutningen af marts begynder der at komme blade på figentræerne, og der vokser små knopper, der på palæstinensisk arabisk kaldes »taqsh«, på størrelse med grønne mandler. Disse falder af, da de ikke er rigtige figner, men bønderne spiser dem alligevel, når de er sultne. Men hvis figenbladene kommer frem uden »taqsh«, vil der ikke være nogen figner.

Spørgsmål 43: Da Paulus var på vej til Damaskus, så han et lys og hørte en stemme. Hørte de, der var sammen med ham, stemmen? (a) Ja (ApG 9:7). (b) Nej (ApG 22:9).
Svar: I Apostlenes Gerninger 9:7 hørte de mænd, der var sammen med Saulus/Paulus, kun en lyd/stemme (Apostlenes Gerninger 9:7). Men i modsætning til Apostlenes Gerninger 22:9 hørte de ikke Hans stemme tale til Saulus/Paulus. Man kan høre en lyd, men ikke forstå ordene.

Spørgsmål 44: Da Paulus så lyset, faldt han til jorden. Faldt hans rejsefæller også til jorden? (a) Ja (ApG 26:14). (b) Nej (ApG 9:7).
Svar: Når mennesker falder til jorden, kan de senere rejse sig op og stå der målløse.

Spørgsmål 45: Forklarede stemmen på stedet, hvad Paulus’ opgaver skulle være? (a) Ja (Apostlenes Gerninger 26:16-18).
(b) Nej. Stemmen befalede Paulus at begive sig ind i byen Damaskus, hvor han ville få at vide, hvad han skulle gøre. (ApG 9:7; 22:10).

Svar: Der er ingen modsigelse mellem disse vers: Først følger de nævnte vers.

Apostlenes Gerninger 9:7 »De mænd, der rejste sammen med Saulus, stod der målløse. De hørte stemmen, men så ingen.«

I Apostlenes Gerninger 26:16-18 taler Jesus til Saulus: »Men rejs dig op og stå på dine fødder. For jeg har vist mig for dig for at udpege dig som en tjener og som et vidne om det, du har set fra mig, og det, jeg vil vise dig. Jeg vil redde dig fra dit eget folk og fra hedningerne. Jeg sender dig til dem for at åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lyset og fra Satans magt til Gud, for at de kan modtage syndernes forladelse og en arv blandt dem, der er helliget ved troen på mig.”

Apostlenes Gerninger 22:10 »’Stå op og gå ind i Damaskus. Der vil du få at vide alt, hvad der er bestemt for dig.’

Apostlenes Gerninger 26:16-18 er en så bred skitse af, hvem Saulus fra Tarsus vil blive. Der er ingen detaljer om, hvad Saulus skal gøre, bortset fra at han på en eller anden måde skal åbne deres øjne og vende dem fra mørket til lyset. Nej, det ville ikke kun kræve undervisning i Damaskus, men syv års undervisning i Arabien, før Paulus ville vide præcis, hvad han skulle gøre, og hvordan han skulle gøre det.

Spørgsmål 46: Hvad gjorde Judas med de penge, han modtog for at forråde Jesus?
(a) Han købte en mark (Apostlenes Gerninger 1:1)
(b) Han kastede det hele ind i templet og gik sin vej. Præsterne kunne ikke lægge blodpengene i templets skatkammer, så de brugte dem til at købe en mark til at begrave fremmede på (Mattæus 27:5).

Svar: Begge dele, om end det første er indirekte. Judas kastede pengene ind i templet. Præsterne brugte pengene til at købe marken i Judas’ navn.

Spørgsmål 47: Hvordan døde Judas?
(a) Efter at han havde kastet pengene ind i templet, gik han sin vej og hængte sig (Mattæus 27:5).
(b) Efter at han havde købt marken for prisen for sin onde gerning, faldt han hovedkulds ned, sprængtes midt over, og alle hans indvolde strømmede ud (Apostlenes Gerninger 1:1).

Svar: Tillad mig at stille et gruopvækkende spørgsmål. Når en person har hængt sig selv, og hvis ingen tager liget ned, og ingen dyr tager det væk, mens det hænger i et træ, hvad sker der så med liget? Tror du, det forbliver intakt for evigt? – Selvfølgelig ikke.

Det er også muligt, at Judas forsøgte at hænge sig selv ud over en klippe, men at det mislykkedes, fordi rebet brast.

Spørgsmål 48: Hvorfor kaldes marken »Blodmarken«?
(a) [Angiveligt] fordi præsterne købte det med blodpengene (Mattæus 27:7-8).
(b) På grund af Judas’ blodige død dér (Apostlenes Gerninger 1:19).

Svar: Der er ingen modstrid mellem de to skriftsteder.

Mattæus 27:7-8 siger ikke, at det udelukkende var fordi præsterne købte det for blodpenge. Mattæus 27 siger, a) at Judas hængte sig, b) at det blev købt for blodpenge, og c) at det var et sted, hvor man begravede udlændinge.

Apostlenes Gerninger 1:19 siger kun, at folk i Jerusalem hørte om a) Judas’ død, b) at det blev købt for blodpenge, og derfor kaldte de det Blodmarken.

Spørgsmål 49: Ønskede Herodes at dræbe Johannes Døberen? (a) Ja (Mattæus 14:5).
(b) Nej. Det var Herodias, Herodes’ hustru, der ønskede at dræbe ham.
Men Herodes [frygtede Johannes og] vidste, at han var en retfærdig mand, og beskyttede ham (Markus 6:20).

Svar: Herodes var her tvetydig. Herodes ønskede Johannes dræbt, men han ønskede ikke at fremstå som den, der ønskede ham dræbt. Herodes kan have frygtet Johannes af to grunde. Hvis Herodes blot havde gennemført en vilkårlig henrettelse, ville folket slet ikke have respekteret Herodes. Men også efter at Herodes havde sat Johannes i fængsel for at få ham dræbt, kan Herodes have fået kolde fødder. Hvis Johannes virkelig var en profet, hvordan ville Herodes da stå foran Gud? Herodias løste dog alle Herodes’ problemer og tøven ved at få sin datter til at få Herodes til at love at dræbe Johannes Døberen. Det vil sige, at Herodias i det mindste løste Herodes’ problemer i dette liv.

Spørgsmål 50: Hvem var den tiende af Jesu tolv disciple?
a) Thaddaeus (Mattæus 10:1-4; Markus 3:13-19).
(b) Judas, søn af Jakob, er det tilsvarende navn i Lukasevangeliet (Lukas 6:12-16).

Svar: Thaddaeus er den samme som Judas, Jakobs søn, i Lukas 6:16 og Apostlenes Gerninger 1:13, ligesom Peter og Simon er den samme person. Måske ønskede Thaddaeus efter korsfæstelsen ikke at blive kaldt Judas på grund af potentiel forveksling med Judas Iskariot. Judas er et hebraisk navn. Nogle græske manuskripter angiver Thaddaeus, andre angiver »Lebbaeus«, og andre angiver »Lebbaeus, kaldet/med tilnavnet Thaddaeus«. I Asimovs Guide to the Bible, s. 908, står der, at »Lebbaeus« er den græske form af »Levi«.

Spørgsmål 51: Da Jesus kom ind i Kapernaum, helbredte han en hundredførers slave. Kom hundredføreren personligt for at bede Jesus om dette? (a) Ja (Mattæus 8:5).
(b) Nej. Han sendte nogle af de jødiske ældste og sine venner (Lukas 7:3, 6).

Svar: Hundredføreren sendte de jødiske mellemmænd; Matthæus udelod sandsynligvis detaljen om mellemmændene, fordi han ikke ønskede at sløre det faktum, at Jesus hjalp en ikke-jøde, ifølge The Expositor’s Bible Commentary, bind 8, s. 200. NIV Study Bible, s. 1453, tilføjer, at da Pilatus piskede Jesus i Matthæus 27:26, siger Matthæus heller IKKE, at Pilatus personligt piskede Jesus, men at han lod Jesus piske.

