< Sufi-muslimer

6. juli 2013-udgave

Man kunne læse de muslimske hadither og konkludere, at islam primært er loviskhed, der ville få Jesu farisæere til at føle sig hjemme. Sufismen er en lang række indbyrdes forbundne sekter inden for islam, der er en reaktion mod dette fokus på ritualer og praksis. Ortodoks islam siger kun lidt om hjertet og længslen efter Gud; sufismen siger, at sand religion er indre sandhed, ikke ydre praksis. Kristendommen siger derimod, at både det indre og det ydre har betydning.

Vi vil diskutere sufiernes tro, sufiernes ledere og de sufistiske »retninger« generelt og derefter fokusere på at sammenligne sufismen med kristendommen.

Nogle sufi-trosretninger

Sufismen har altid hævdet at være muslimsk, men den har haft et anstrengt forhold til sunni- og shia-islam. Sufiske skrifter nævner kristne, gnostikere og zoroastrianere (magiere). Forskellige sufi-skoler er tilsyneladende blevet påvirket af disse, ligesom de har været påvirket af indisk kultur. Nogle sufier lever et klosterlignende liv, hvilket måske vidner om kristen indflydelse.

Den strenge islamiske lov og islams fem søjler er som en »skolelærer«, som sufierne siger er fin nok for andre, men som de selv er gået ud over behovet for. I stedet følger sufierne skrifter, som andre muslimer ikke følger.

al-Khidr/Khadir (den Grønne) er et udødeligt væsen, som sufierne tror kan forny sin ungdom. Khidr kan dræbe mennesker og alligevel være uden skyld. Nogle sufi-ledere hævdede, at al-Khidr personligt havde undervist dem.

Bukhari, bind 1, bog 3, kap. 45, nr. 124, s. 90-93, er en temmelig lang hadith om al-Khadir, en samtidige af Moses, der var mere lærd end Moses. Allah viste Moses, hvordan han kunne møde al-Khadir, og Moses bad om at lære af ham. al-Khadir advarede Moses om, at han ikke var tålmodig nok. Derefter gjorde al-Khadir tre ting:

1. De bad mændene på en båd om at tage dem om bord. Besætningen, der genkendte al-Khadir, gjorde det gratis. Al-Khadir trak en planke op, så båden ville synke og muligvis drukne sømændene.

2. De to så nogle drenge lege, og al-Khadir huggede hovedet af en af drengene og dræbte ham.

3. Nogle mennesker nægtede at give Moses og al-Khadir mad, og efterfølgende reparerede al-Khadir en af deres mure, der var ved at styrte sammen.

At mennesker kan være ét med Gud er sufismens centrale tro. En sufi, der er »ét med Gud«, kan således betragtes som Allah selv, fordi han er ét med Allah. Dette ligner den kætterske kristne mystik fra middelalderen, hvor man lægger vægt på oplevelsen og hævder, at man selv kan være Gud.

Søgen og oplevelsen er et centralt motiv i sufismen. Trangen til at blive mættet og tilfredsstillet betragtes som en gave, og sufien lever for i dag. Søgen efter Gud sammenlignes med deres søgen efter venskab, vin, beruselse og ulovlig sex.

Sufiernes hemmelige viden: »Herredømmet har en hemmelighed, som, hvis den blev åbenbaret, ville ødelægge profetskabet; og profetskabet har en hemmelighed, som, hvis den blev afsløret, ville ophæve viden, og gnostikerne har en hemmelighed, som, hvis den blev åbenbaret af Gud, ville gøre loven til intet.« Tilskrevet al-Tustari (d. 896 e.Kr.) (Fazlur Rahman, Islam, 2. udg., s. 142). En »hemmelighed«, der kunne få sufier til at blive dræbt af andre muslimer, hvis disse fik kendskab til den, er, at de tror, at det guddommelige findes indeni dem, således at de kan betragtes som en del af Allah.