Spørgsmål 52: Er der ud over Jesus nogen anden, der er steget op til himlen? (a) Nej (Johannes 3:13).
(b) Ja. »Og Elias steg op til himlen i en hvirvelvind« (2. Kong. 2:11).

Svar: Dette svar kræver en grundig forståelse af kristen teologi. Efter at de troende i Det Gamle Testamente havde afsluttet deres liv på jorden, kom de til at bo hos Gud i Paradiset, også kaldet Abrahams skød i Lukas 16:22. Men ingen kom til den himmel, hvor Jesus nu befinder sig, før Jesus døde og opstod igen. Derfor sagde Jesus til tyven til højre for sig: »I dag skal du være med mig i paradiset.«

Spørgsmål 53: Til hvem solgte midianitterne Josef? (a) »Til ismaelitterne« (1. Mosebog 37:2). (b) »Til Potifar, en af Faraos embedsmænd« (1. Mosebog 37:36).
Svar: Svaret burde være indlysende. Jakobs øvrige sønner rejste ikke ned til Egypten, hvor Potifar boede, på dette tidspunkt. De solgte Josef direkte til ismaelitterne, som solgte ham videre til Potifar. Ismaelitterne ønskede ikke Josef som slave; de var blot transportører, der handlede ham videre til Potifar.

Spørgsmål 54: Hvem bragte Josef til Egypten?
(a) Ismaelitterne købte Josef og »førte ham derefter til Egypten« (1. Mosebog 37:25,27).
(b) »Midianitterne havde solgt ham i Egypten« (1. Mosebog 37:36).
(c) Josef sagde til sine brødre: »Jeg er jeres bror, Josef, som I
solgte til Egypten« (1. Mosebog 45:4).

Svar: Selvom både »midianitterne« og »ismailitterne« kunne være en skrivefejl, findes der en anden forklaring. Midianitterne og ismailitterne var ikke adskilt fra hinanden, og de to udtryk blev brugt om hverandre. Selv i dag stammer araberne fra kanaaniternes fætre, der boede i Bahrain, samt andre semitiske og hamitiske folk og andre forfædre, der ikke nedstammer fra Ismael. Når araberne siger, at de stammer fra Ismael, er der også en vis sandhed i det, fordi disse folk alle indgik ægteskaber indbyrdes. Desuden havde Abraham syv andre sønner med Ketura, og nogle af disse var Midian, Saba og Dedan.

Hvad angår c), solgte Josefs brødre ham indirekte til Egypten gennem de arabiske handelsfolk.

Spørgsmål 55: Hvem dræbte Goliat? (a) David (1. Samuel 17:23, 50). (b) Elhanan (2. Samuel 21:19).
Svar: Vores bevarede udgaver af 2. Samuel 21:19 indeholder tilsyneladende en kopieringsfejl, hvor man har udeladt sætningen »Lahmi, broren til«

1 Krønikebog 20:5 siger, at Elhanan dræbte Lahmi, Goliats bror.

Denne kopieringsfejl er let at spore, ifølge *Hard Sayings of the Bible*, s. 212-213, som giver en fuldstændig hebraisk analyse.

Spørgsmål 56: Hvem dræbte Saul? (a) »Saul tog sit eget sværd og kastede sig over det. . . . Således
døde...” (1. Samuel 31:4-6). (b) En amalekit dræbte ham (2. Samuel 1:1-16).

Svar: Saul begik selvmord. 2. Samuel 1:1-16 siger ikke, at en amalekit dræbte Saul. Det viser snarere, at en amalekit over for David hævdede, at han havde dræbt Saul. Amalekitten løj i forventning om en belønning, men David lod ham i stedet henrette.

Spørgsmål 57: Hvorfor lærer Det Gamle Testamente [angiveligt], at der ikke findes noget helvede, mens Det Nye Testamente lærer, at der findes et? Begrebet »progressiv åbenbaring« forklarer ikke uoverensstemmelserne i de bibelske tekster.
Svar: Det Gamle Testamente lærer faktisk om helvede, om end ikke så tydeligt.

»Men du vil blive ført ned til dødsriget, til afgrundens dybeste dyb.« Esajas 14:15

»Hvem af os kan bo hos en fortærende ild? Hvem af os kan bo hos evige flammer?« Esajas 33:14

Graven: Job 33:24; Salme 30:9

Ezekiel 32:18-31 er en lang beskrivelse af dem, der befinder sig i afgrunden. Der står om Farao, der allerede er i afgrunden, at han skal se de andre der og finde trøst i deres store antal.

Esajas 66:24 siger, at ormen ikke dør, og ilden ikke slukkes for dem, der kæmpede imod Gud.

Endelig: Hvor længe vil helvede vare? Den ild, som Gud har tændt mod dem, der hader ham, vil brænde for evigt. (Jeremias 17:4)

Spørgsmål 58: Hvorfor lærer det meste af Det Gamle Testamente, at der ikke er noget liv efter døden (se f.eks. Prædikeren 9:5-6), mens senere skrifter i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente gør det?
Svar: Det lærer ikke om et liv efter døden i graven, som islam gør, men det lærer, at der er et liv efter døden.

»Og mange, der sover i jordens støv, skal vågne op, nogle til evigt liv, men andre til skam og evig foragt.« Dan 12:2

»Men Gud vil frelse mit liv fra dødsriget, for han vil sikkert tage mig til sig.« Salme 49:15

»Livets vej fører opad for den vise, for at han kan undgå at gå ned til dødsriget« Ordsprogene 15:24

Job 19:26-27 – »Selv når min hud er ødelagt, vil jeg dog i mit kød se Gud. Jeg vil se ham med mine egne øjne; mine øjne vil skue ham, og ikke som en fremmed. Hvor længes mit hjerte indeni mig!«

Der er et sted for dem i det hinsides, Job 26:6; Salme 139:8

I 2. Samuel 12:23, da David sagde, at han ville gå til sin døde søn, men at hans søn ikke ville vende tilbage til ham, antog David, at sønnen stadig eksisterede, men ikke var udslettet.

David sagde, at han vil bo i Herrens hus for evigt i Salme 23:6

David profeterede, at Gud ikke ville lade hans [den Helliges] sjæl forblive i dødsriget i Salme 16:10.

Selvom den retfærdige tjener ville blive dræbt, ville han se sine efterkommere i Esajas 53:10-11:

(citaterne er fra BSB)

Selvom Det Gamle Testamente ikke er så klart som Det Nye Testamente, mangler der i både Det Gamle og Det Nye Testamente et andet begreb, nemlig pinsler for mennesker, der stadig befinder sig i deres forrådnende kroppe på kirkegården, ifølge muslimsk teologi. Undskyld længden af det følgende afsnit, men det er nødvendigt for at fastslå dette tilstrækkeligt i muslimsk teologi.

Pinen i graven er en kendsgerning. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1311, s. 199

Mennesker befinder sig først i graven. Derefter kommer de i himlen eller helvede. Ibn-i-Majah, bind 5, nr. 4268, s. 500, 501

Alle muslimer undtagen martyrer dømmes i deres grave. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2057, s. 533; Bukhari, bind 1, nr. 184, s. 126

Der er en vis pine for muslimer i deres grave. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2066, s. 536

Profeternes kroppe lever i deres grave, og de kan høre. Abu Dawud, bind 1, fodnote 514, s. 269

En nat så Muhammed, at Moses bad i sin grav. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1637, s. 1640

Muslimer i deres grave kan høre lyden af folk, der går. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2054-2055, s. 531-532

Vantro straffes i deres grave, hvis deres familier græder over dem. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1851-1862, s. 477-451

Muhammed hørte to døde blive pint i deres grave. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2072A, bind 2, nr. 2072B, s. 539

En jødisk kvinde døde, og Muhammed sagde, at hendes pårørendes klagen plagede hende i hendes grav. Ibn-i-Majah, bind 2, nr. 1595, s. 446

Jøderne bliver tortureret i deres grave. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2063, s. 535

En jødisk kvinde sagde angiveligt, at folk blev tortureret i graven, fordi de havde besudlet sig selv med urin. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1348, s. 217

En person blev tortureret i sin grav for at have besudlet sig selv med urin. Bukhari, bind 1, nr. 215, 217, s. 141, 142; Ibn-i-Majah, bind 1, nr. 347–349, s. 198–199

En jøde, der forbød de andre jøder at skære sig selv der, hvor urinen faldt, blev straffet i graven. Abu Dawud 1, nr. 22, s. 6

At Muhammed lægger en frisk kvist på en grav kan være til gavn for de vantro døde. Sahih Muslim, bind 1, nr. 575, 576 og fodnote 496, s. 171-172

Selv Muhammed søgte tilflugt fra gravens pinsler. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2065, s. 535; bind 2, nr. 2069, s. 537; bind 2, nr. 2071, s. 538

»… hun havde hørt Profeten søge tilflugt hos Allah mod straffen i graven.« Bukhari, bind 2, nr. 458, s. 258.

En jødisk kvinde fortalte enten Muhammed eller en muslimsk mand, at de ville blive stillet for retten i graven. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 2068, s. 537

En jødisk kvinde sagde til Muhammed: »Må Allah beskytte dig mod gravens pinsler.« Derefter bad Muhammed om beskyttelse mod gravens pinsler. Sunan al-Nasa’i, bind 2, nr. 1479, s. 281–282

Muhammed skælvede ved tanken om sin pine i graven. Sahih Muslim, bd. 1, nr. 1214, s. 290

Må Allah beskytte dig mod gravens pinsler. Sahih Muslim, bind 2, nr. 1973, s. 428

Hos Banu al-Najjar overtog muslimerne jorden og gravede de vantros grave op på jagt efter skatte. Abu Dawud, bd. 1, nr. 454, s. 118

Polyteistiske grave blev gravet op, og stedet blev brugt til en moské. Sunan Nasa’i, bind 1, nr. 705, s. 444-445

Påstået mirakel, hvor Muhammed angav, hvilken grav der skulle graves op for at finde skatten. Desuden er det i orden for muslimer at grave gravene op for ikke-muslimer, hvis de kan drage fordel af det. Abu Dawud, bind 2, nr. 3082 og fodnote 2556, s. 878

Spørgsmål 59: Hvorfor siger kirken, at Gud ikke er forvirringens ophav (1. Korintherbrev 14:33), når mange bibelske passager direkte modsiger dette? Se 1. Mosebog 11:9; 2. Mosebog 14:24 og 23:27; 5. Mosebog 7:23 og 28:20,28; Josva 10:10.
Svar: Selvom det græske ord i 1. Korintherbrev 14:33 ikke har samme betydningsomfang som det gammeltestamentlige ord, findes der en langt enklere forklaring. Man skal se på versets sammenhæng, hvilket som minimum indebærer, at man læser et par vers før og efter de pågældende vers. 1 Korintherbrevet 14:33 taler om menighedssamlinger af troende. Dette gælder ikke for dem, der trodsede Gud ved Babels tårn, den egyptiske hær, der forfulgte Moses, og israelitternes fjender.

Spørgsmål 60: Var Gud kendt under navnet Jahve før Moses (2. Mosebog 6:3), eller var han ikke (1. Mosebog 4:26, 5:29, 9:24, 22:14, 27:20, 27:27, 28:20-21)?
Svar: Først en bemærkning, der ikke er en del af svaret, og derefter selve svaret. På den ene side kunne Moses, da han skrev Første Mosebog i sin egen tid og ikke i Jakobs, bruge hvilket navn han ønskede. For eksempel skriver folk med rette, at Columbus opdagede Amerika, selvom Columbus ikke kendte navnet »Amerika«. Se When Critics Ask, s. 68-69, for mere information. Dette alene forklarer alle undtagen 53 steder, som er direkte citater eller lignende.

Svaret er, at 2. Mosebog 6:3 ikke siger, at de ikke var kendt af Abraham, Isak og Jakob.

For det andet (Dette udelukker 5 af de 53 passager.)

Anden Mosebog siger ikke, at de ikke kendte Guds guddommelige navn. Der står kun: »Jeg viste mig … men ved mit navn HERREN [Jahve] gav jeg mig ikke til kende for dem.« Selvom Gud talte til eller viste sig for Abraham, Isak og Jakob mindst (8, 1, 6) 15 gange, viste Gud sig aldrig for disse mænd på en særlig måde forbundet med sit guddommelige navn, sådan som Gud viste sig for Moses. Faktisk fik Jakob, da han bad om et navn efter kampen i 1. Mosebog 32:29, bevidst ikke noget svar.

Spørgsmål 61: Var loven, som Jahve gav, fuldkommen (Salme 19:7), eller var den ikke det (Hebræerbrevet 8:6-?
Svar: David sagde, at Guds lov var fuldkommen, fordi den var god og var det, Gud ønskede. Hebræerbrevet 8:6- siger IKKE, at der manglede noget i det, loven foreskrev, man skulle gøre (og ikke gøre). Hebræerbrevet viser snarere, at loven manglede kraft til at forandre menneskets hjerte. Det var godt, at præsterne bragte ofre, men lovens magtesløshed blev symboliseret ved, at de var nødt til at bringe ofrene igen og igen.

Spørgsmål 62: Hvorfor kan de seks beretninger om opstandelsen [angiveligt] ikke forenes? (se
Mattæus 28, Markus 16, Lukas 24, Johannes 20-21, Apostlenes Gerninger 1:3-12, 1. Korintherbrev 15:3-8.) Paulus siger, at uden opstandelsen er den kristne tro forgæves (1. Korintherbrev 15:14). Hvordan kan de bibelske beretninger overhovedet være uenige om en så vigtig fortælling?

Svar: De behøver ikke at blive »forenet«, fordi de allerede passer fint sammen. Her er en rækkefølge for disse 25 begivenheder. Tal henviser til begivenheder, der skal forekomme i en bestemt rækkefølge, og bogstaver som a, b, c henviser til begivenheder, der kan finde sted i vilkårlig rækkefølge. De fedtrykte ord angiver markører for tid, rækkefølge og sted.

Efter at Jesus var opstået fra de døde: Mt 28, Mk 16, Lk 24, Joh 20-21

————————————————————

R1a. Da sabbatten var forbi, begav Maria Magdalene, den anden Maria [Jakobs mor], Salome og kvinderne sig til graven. Mt 28,1b; Mk 16,1-3; Lk 24,1; Joh 20,1

R2a. Der skete et jordskælv, da englen rullede stenen væk. Vagterne blev som døde. Mt 28:2-4

R2b. Englen kastede stenen væk. Mk 16:4; Lk 24:2

R1b. Der blev ikke fundet noget lig, og to »mænd« talte til kvinderne. Luk 24:3-8; Joh 20:2

R3. Den morgen, hvor Jesus opstod, viste en engel sig for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle tage til Galilæa. Mt 28:5-7; Mk 16:5-8

R4a. Mens kvinderne skyndte sig tilbage, viste Jesus sig også for kvinderne og bad dem sige til disciplene, at de skulle drage til Galilæa. Mt 28:8-10

R4b1. Da kvinderne vendte tilbage fra graven, troede disciplene ikke på dem. Luk 24:9-11

R4b2. Peter og Johannes løber hen til graven, og Johannes kommer der først. Luk 24:12; Joh 20:3-9

R4b3. Derefter vender disciplene tilbage til deres hjem [i Jerusalem]. Joh 20:10

R4c. Vagterne fortæller det til præsterne; præsterne bestikker dem. Mt 28:11-15

R4d. Mens Maria græd, viste to mænd og derefter Jesus sig for Maria Magdalene. Mk 16:9-11; Joh 20:11-18

R5. Samme dag på vejen til Emmaus viser Jesus sig for to disciple (ikke blandt de elleve disciple). Han bliver hos dem indtil aftenen. Mk 16:12; Lk 24:13-29

R6. Straks skyndte de to disciple sig tilbage til Jerusalem (7 miles væk) og fortalte de 11 disciple det. Mk 16:13; Lk 24:33-35

R7. I Jerusalem, om aftenen samme dag, som Jesus opstod, mens de to taler med disciplene, viser Jesus sig for første gang for ti disciple. Joh 20:19-23

R8. De andre disciple fortæller Thomas, at de har set Jesus. Joh 20:25

R9. Otte dage senere viser Jesus sig for anden gang for de elleve disciple, herunder Thomas. Mk 16:14; Joh 20:19,26-31

R10. Jesus viser sig for dem (for tredje gang) ved Tiberias-søen [Galilæa]. De fanger 153 fisk. Mt 28:19-20; Joh 21:1-14.