Forskel (taqiyya) er den måde, hvorpå mange ekstremistiske sekter – ikke kun sufier – overlever i en ortodoks muslimsk verden. Forskel er den lære, der går ud på, at det er i orden at lyve om, hvad man tror på og praktiserer, for at undslippe religiøs forfølgelse. For eksempel bortforklares læren om annihilation som »uansvarlige« udtalelser i en »tilstand af rus«, ifølge Rahman (s. 135). De første muslimer praktiserede dissimulation i Mekka ifølge Bukhari, bind 9, bog 83, kap. 1, nr. 5, s. 3: »…Husk, at I også skjulte jeres tro (islam) i Mekka før.«

Smerte er et element i sufismen. De siger, at hvis smerte bringer nogen tættere på Gud, så er smerte god. Derfor »piskes« nogle sufier med piske for at gøre deres ryg blodig og påføre sig smerte, fordi de mener, at Allah ønsker, at de skal gøre det.

Tilbedelse (for at bruge et katolsk udtryk) er almindelig i både sufismen og den shiitiske islam. Ifølge nogle sufier var Muhammed det oprindelige lys i sin præeksistens, og universet drejer sig om nogle af de sufi-helgener.

Stadier i den sufistiske oplevelse

Siden omkring år 859 e.Kr., i sufismens tidligste dage, har de stadier (kaldet maqamat), som en sufi siges at gennemgå, været en af de centrale trossætninger. Disse varierer alt efter sekte, men her er en typisk rækkefølge.

1. Omvendelse fra synder og det verdslige liv

2. Afholdenhed fra verdslige begær.

3. Tålmodighed i ventetiden på at opleve Gud

4. Taknemmelighed for deres eksistens i Gud

5. Tillid til Gud

6. Glæde ved at opleve det guddommelige

7. Selvets fordybelse i det guddommelige

8. Mange lærer, at selvet skal udslettes i det guddommelige

Omvendelse: Når Koranen siger, at man skal stole på Gud, sidestiller sufierne dette med at give afkald på verden.

Glæde eller en berusende oplevelse er et kendetegn ved sufismen. For nogle betyder dette blot en følelsesmæssig oplevelse. Dette sammenlignes ofte med at være beruset af vin, og andre sufier drikker faktisk vin og bliver berusede. Sufier kan retfærdiggøre de mange henvisninger til vin og endda værtshuse i deres religion som en metafor for åndelig ekstase. Når alt kommer til alt, siger selv haditherne, at muslimer vil drikke vin i himlen. Mange af dem mener dog også, at det er i orden at drikke alkohol. Enkelte sufi-sekter ryger hash som en del af deres religion, men flertallet gør det ikke.

Absorption/tilintetgørelse (fana’) er læren om, at de guddommelige egenskaber erstatter de menneskelige. Dette blev forkyndt af Abu Yazid al-Bistami (d. 874/877 e.Kr.). Nogle af hans temmelig overraskende udtalelser er:

»Pris være mig; hvor stor er min majestæt«

»Jeg er jeres Herre«

»Mit banner er større end Muhammeds«

Sufi-ledere

Selvom vi ikke med sikkerhed kender oprindelsen til ordet »sufi«, stammer det sandsynligvis fra ordet »suf«, der betyder uld. Her er nogle af de mere berømte ledere.

Rabi’a/Rabiah al-’Adawiya (død 801 e.Kr.) var en af de få kvindelige muslimske religiøse lærere.

Harith al-Nuhasibi (død 857 e.Kr.) konverterede fra den rationalistiske islam

Dhu’l-Nun fra Egypten (død 859 e.Kr.) formulerede sufismens stadier.

Al-Hakim al-Tirmidhi (død 898 e.Kr.) Han er ikke i familie med den Tirmidhi, der samlede hadither

Junayd fra Bagdad (død 910/911 e.Kr.) var en »nøgtern sufi«, der afviste fuldstændig forening med Gud.

Al-Hallaj (Husain al-Mansur) lærte, at det menneskelige skal erstattes af det guddommelige, og han identificerede sig med Gud. Han lærte også, at man kan foretage hajj-pilgrimsfærden rent åndeligt. I 922 e.Kr. blev han pisket, offentligt lemlæstet, hængt op på en galge, halshugget, og derefter blev hans lig brændt. De ortodokse muslimer var tilsyneladende utilfredse med ham.