R11. Tre gange spørger Jesus Peter, om Peter elsker ham. Joh 21:15-23

R12. I Galilæa viser Jesus sig for disciplene og giver dem den store mission. Mt 28:16-20; Mk 16:15-18

R13. De vender tilbage til Jerusalem, hvor de enten bliver der eller i forstaden Betania.

R14. Mens de spiser, befaler Jesus dem at blive i Jerusalem, indtil de modtager kraft fra det høje (Luk 24:49; ApG 1:4). De adlyder denne befaling. Luk 24:52

R15. Jesus fører dem til Betania, en forstad til Jerusalem på skråningen af Olivenbjerget. Luk 24:50

R16. Fyrre dage efter opstandelsen (ApG 1:3) stiger Jesus op til himlen i skyerne. Mk 16:19; Lk 24:50-51; ApG 1:9-11

R17a1. Da de vender tilbage til Jerusalem, forbliver apostlene i templet. Luk 24:52-53

R17b. De 11 apostle vælger Matthias til at erstatte Judas. ApG 1:15-26

R18. I Jerusalem på pinse (50 dage efter påsken) bliver apostlene fyldt med Helligånden. ApG 2

R19. Herefter rejser apostlene frit omkring. Markus 16:20

Spørgsmål 63: Hvorfor blev disciplene overraskede over Jesu opstandelse, når Jesus gentagne gange havde fortalt dem, at de skulle forvente den? (se Mattæus 16:21, 17:22-23, 20:17-19, Markus 9:31, 10:34, Lukas 9:22, 18:33). En engel mindede endda kvinderne om, at Jesus havde fortalt dem om sin forestående opstandelse (Luk 24:6-7). Hvordan kan det være, at kvinderne huskede hans ord (Luk 24), men disciplene ikke gjorde det (Joh 20:9, Luk 24:12)? Selv Jesu fjender huskede, at han havde forudsagt, at han ville opstå igen (Matt 27:63).
A: Hvis jeg var en af disciplene, der havde fået det at vide, ville jeg bestemt stadig ikke være ligeglad ved at se Jesus opstå fra de døde. Ville du ikke også være forbløffet?

Spørgsmål 64: Hvorfor lærer Jesus [angiveligt] frelse gennem gerninger i de synoptiske evangelier, mens Johannes skildrer ham som en, der lærer frelse gennem tro?
Svar: Lukas gør det stik MODSATTE af at lære frelse gennem gerninger i lignelsen om den fortabte søn i Lukas 15:11-32. Matthæus lærer ikke blot, at det er Guds gavmildhed, ikke vores gerninger, i Matthæus 20:1-16 (lignelsen om arbejderne i vingården). Jesus gør også noget mere subtilt i Matthæus. I Matthæus 5-6 siger Jesus, at hvis man skal leve fuldkomment, er det dette, man skal gøre. Efter at disciplene spørger: »Hvem kan da blive frelst?«, viser Jesus frelsen gennem Guds tilgivelse. Matthæus lærer om frelse ved nåde i Matthæus 9:12; 18:23-35 osv. Da »Menneskesønnen ikke kom for at blive tjent, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange », kan det ikke være frelse for dem, der fortjener den, da Jesus er nødt til at løskøbe os.

Som i det næste svar lærer Johannes 14:15-24, at de, der virkelig elsker Gud, vil adlyde ham. Men hverken Johannes eller de andre evangelier siger, at vores lydighed eller gerninger er en kilde til eller årsag til vores frelse.

Spørgsmål 65: Hvorfor lærer Johannes ikke i sit evangelium, at det er nødvendigt at omvende sig fra vores synder, når han jo siger, at hans evangelium blev skrevet netop med det formål at vise mennesker, hvordan de kan blive frelst (Johannes 20:31)?
Svar: Endnu mere end de andre evangelier lærer Johannesevangeliet, at hvis man virkelig elsker Gud, vil man adlyde Ham. Den, der ikke elsker Gud, vil ikke adlyde Ham (Johannes 14:15-24). Forskellige forfattere brugte forskellige ord for at få det samme budskab frem.

Spørgsmål 66: Hvorfor er de to sakramenters – dåben og nadveren – natur og udøvelse udtrykt tvetydigt i Bibelen og en kilde til uenighed blandt kirkerne?
Svar: Jeg formoder, det er lidt ligesom, når jeg læser muslimske kommentatorer, der siger, at kvindelig omskæring, bønnetider og betingelser for skilsmisse er emner for debat blandt de forskellige retninger inden for sunni-islam, fordi de ikke er defineret i Koranen.

Dåben er klar, når man først forstår meningen bag den. Dåben finder sted, når en person bliver en del af Guds familie. Nogle mener, at man bliver en del af Guds familie ved at blive født af menneskelige forældre. Andre (herunder mig selv) siger, at det kommer til udtryk, når man tror. De i den første kategori har dog en indbygget modsætning. De er nødt til at skelne mellem dem, der tror og er en del af Guds familie, den usynlige kirke, og dem, der ikke tror og på en eller anden mærkelig måde alligevel er en del af Guds familie, den usynlige kirke. Nattverden fejres til minde om Jesus og hans offer, ifølge Jesus selv. Den katolske kirke har også lært, at brødet og vinen faktisk bliver til legeme og blod (og lutheranismen har videreført denne tro i modificeret form). Ved ikke at forstå Jesu metafor må de tro, at Jesus ved den oprindelige sidste nadver havde to forskellige legemer i samme rum på samme tid. Det er således klart for dem, der ikke har ekstra forudsætninger.

Spørgsmål 67: Hvorfor følte forfatterne af Det Nye Testamente sig fri til at citere forkert og fortolke Det Gamle Testamente forkert samt sammenblande vers? (se Mattæus 3:3 kontra Esajas 40:3; Mattæus 12:17-21 kontra Esajas 42:1-4; Mattæus 13:35 kontra Salme 78:1-3; Apostlenes Gerninger 2:16-21 kontra Joel 2:28-32; Apostlenes Gerninger 7:43 kontra Amos 5:25-27; Romerbrevet 3:4 kontra Salme 51:4; Romerbrevet 9:33 kontra Esajas 28:16 og 8:14; Romerbrevet 10:6-8 kontra Femte Mosebog 30:12-14; Romerbrevet 11:9-10 kontra Salme 69:22-23; Romerne 11:26-27 kontra Esajas 59:20-21; 1. Korintherbrev 2:9 kontra Esajas 64:4; 1. Korintherbrev 3:20 kontra Salme 94:11; 1. Korintherbrev 15:54-55 kontra Esajas 25:8 og Hosea 13:14. ).
Svar: At omskrive er ikke det samme som at citere forkert. Nogle gange kan det have været deres praksis at sætte vers sammen og blot henvise til den mest kendte kilde. Dette var ikke blot deres praksis, men en »midrashisk« praksis blandt jøderne. Matthæusevangeliet var sandsynligvis skrevet primært til et jødisk publikum, og Matthæus anvendte de litterære stilarter, som de var fortrolige med. Andre forfattere anvendte jødiske litterære stilarter i mindre grad, og Paulus var naturligvis uddannet som farisæer.

Spørgsmål 68: Hvorfor brugte evangelieskriverne Septuaginta, en ringere oversættelse af Det Gamle Testamente? (Mattæus 3:3; Lukas 4:17-21; Apostlenes Gerninger 7:43; Apostlenes Gerninger 15:17; Romerbrevet 10:11) Undlod Helligånden at inspirere dem med den mere nøjagtige hebraiske tekst, den der accepteres i dag?
Svar: Dødehavsrullerne har vist, at Septuaginta nogle gange lå tættere på den gamle tekst end den masoretiske tekst, selvom den masoretiske tekst i de fleste tilfælde lå tættere på. De øvrige bøger var skrevet på græsk, og forfatterne brugte ofte den græske Septuaginta. Det er dog betydningen, der er vigtig, ikke de nøjagtige ord. I øvrigt accepterer vi ikke i dag den masoretiske tekst blindt. Selvom den er ret god, vil vi tillægge Dødehavsrullerne større vægt. Det er blot sådan, at der i de fleste tilfælde ikke er nogen væsentlig forskel.

Spørgsmål 69: Hvorfor tog Matthæus og Peter passager fra Det Gamle Testamente ud af deres sammenhæng for at gøre dem til profetier, når de aldrig af forfatteren i Det Gamle Testamente blev angivet som profetiske (f.eks. Apostlenes Gerninger 1:20 kontra Salme 69:25)?
Svar: Apostlenes Gerninger 1:20 henviser til en, der forrådte og forfulgte Guds udvalgte. Salme 69:25 kan være en generel henvisning til alle, der forfølger Guds folk. Salme 69:25 kan altså gælde for mange, der forfølger Guds folk.

Spørgsmål 70: Hvorfor henviste Markus [angiveligt] forkert til en profet fra Det Gamle Testamente (Markus 1:2)? (Denne fejlagtige henvisning findes i den kritiske tekst, men ikke i Textus Receptus, hvilket illustrerer, at den tidlige kirke var villig til at rette i de hellige skrifter for at fjerne vanskeligheder.) Hvordan kan vi stole på Markus til at forklare profetierne fra Det Gamle Testamente for os, hvis han endda tager fejl med hensyn til kilden?
Svar: På den ene side stammer Markus 1:2-3 faktisk fra to profeter, Malakias 3:1 og Esajas 40:3, og kun den mere fremtrædende profet nævnes, nemlig Esajas.

På den anden side er dette ikke et »Textus Receptus«-spørgsmål, for selvom mange tidlige manuskripter nævner Esajas ved navn, gør andre det ikke. Især den byzantinske manuskriptfamilie samt Alexandrinus, det originale bohairiske koptiske, det etiopiske, det armenske og andre nævner ikke Esajas.

Spørgsmål 71: Hvorfor citerer Judas den ikke-kanoniske Enoch-bog som en profeti (Judas 14-15)? Undlod Helligånden at inspirere Judas til at indse, at Enoch-bogen ikke ville blive optaget i kanon?
Svar: Judas sagde ikke, at han citerede Enochs Bog; han sagde snarere, at han citerede manden Enoch. Enochs Bog er en blanding af sandhed og vildfarelse. Det er også en sammensat bog, der består af mindst fem dele. Dette citat stammer fra den første og ældste del af bogen. Hvis Enoch rent faktisk sagde dette, så fjerner det faktum, at citatet findes i en sammensat bog, ikke profetiens sandhed.

Spørgsmål 72: Hvorfor citerer Matthæus 2:23 en ikke-eksisterende profeti fra Det Gamle Testamente? Brugte Matthæus også ikke-kanoniske skrifter?
Svar: Matthæus siger: »Han skal kaldes en nazarener«. Det Gamle Testamente (ligesom Koranen) blev oprindeligt skrevet uden konsonanter, og ordene »nazarener« og »gren« er identiske på hebraisk uden vokaler. Jesus blev profeteret som »grenen« i Det Gamle Testamente i Esajas 11:1, Jeremias 23:5, 33:5 og sandsynligvis Zakarias 6:12. Zakarias 3:8 er også meget interessant.

Spørgsmål 73: Hvorfor tilskriver Matthæus et citat om pottemagerens mark til Jeremias, når der ikke findes et sådant afsnit hos Jeremias, og det nærmeste i Det Gamle Testamente er Zakarias (Matthæus 27:9-10; Zakarias 11:12)?
Svar: Først hvad versene siger, og derefter et par svar.

Mattæus 27:9-10 siger a) 30 sølvstykker, b) fastsat af Israels folk, c) brugte sølvet til at købe pottemagerens mark, d) som Herren havde befalet mig.

Zak 11:12-13 nævner a) 30 sølvstykker, b) fastsat af dem, der betalte ham, c) kastet til pottemageren. Der er ingen omtale af en mark eller af, at Herren havde befalet ham det.

I Jeremias 32:6-8 nævnes købet af marken, som Herren havde påbudt ham.

Kristne har mindst fire svar.

Afskrivningsfejl vedrørende Zakarias – Det kan have været en afskrivningsfejl vedrørende Zakarias. (Det mente Johannes Calvin.) Faktisk – selvom Calvin ikke kunne have vidst dette på sin tid – angiver nogle græske håndskrifter netop Zakarias i stedet for Jeremias, og i nogle forekommer ingen af navnene.

Oversættelsesfejl: Papias, en discipel af apostlen Johannes, beretter, at Matthæus oprindeligt skrev sit evangelium på hebraisk. Hvis dette er sandt, og det blev oversat til græsk, kan denne detalje være blevet ændret i den forbindelse.

En ikke-nedskrevet profeti fra Jeremias. Zakarias 1:4 citerer selv Jeremias 18:11. Zakarias 7:7 nævner, at han citerer ord fra tidligere profeter. Dette nævnes i *Difficulties in the Bible*, s. 139.

En testimonia-kæde: En midrashisk praksis bestod i at citere forskellige profetier og knytte dem sammen. Dette kunne ikke blot være det, der betegnes som en »testimonia-kæde«, men det er heller ikke uden fortilfælde, da Markus 1:1 sandsynligvis også er en testimonia-kæde.

Spørgsmål 74: Hvorfor blev Tyrus ikke ødelagt af Nebukadnezar, som profeteret af Ezekiel (Ezekiel 26)? Da byen blev ødelagt af Alexander den Store, hvorfor forblev den da ikke øde, som profeteret af Ezekiel? (se Ezekiel 26:14, 27:36, 28:19; Wallace B. Fleming, The History of Tyre, Columbia University Press, 1915, s. 64).
Svar: Byen Tyrus på fastlandet blev fuldstændig jævnet med jorden af Nebukadnezar. Under den 13 år lange belejring genopbyggede indbyggerne i Tyrus imidlertid byen på en ø over for fastlandet. Derfor opstod der et paradoks: Selvom Nebukadnezar ville erobre byen, står der i Ezekiel 29:17-18, at Nebukadnezar ikke ville få nogen gevinst af byttet.

Øbyen blev senere ødelagt af Alexander den Store, og byen blev aldrig genopbygget. Der blev lagt fiskenet ud på den, og faktisk forsvandt øen endda senere og blev erstattet af en halvø, hvis fundament var den dæmning, Alexander havde bygget.

Spørgsmål 75: Hvordan kan det være, at Esajas profeterede om en midlertidig ødelæggelse af Tyrus, mens Ezekiel profeterede om en permanent ødelæggelse (Ezekiel 26:14,21; 27:36; 28:19 i modsætning til Esajas 23:13-1)?
Svar: Fordi der var mere end én ødelæggelse af Tyrus, og i sidste ende var der to placeringer af Tyrus. I Esajas blev det profeteret (og opfyldt), at den

midlertidige ødelæggelse af fastlandsbyen Tyrus under Nebukadnezar. Bemærk detaljerne i Esajas 28:19.

Ezekiel 26:3-14 har en chiastisk struktur, med nogle undtagelser. I et perfekt chiasme er hver tanke placeret parallelt i symmetrisk form. Ændringerne i pronomenene på hebraisk er vigtige her.

Ezek 26:3 Mange nationer vil drage i krig mod Tyrus

..Ezek 26:4 De vil ødelægge Tyrus’ mure og tårne.

… Ezek 26:4,5 Jeg [Gud] vil gøre Tyrus til en bar klippe, et sted at udspænde fiskenet.

……Ezek 26:6 Hendes bosættelser på fastlandet vil blive plyndret.

……..Ezek 26:7 Nebukadnezar fra Babylon vil drage i krig mod Tyrus

……Ezek 26:8 Han [Nebukadnezar] vil plyndre jeres bosættelser på fastlandet.