Abu Nasr al-Farabi (870–950 e.Kr.), født i Farab i Turkistan, var en berømt nyplatonistisk filosof og sufi. Han beskrev Gud som den ubevægelige bevæger og introducerede mange til Aristoteles.

Al-Ghazali (1058–1111 e.Kr.) var først skeptiker, før han blev sufi. Han vendte tilbage til undervisningen i 1106, fem år før sin død. Al-Ghazali var imod den neoplatonistiske indflydelse i islam og foretrak snarere den aristoteliske logik. Han skrev *Genoplivelsen af de religiøse videnskaber*, hvor han talte om rituelle praksisser, sociale skikke, laster, der fører til helvede, og dyder, der fører til paradis. Han spillede en afgørende rolle i at opnå en vis accept af sufismen blandt sunnierne.

Khararas var en sufi, der modsatte sig selvudslettelse og forkyndte læren om »overlevelse« hos Gud, genvindingen af sig selv. Fred og integritet til at udføre Guds pligter

Maulana Jalal-uddin Rumi (Mohammed ben Mohammed bin Husain al-Balkhi) (født i 1207 i Balkh, Afghanistan, og opvokset i Rum, Tyrkiet) Han døde i 1273 e.Kr. Han forfattede en af de mest populære samlinger af værker om sufismen og grundlagde den sufistiske Mevleviye/Maulawiya-orden. Vi vil ikke diskutere Rumi her, da der findes en hel afhandling om ham.

Sufi-ordener eller »veje«

Sufier blev forbundet med visse berberbevægelser og med muslimer, der kæmpede mod europæerne i Afrika. Mange janitsarer var sufier, og der findes sufier inden for både sunni- og shia-islam. Antallet af sufi-ordener er meget stort ifølge den islamiske lærde Fazlur Rahman i bogen *Islam*, s. 157. Her følger nogle af de vigtigste sekter.

Qadiriya-ordenen blev grundlagt af den tidligere hanbalit 'Abd al-Qadir al-Gilani, født i 1077 e.Kr. Den er en af de ældste sekter, den største og den mest fredelige. Dens tilhængere reciterer: »Jeg beder om tilgivelse fra Gud den Mægtige. Ære være Gud, o Gud! Velsign vores herre Muhammed og hans familie og ledsagere.« (100 gange), »Der er ingen gud uden Allah.« (500 gange) (Rahman, s. 160)

Mevleviye/Maulawiya-ordenen blev grundlagt af Jalal al-Din Rumi (d. 1273). Fazlur Rahman siger, at dette er den vigtigste byorden blandt tyrkiske sufier. Den må ikke forveksles med Mawlaniya-ordenen, som tyrkerne har forfulgt siden 1925.

Den indiske Chishtiya/Cishtiyya-orden blev grundlagt af Mu’an al-Din Chishi (1141–1236 e.Kr.). De foretager pilgrimsrejser til hans grav, ligesom Akbar, kejseren af Indien, gjorde. De er pacifister, der adskiller sig fra mange muslimer ved at betragte hævn som forkert. I modsætning til mange sufier tror de ikke på forstillelse. Mens de fleste muslimer ønsker en islamisk stat, tror de på, at man ikke skal blande sig i regeringsførelsen. Dette til trods for de talrige sunni-hadither om islamisk regeringsførelse. De praktiserer åndedrætsregulering, ligesom yogier gør. Deres vigtigste bog er »Awaif al-Ma-arif«.

Khwajagan-ordenen i Centralasien gav anledning til Yasawiya, den ældste tyrkiske orden. Baha’ al-Din fra Bukhara (død 1389 e.Kr.) var en Khwajagan, der brød ud og grundlagde Naqshbandiya-ordenen i Indien. De hævdede dog, at deres orden stammede fra Abu Bakr, hvilket viser, at de betragter sig som sunnier.