..Ezek 26:8,9 Han vil nedrive murene og tårnene

..Ezek 26:10,11 Hans heste vil ride ind gennem Tires porte og dræbe nogle af indbyggerne.

Ezek 26:12 De vil plyndre rigdommen og byttet. De vil nedrive jeres mure og kaste murbrokkerne i havet.

Ezek 26:13 Jeg [Gud] vil sætte en stopper for deres sange.

… Ezek 26:14 Jeg [Gud] vil gøre Tyrus til en bar klippe, et sted hvor man kan udspænde fiskenet.

Som en sidebemærkning skal det nævnes, at Septuaginta bevarede pronomenerne korrekt indtil vers 12. Derefter brugte den »han«, hvor den burde have brugt »de« to gange og »jeg« [Gud] én gang.

2. Hvad der blev profeteret:

Profetien består af tre dele: mange nationer (de), Gud (jeg) og Nebukadnezar (han).

Mange nationer vil komme, plyndre Tyrus, ødelægge Tyrus’ mure og kaste murbrokkerne i havet.

Gud vil gøre Tyrus til en bar klippe, et sted at udspænde fiskenet, og bringe deres sange (den tyriske kultur) til ophør.

Nebukadnezar vil komme, plyndre byen på fastlandet, ødelægge murene og tårnene og dræbe nogle af indbyggerne.

3. Hvad der ikke blev profeteret:

Der nævnes aldrig, at Nebukadnezar vil gøre noget ved øen, eller hvilket folk Gud vil bruge til at gøre øen til et sted, hvor man udspænder fiskenet. Det var de mange nationer – »de« – der fik byttet, mens Nebukadnezar kun fik bosættelserne på fastlandet.

4. Hvad der skete:

Assyrerne forsøgte, før Ezekiels profeti, uden held at erobre byen på fastlandet i 726/724 f.Kr. i fem år. De forsøgte igen og mislykkedes i 664 f.Kr.

Nebukadnezar, konge af Babylon, belejrede Tyrus i 13 år fra 586/585 til 573 f.Kr. Det lykkedes dem at ødelægge byen på fastlandet. Tyrerne i det gamle Tyrus flyttede imidlertid til det allerede eksisterende Nye Tyrus på øen (700–750 meter bred) over for byen på fastlandet. Den tyriske flåde forhindrede babylonierne i at angribe øbyen.

Alexander den Makedonske erobrede byen på fastlandet, og han brugte murbrokkerne til at bygge en 200 fod (60 meter) bred dæmning (kunstig landbro), der var en halv mil lang (600–750 meter) og forbandt fastlandet med øbyen, og efter syv måneder erobrede han øbyen i 332 f.Kr. Encyclopedia Britannica nævner, at han ved erobringen af Tyrus benyttede skibe fra mange nationer: Sidon, Cypern, Rhodos, Mallus, Soli, Lykien og naturligvis Makedonien. Alexanders hær dræbte i første omgang 8.000 mennesker, korsfæstede senere 2.000 og gjorde de resterende 30.000 til slaver. (I »The Anchor Bible Dictionary«, bind 6, s. 687, står der, at 6.000 blev dræbt i første omgang, 2.000 korsfæstet senere, 30.000 solgt som slaver, og 15.000 reddet af sidonierne.)

Se *Encyclopedia of Bible Difficulties*, s. 276–278, og *The Bible Knowledge Commentary: Old Testament*, s. 1279, for yderligere oplysninger om, hvordan »han« og »de« henviser til den tofasede ødelæggelse. *735 Baffling Bible Questions Answered*, s. 187, minder os om, at tidsaspektet ved den tofasede ødelæggelse ikke blev præciseret. Se også *When Critics Ask*, s. 287, for yderligere oplysninger.

Spørgsmål 76: Hvorfor var der ikke en 40-årig periode i Egyptens historie, hvor hele landet var tomt for mennesker og dyr, som forudsagt i Ezekiel 29:11-12?
Svar: Ezekiel 29:11-12 sagde kun, at Egypten fra Migdol til Aswan over for Elefantine-øen og (grænsende op til Kush) ville ligge øde hen i 40 år. Migdol ligger sandsynligvis i Nildeltaet. Vi har ingen dokumenter fra Egypten fra perioden fra den babylonske erobring (568 f.Kr.) indtil efter persernes erobring af Babylon i 539 f.Kr. Generelt tillod perserne, at folk i eksil vendte tilbage til deres hjemlande. Se The Expositor’s Bible Commentary, bind 6, s. 891-892 for yderligere oplysninger.

Spørgsmål 77: Da Adam og Eva spiste af den forbudte frugt, hvorfor løj Gud så om, hvad konsekvensen ville blive (1. Mosebog 2:17) (Nogle moderne oversættelser blødgør Yahwehs udsagn om, at Adam ville dø »den samme dag«, og skjuler dermed problemet), mens slangen fortalte sandheden (1. Mosebog 3:5, 22)?
Svar: Hvornår begyndte dommen og dødsprocessen? Den begyndte den samme dag, da de spiste af den forbudte frugt. I øvrigt siger ortodoks sunnimuslimsk teologi også, at Adam og Eva ikke døde den samme dag, men at deres synd havde langsigtede konsekvenser for dem og deres børn.

»Det, der drev jer ud af Paradiset, var jeres fader Adams synd.« Sahih Muslim 1:380, s. 132

Arvesynden baseret på Adam, hvor der nævnes tilbedelse af andre end Allah og mord. Bukhari, bind 4, nr. 551-552, s. 347-348

Adam delte ansvaret for hver eneste sjæl, der uretmæssigt dræbes. al-Tabari, bind 1, s. 315

Eva var oprindeligt intelligent; Allah gjorde hende dum efter syndefaldet. al-Tabari, bind 1, s. 280, 281

På den anden side argumenterede Adam i himlen med Moses for, at han ikke var skyld i menneskets fald, fordi Gud havde forudbestemt det. Så i himlen gav Adam Gud skylden! Bukhari, bind 8, nr. 611, s. 399; bind 9, nr. 606, s. 448-4499; Sahih Muslim, bind 4, nr. 6411, 6412, s. 1396; Ibn-i-Majah, bind 1, nr. 80, s. 47-48; Abu Dawud, bind 3, nr. 4684-4686, s. 1317-1318

Adam var ulydig mod Gud og spiste af træet. Bukhari, bind 6, nr. 236, s. 199; al-Tabari, bind 1, s. 275

Adams omvendelse blev dog accepteret. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1433, s. 259

Spørgsmål 78: Hvorfor blev Lot ikke fordømt for at have givet sine døtre til at blive misbrugt af mændene i Sodoma (1. Mosebog 19:8)? Bibelen kalder ham faktisk retfærdig (2. Petersbrev 2:7)!

Svar: Lot havde boet i Sodoma i lang tid, og han vidste sandsynligvis godt, at mændene på ingen måde ville have hans døtre (som allerede var gift med mænd fra Sodoma). Lot forsøgte sandsynligvis at trække tiden ud. Det retfærdiggør dog stadig ikke hans tilbud. Jeg tror, han var en desperat mand på det tidspunkt, og hans følelse af desperation fik ham til at synde i stedet for at stole på Gud. Lot var ikke syndfri, men han levede generelt et retfærdigt liv, og jeg tror, han angrede og blev tilgivet for dette.

Bibelen billiger ikke Lots handling her; den beretter blot om den. Hvis Bibelen blot var »propaganda«, ville man forvente, at den berettede om alt det positive og aldrig nævnte noget negativt. Bibelen er imidlertid ikke propaganda, men Guds sande ord, og den taler ærligt om menneskers liv, med alle deres fejl og mangler.

Spørgsmål 79: Hvordan kan kristne hævde, at den første forfatningstilføjelses garanti for religionsfrihed er baseret på jødisk-kristen etik, når 5. Mosebog 13:6-10 og 17:2-7 direkte modsiger dette?
Svar: Du har måske en berettiget pointe her. 5. Mosebog 13:6-10 og 17:2-7 stammer fra Det Gamle Testamentes teokrati. Det Nye Testamente viser ingen tvang, men det er ikke korrekt at sige, at netop denne garanti er en jødisk-kristen etik.

Spørgsmål 80: Hvordan kan det overhovedet være en retfærdig straf for at kalde nogen øgenavne at blive angrebet af en bjørn (2. Kongebog 2:23-24)? Er dette ikke i modstrid med Guds eget påbud om »øje for øje og tand for tand«?
Svar: Nej, der er fire punkter, der skal tages i betragtning i svaret.

1. Elisa modsagde ikke Guds bud, for Elisa dræbte ingen. Det var ikke Elisa, men Gud, der sendte bjørnene for at dræbe den bande af unge, der konfronterede profeten.

2. Det hebraiske ord for »ungdom« kan her betyde personer op til omkring 20 år. Josef var en »ungdom« i 1. Mosebog 37:2, ligesom soldaterne i Abrams hær i 1. Mosebog 14:25.

3. Ungdomsbander kunne være voldelige dengang, ligesom de er i dag.

4. Men da du nævnte en hellig bog, der godkender et mord, bør du måske se på historien om al-Khidr/Khadr i sura 18:63-82. Han var en morder, der blev omtalt som en, der gjorde det rette, og som var klogere end Moses, ifølge Bukhari, bind 1:124, s. 92, og Abu Dawud, bind 3, nr. 4688-4690, s. 1319.

Spørgsmål 81: Hvorfor er Moses, Esra, Jesus og Paulus alle [angiveligt] uenige om ægteskab og skilsmisse? Moses tillod skilsmisse, Jesus forbød det og tillod det samtidig, Paulus tillod det, og Esra påbød det faktisk for at formilde Gud (Esra 10). Hvordan skal en ærlig kristen vide, hvad han skal gøre på dette område?
Svar: Lad mig stille et meget lignende spørgsmål i termer, som muslimer forstår, og derefter besvare spørgsmålet vedrørende Bibelen. Hvorfor var Muhammed uenig med Muhammed om midlertidigt ægteskab (mu’tah)? Muhammed tillod midlertidigt ægteskab, hvilket vil sige et ægteskab, der automatisk ville ophøre efter en bestemt tid, såsom en uge, en måned osv. Derefter forbød Muhammed (på en tilsyneladende ikke særlig klar måde) midlertidigt ægteskab ved Khaibar. (Bukhari, bind 5, bog 59, nr. 527, s. 372; 7:50,52, s. 36,37; Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1961,1963, s. 180,182). Dette var tilsyneladende ikke særlig klart, for shiitter og nogle sunnier mener stadig i dag, at midlertidigt ægteskab er i orden.

Hvad angår Bibelen, hvorfor stille spørgsmål, som Jesus allerede har besvaret? Jesus forbød skilsmisse (undtagen på grund af utroskab), og Jesus sagde, at dette var ændret i forhold til Det Gamle Testamente. Årsagen til, at det var tilladt i Det Gamle Testamente, var, at folks hjerter var hårde (Mattæus 19:7-9). Esra befalede de jødiske mænd at skille sig fra hedenske kvinder, som de slet ikke burde have været gift med i første omgang. Kort sagt: Når Jesus ophæver og tilføjer noget til Det Gamle Testamente, følger ærlige kristne Jesus.

Hvis skilsmisse er et problem for dig, kunne du måske forklare følgende:

En mand i islam kan skille sig fra sin kone af enhver grund. Bukhari, bind 3, nr. 859 (s. 534) siger, at en mand kan skille sig på grund af »noget ubehageligt ved sin kone, såsom alderdom eller lignende«.

’Umar befalede sin søn ’Abd Allah at skille sig fra sin kone, men han nægtede, fordi han elskede hende. Så gik ’Umar til Muhammed, og Muhammed befalede ham at skille sig fra hende. Abu Dawud, bind 3, nr. 5119, s. 1422

Muhammed beordrede sin adoptivsøn Zaid til at skille sig fra Zainab, og derefter giftede Muhammed sig med Zainab. Zaid havde intet valg, fordi Muhammed reciterede sura 33:36-38. Muslimer tror, at Koranen er uskabt og indskrevet på en tavle i himlen, men sura 33:36-38 nævner Zaid ved navn og siger, at han ikke skulle have noget valg med hensyn til at skille sig fra Zainab. Senere »plejede Zainab bint Jahsh at prale over for Profetens andre hustruer og sagde: ’Allah giftede mig (med Profeten) i himlen.’« Bukhari, bind 9, nr. 517, s. 382. Se også bind 9, nr. 516, 518, s. 381-383.

’Umar sagde, at Muhammed skiltes fra Hafsah (en skilsmisse, der kan tilbagekaldes) og derefter tog hende tilbage. Abu Dawud, bind 2, nr. 2276, s. 619

En mand skal skille sig fra sin kone, hvis hans far befaler det. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 2088–2089, s. 259–260

To muslimske mænd var gode venner, så den ene spurgte den anden, hvilken kone han skulle skille sig fra, så den anden kunne gifte sig med hende. Bukhari, bind 5, bog 58, nr. 125, s. 82

En mand havde i mange år haft en kone, der havde født ham mange børn. Han havde til hensigt at »bytte hende ud« (Majahs ordvalg), men han beholdt hende, da hun indvilligede i at give afkald på sin ret til ham. Ibn-i-Majah, bind 3, nr. 1914, s. 188.

Spørgsmål 82: Hvorfor lærer Bibelen, at himlen er en fast kuppel af gennemsigtigt materiale med vand oven over den? (Vandet strømmede gennem »himlens vinduer« og forårsagede Noas syndflod, hvorefter det formodentlig løb ud over kanten af den skiveformede jord og ned i afgrunden.)
Svar: Det gør den ikke. Hvorfor påstår du fejlagtigt, at Bibelen beskriver himlen som en fast kuppel af gennemsigtigt materiale? På tidspunktet for Noas syndflod (som du tilsyneladende benægter, selvom den også er nævnt i Koranen) fik Gud på en eller anden måde en enorm mængde vand ned på jorden.

Spørgsmål 83: Hvorfor lærer Bibelen, at geder vil få stribede afkom, hvis de ser striber, når de drikker ved vandtruget, når dette er blevet modbevist af moderne genetik?
Svar: Bibelen lærer, at Gud kan udføre mirakler. Selvom den listige Jakob troede, at dette ville ske på naturlig vis, gjorde Gud Jakob velstående på overnaturlig vis.

Spørgsmål 84: Hvorfor beskriver Bibelen videnskabeligt umulige begivenheder som faktiske? For eksempel skabelsesberetningen, Noas syndflod, en fast kuppel over himlen, Jorden understøttet af et fundament. Hvorfor har den evangeliske kirke frembragt forklaringer inden for »skabelsesvidenskab«, der er fuldstændig nonsens? Hvorfor er det, at ingen af de mere rationelle forsøg på at forene videnskab og Bibelen kan modstå en kritisk granskning?
Svar: Først vil jeg vende dette spørgsmål tilbage til muslimerne og derefter give et svar til både muslimer og kristne. Hvis du er muslim og mener, at Noas syndflod var en myte, bør du offentligt erkende, at Koranen ikke udelukkende er sand; den indeholder også myter. Koranen omtaler specifikt Noas syndflod (ikke blot Noa) i suraerne 7:64; 10:71-73; 11:44; 19:58 (dem, der blev reddet sammen med Noah); 21:76-77; 23:27; 26:105-120; 29:14 (950 år); 54:9-17

Koranen siger, at verden blev skabt på otte dage (sura 41:9-12). Så hvordan ville en muslim svare på det? Hvis man ser bort fra spørgsmålet om rækkefølgen, ville de svare, at en dag her er en lang periode. Tja, Bibelen (ikke kun kristne) siger det samme. Ikke alle kristne tror nødvendigvis, at jorden kun er tusinder af år gammel, især , da Salme 90:4 og 2. Petersbrev 3:8 viser, at 1.000 år hos Herren er som en dag eller en vagt om natten.