Den persiske Subhawardiya-orden blev grundlagt af 'Umar al-Suhrawardi (død 1236). Den hævder, at den faktisk stammer fra kaliffen 'Umar, så den tilhører også den sunnitiske retning. Den findes i Indien, Pakistan og Afghanistan.

Rifa’iya-ordenen blev grundlagt af Ahmad al-Rifa’i (død 1182). Den findes i Tyrkiet, Egypten og Sydøstasien.

Sa’diya/Jibawiya-ordenen blev angiveligt grundlagt af Sa’d al-Din (død 1300 i Damaskus).

Sanusiya-ordenen er kendetegnet ved sin lære om de 60.000 lys. Deres fokus på lys minder om visse gnostiske lærdomme.

Tijaniya-ordenen i Afrika blev grundlagt ca. 1781 i Fez af Ahmad al-Tijani (d. 1815 e.Kr.). Den stammer fra den persiske Khalwati/Khalwatiya-orden, som blev grundlagt af 'Umar al-Khalwati (d. 1398). Denne orden findes i Tyrkiet, Egypten og det nordvestlige Afrika. Ordenen stammer fra Shadhili-ordenen. Fra Shadhiliya-ordenen opstod Madoniyya-ordenen i 1847, som var en rival til Sanusiya-ordenen.

Flere usædvanlige ordener

Bektashi/Bektashiya-ordenen udsprang af Yawawiya-ordenen, som igen udsprang af Khwajagan-ordenen. Den indeholder elementer af shamanisme, shiitisk islam og en vis kristen indflydelse. Det var den islamiske sekte, der var populær blandt janitsharerne, og den eksisterer den dag i dag i Albanien. De tror på en »treenighed« bestående af Allah, Muhammed og Ali. De fejrer nye medlemmer med (alkoholholdig) vin, brød og ost.

Qalanderne/Kalenderne var en sufi-orden, der ikke var egentlig bundet af islam, men indeholdt mange præislamiske lærdomme. De gjorde oprør mod tyrkerne i 1526–1527. Hafez’ Divan omtaler dem i negativ sammenhæng.

Ma-Ming Hsin grundlagde i slutningen af det 18. århundrede en sufi-orden i Kina.

Ibn el/al-Arabi fra Murcia (i Spanien) grundlagde en panteistisk orden og hævdede, at alt er en del af Gud. En af de få kvindelige ledere var hans sufi-lærer Fatima bint Waliyya (The Sufis, s. 159)

Erfaringen skal være med den rette Gud

Ifølge Koranen havde Muhammed mystiske oplevelser. Mens de fleste muslimer mener, at ingen andre bør have denne form for mystisk forhold, mener sufierne, at også de bør have disse mystiske oplevelser. Mens ikke-sufisk islam diskuterer Gud, ønsker sufierne at søge oplevelser med Gud.

En oplevelse, der strider mod Guds åbenbaring, er en vildledende oplevelse. Tilbedelse og bøn er ikke nødvendigvis gode; det afhænger af genstanden for tilbedelsen og bønnen. Muslimer er enige med kristne i, at Moses, David, Jesus og andre gav os budskaber fra Gud. Hvis vi ikke følger det, som Gud har åbenbaret, følger vi ikke Gud. Jesus sagde: »… Hvis nogen elsker mig, vil han holde mit ord. Min Fader vil elske ham, og Vi vil komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker Mig, holder ikke Mine ord. Det ord, I hører, er ikke Mit eget, men det er fra Faderen, som har sendt Mig. Alt dette har Jeg talt til jer, mens Jeg endnu er hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i Mit navn, vil lære jer alt og minde jer om alt, hvad Jeg har sagt jer. Fred efterlader jeg jer; min fred giver jeg jer. Jeg giver jer ikke, som verden giver. ” (Johannes 14:23-27a) – i manuskripterne p66 ca. 125-150 e.Kr. og p75 175-255 e.Kr.

Er målet med al religion handling, eller er det kontemplation? Det praktiske svar er forskelligt for sufisk og ikke-sufisk islam. Kristendommen har et tredje svar: Målet med den sande religion er Gud. Kristendommen omfatter handling, kontemplation og tro, men den er først og fremmest centreret om at behage Gud. Det handler ikke blot om at følge regler, og det handler ikke blot om at søge oplevelser.