Spørgsmål 85: Hvordan kan treenighedslæren overhovedet være sand? Ethvert forsøg på at give den mening fører til modsigelser. Hvis den er så vigtig, hvorfor undervises den så ikke tydeligt i Bibelen? Hvorfor skulle en objektiv studerende af læren ikke konkludere, at den blev skabt af kirken for at skjule bibelske uoverensstemmelser om Kristi natur bag et slør af mystik?
Svar: Treenighedslæren er sand, og den er ikke selvmodsigende.

Gud er almægtig, og intet hindrer Gud i at bestå af to, tre, fire eller fem dele. Det er ikke respektfuldt at spørge, hvordan Gud skal være for at passe til vores opfattelse; lad os i stedet kun spørge, hvordan Gud har åbenbaret sig selv.

Gud har åbenbaret sig som én uadskillelig Gud med tre særskilte dele. Hvis noget så simpelt som et bjerg kan have tre toppe og én fod, hvordan kan vi da forudsætte, at det er umuligt for den Almægtige Gud at bestå af tre dele?

Der kan være en »mangfoldighed« i den ene Gud, uden at der er tale om separate guder. Selv i Koranen, når Allah taler, bruges ordene »vi« (Nahnu) og »jeg«.

Treenigheden har ingen perfekt analogi til noget på jorden, men det bør ikke komme som en overraskelse. Her er det klare bibelske bevis for Treenigheden.

Der er en treenighed i Skriften: Mattæus 28:19; 1. Petersbrev 1:2; Efeserbrevet 2:18; Åbenbaringen 4:8; 2. Korintherbrev 13:14; Johannes 15:26.

Der er kun én Gud. 5. Mosebog 4:35-39; 6:4; Esajas 43:10-2; 44:6,8; 45:5-6,14,21; 46:9; 1. Timoteusbrev 1:17; 6:15-16.

Tre forskellige personer: Matthæus 3:16-17; Lukas 3:21-22; Johannes 1:1; 6:38; 14:31; 15:26; 16:28; 17:5; Apostlenes Gerninger 5:31-32; Markus 10:38-40

Jesus er Gud. Johannes 1:3; Kolossenserbrevet 1:16-17; Hebræerbrevet 1:6-9; Johannes 9:38; 2. Korintherbrev 11:3; Johannes 20:28-29; Åbenbaringen 5:8-9; 22:20

Helligånden er Gud. Romerbrevet 8:9-16; Lukas 1:35; 1. Johannesbrev 4:12-16; 1. Korintherbrev 3:16 i forhold til 1. Korintherbrev 6:19; Apostlenes Gerninger 5:4;

De er lige i natur, herlighed og ære. Johannes 5:18; 5:23; Kolossenserbrevet 2:9-10; (Esajas 44:6; Åbenbaringen 1:8 sammenlignet med Åbenbaringen 1:17-18; 22:13)

De adskiller sig i rolle og rang. 1. Korintherbrev 11:3; 1. Korintherbrev 15:25-28; Matthæus 12:18; Efeserbrevet 1:3,17; Johannes 1:33; 14:16,26,28; Romerbrevet 8:26-27.

At Jesus er en del af Treenigheden betyder for øvrigt ikke, at Jesus er en tredjedel af Gud, ligesom højden af et bord ikke er en tredjedel af bordet.

Spørgsmål 86: Hvorfor siger kirken, at Gud ikke skabte det onde, når Han selv hævder, at Han gjorde det i Esajas 45:7, Klagesangene 3:38 og Amos 3:6? (På trods af formuleringerne i de moderne oversættelser er dette det samme hebraiske ord, der oversættes med »ondt« i adskillige andre passager. Men selv med de moderne oversættelser, hvordan kan den kristne så forklare, at Gud tager æren for »ulykke« (NASB) eller »ve« (NRSV) eller »katastrofe« (NIV)?
Svar: Lad mig først vende spørgsmålet tilbage til muslimerne, og derefter vil jeg give et svar, der tilfredsstiller muslimer, kristne og jøder. Hvorfor ville Allah lade muslimer begå »ondt« i

Bukhari, bind 3, nr. 56, s. 35; bind 4, nr. 534, s. 337; bind 6, nr. 454, 456, s. 426, 427-428. »Vi løb for at dræbe den [en slange], men den undslap hurtigt. Profeten sagde: ’Den er undsluppet jeres ondskab, og I er også undsluppet dens ondskab.’« Hvis Allah skabte alt, hvorfor skulle Han så [angiveligt] skabe det onde øje?

»Det onde øje er en kendsgerning.« Bukhari, bind 7, nr. 636, s. 427; bind 7, nr. 827, s. 538.

Svaret består af to dele:

a) Ordet »ondt«, hvad enten det er på hebraisk, arabisk eller moderne sprog, har to betydninger: moralsk ondskab og fysisk ulykke. Gud i Bibelen begår ikke moralsk ondskab, og Muhammed lod heller ikke muslimerne gøre det, han betragtede som moralsk ondskab. Gud forårsagede direkte »fysisk ondskab« i form af en katastrofe, og muslimerne forsøgte at gøre »fysisk ondskab« mod slangen.

b) Analogier til moralsk ondskab er en skygge, et hul eller en anden mangel. Disse ting har ikke en selvstændig eksistens, men en parasitisk eksistens. En skygge har hverken vægt, stof, energi eller ånd, men den eksisterer alligevel; planter dør i skyggen. Gud skabte alt. Gud skabte lyset, men en skygge eksisterer parasitisk dér, hvor lyset ikke når hen. Gud skabte kun lyset; han skabte ikke mørket direkte, men der er heller ingen anden skaber, der har skabt mørket. Mørket blev skabt som et biprodukt af skabelsen af lyset, der hvor lyset ikke når hen. Gud skabte alt godt; han er ikke ophavsmand til det onde. Men der var ingen anden skaber, der skabte det onde. Det onde blev snarere skabt som et biprodukt af skabelsen af det gode, der hvor det gode blev blokeret, forvrænget og fordrejet.

Spørgsmål 87: Hvorfor holder kirken gudstjeneste om søndagen, når den syvende dag blev fastsat for evigt? Der er ingen bibelsk støtte for søndagsgudstjenesten; det er [angiveligt] en tradition fra den katolske kirke, som protestanterne accepterer.
Svar: Der er bibelsk belæg for frihed med hensyn til hvilken dag der skal holdes gudstjeneste, for praksis med at mødes om søndagen og for den tidlige kirkes eksempel.

Bibelsk belæg:

Hebræerbrevet 4:11 angiver, at vi i dag har en anden og bedre hvile. Vi bør vie hver dag i ugen til at være i Guds hvile.

I Kolossenserbrevet 2:16 irettesætter Paulus kolossenserne for fortsat at holde sabbatsdagen. Romerbrevet 14:5 taler, uden at fordømme det, om kristne, der betragter alle dage som lige.

I 1. Korintherbrev 16:2 samlede de indsamlinger ind om søndagen.

Eksempler på apostlenes efterfølgere

Justinus Martyrs Første Apologi (skrevet ca. 138-165 e.Kr.), kapitel 68.

Barnabas’ brev (år 100 e.Kr.)

Ignatius, discipel af apostlen Johannes (110–117 e.Kr.)

De apostoliske forfatninger (2. århundrede)

Bardesanes (180 e.Kr.)

Tertullianus’ Apologeticus (200 e.Kr.)

Peter af Alexandria

Lad mig dog give et andet, supplerende svar, der vedrører islam.

Hvorfor pålagde Muhammed muslimerne at holde gudstjeneste om fredagen og ikke på sabbatten? Man kan ikke sige, at Muhammed var uvidende om dette, eller at det var jøderne og ikke Gud, der indførte sabbatten, for Muhammed bekræftede, at Allah gav jøderne lørdagen, de kristne søndagen og muslimerne fredagen. Sunan Nasa’i, bind 2, nr. 1371, s. 232. Når man kan besvare, hvordan muslimer kan hævde at tilbede Gud, selvom de overtræder sabbatsloven, kan man forstå, hvordan kristne kan hævde at tilbede Gud, da sabbatsloven er ophævet.