Mainstream-muslimers reaktioner på sufismen

Sura 42:51 siger: »Det sømmer sig ikke for et menneske, at Gud taler til ham, undtagen ved inspiration, eller bag et slør, eller ved at sende en budbringer for at åbenbare, med Guds tilladelse, hvad Gud vil; for Han er den Højeste, den Vise.« Sura 42:51

Reaktionerne på sufismen spænder fra tolerance over modstand til henrettelse. Der findes en anti-sufisk hadith, der helt klart er opdigtet. På den anden side er mange ikke-sufiske muslimer bekendt med sufismen og nærer respekt for den, ligesom de læser noget af den sufiske poesi. Tidlige sufier som al-Hallaj gav åbent udtryk for, at de var Gud; al-Hallaj blev henrettet, og hans lig blev derefter lemlæstet. Senere sufier som Rumi taler stadig positivt om al-Hallaj, herunder hans berømte udsagn »Pris være mig«.

Sufier blev forfulgt i Iran under Khomeini, men mange sunnier forfulgte dem også. Andre tolererede sufierne, og mange i den osmanniske hær var sufier.

Sammenligning af sufisme og kristendom

Sufismen er en udløber af islam, men sufierne har større respekt for Jesu lære end de fleste muslimer. I den ene yderlighed siger en bog af sufi-mesteren Javad Nurkhbhsh fra Nihmatullahi-ordenen, der hedder *Jesus in the Eyes of the Sufis*, at sufierne ser langt mere til Jesus end til Muhammed for inspiration, vejledning og som deres forbillede! De fleste sufier ville dog ikke sige dette, og ikke alle sufier anerkender, at Jesus er mere guddommelig, end nogen anden kan være.

Man kunne forsøge at sammenligne sufi-islam med kristendommen, fordi begge retninger fokuserer på oplevelsen. Referencerne findes i slutningen, så du kan se, om du kan gætte, hvilken der er hvilken.

Centralt fokus

»O HERRE, vor Herre, hvor majestætisk er dit navn på hele jorden!« (Salme 8:1 – David taler)

»Jeg er den velbevarede tavle.« Dette er interessant, for sura 85:20-22 siger, at det er Koranen, der er bevaret på en tavle [i himlen].

»Jeg sagde til ***: ’Du er min Herre; jeg har intet godt bortset fra Dig.’« (Salme 16:2; *** er HERREN)

Han sagde også: »Jeg så *** gå omkring mig.« Om Gud siges det: »Din lydighed mod mig er større end min lydighed mod Dig.« *** er »Ka’aba«

(Udtalt af Bayazid Bestami (død 874/877 e.Kr.) og hentet fra The Essential Rumi, s. 288.)

»Bliv i mig, så vil jeg blive i jer. Ligesom ingen gren kan bære frugt af sig selv, medmindre den forbliver på vinstokken, kan I heller ikke bære frugt, medmindre I forbliver i mig. Jeg er vinstokken, og I er grenene. Den, der forbliver i mig, og jeg i ham, vil bære megen frugt. For uden mig kan I intet gøre.« Jesus i Johannes 15:1:4-6

Vores syn på os selv

»Gør intet ud af egoistisk ambition eller forfængelighed, men betragt i ydmyghed andre som vigtigere end jer selv. Hver af jer skal ikke kun se til jeres egne interesser, men også til andres interesser. Lad denne sindstilstand være i jer, som også var i ***« (Paulus taler i Filipperne 2:3-5a. *** er Kristus Jesus.)

»Ære være mig … Hvor stor er min majestæt/herlighed … Jeg er jeres Herre … Mit banner er større end ***’s.« (Bestami, d. 874/877. *** er Muhammed.)

Søger

»Af hele mit hjerte har jeg søgt dig; lad mig ikke vige fra dine bud. Jeg har gemt dit ord i mit hjerte, for at jeg ikke skal synde imod dig.« Salme 119:10-11

»O Gud, du er min Gud. Jeg søger dig inderligt; min sjæl tørster efter dig. Min krop længes efter dig i et tørt og udtømt land uden vand.« (Salme 63:1 David taler fra Judas ørken.)

»Denne beruselse begyndte i en anden kro. Når jeg kommer tilbage til det sted, vil jeg være helt ædru. Indtil da er jeg som en fugl fra et andet kontinent, der sidder i denne voliere.« (Fra Safa-antologien, taget fra The Essential Rumi, s. 2)

»Vis mig dine veje, o ***; lær mig dine stier. Led mig i din sandhed og lær mig, for du er min frelsens Gud; hele dagen venter jeg på dig. Husk, o ***, din barmhjertighed og kærlige hengivenhed, for de varer fra slægt til slægt. « Salme 25:4-6 (David taler. *** er HERREN)

Bøn og meditation

»Lyt til lyden af mit råb, min Konge og min Gud, for til Dig beder jeg. Om morgenen, o HERRE, hører Du min stemme; ved daggry fremfører jeg min bøn for Dig og venter i forventning.« (Salme 5:2-3 David taler)

»Må mine ord og mine hjertets tanker være dig til behag, o HERRE, min Klippe og min ***« (Salme19:14 . *** er Forløseren.)

»*** fik en hemmelig lære fortalt af *** og blev bedt om ikke at videregive den, så han hviskede den ned i en brønd. Nogle gange er der ingen at tale med. Man må bare begive sig ud på egen hånd.« Den første *** er ’Ali, og den anden *** er Muhammed. (Mathnawi 4:275-486, taget fra The Essential Rumi, s. 195)

Metaforer om vin

»Du har fyldt mit hjerte med større glæde end når deres [andres] korn og nye vin er i overflod.« (Salme 4:7)

»Jeg er vindrikkeren og vinen og kopbæreren« (sagt af Bestami, der døde 874/877 e.Kr.) fra The Essential Rumi, s. 288)

»Bliv ikke beruset af vin, for det fører til ubesindighed. Lad jer i stedet fylde af Ånden.« Efeserbrevet 5:18

»Lykkelig er mit hoved: og med høj røst taler jeg og siger: ›Livets brise fra bægeret søger jeg.‹ På vinens sygdoms ansigt hviler ikke askeseens surmuleri. Jeg er khirkaens discipel, bundfaldsdrikker, af behagelig sindelag. … Vin, bring den, ved *** beslutning, ned fra det rene hjerte, så jeg med bægerets nåde kan vaske hykleriets støv bort.” (Hafez’ Divan, s. 399. *** er Hafiz, digterens kælenavn.

Metaforer om mad og gavmildhed

»Min sjæl er mættet som af den rigeste mad; med glædestrålende læber vil min mund prise Dig.« (Salme 63:5)

En *** bankede på døren til et hus for at bede om et stykke tørt brød, eller fugtigt, det var ligegyldigt.

»Dette er ikke et bageri,« sagde ejeren.

»Har du måske et stykke brusk så?«

»Ligner det her en slagterbutik?«

»Lidt mel?«

»Kan du høre en kværnsten?«

»Lidt vand?«

»Det her er ikke en brønd.«

Uanset hvad *** bad om, kom manden med en træt vittighed og nægtede at give ham noget.

Til sidst løb *** ind i huset, løftede sin kappe og satte sig på hug, som om han skulle [på toilettet]

»Hov, hov!«

»Stille, du stakkels mand. Et øde sted er et fint sted at forrette sin nødtørft, og da der ikke er noget levende her, eller midler til at leve, trænger det til gødning.«

(The Essential Rumi s. 116-117 fra Mathnawi 6:1250-1257) ***’en er en dervish.

Sufiske religiøse bøger

'al-hikam (Vise ord) samlet af Ibn 'Ata’ Allah (d. 1309)

Mathnawi/Mesnevi – seks bøger af Rumi med 30.000–40.000 vers (1258–1273 e.Kr.)

Hafez’ Divan – Der findes omkring tolv hovedgenrer inden for persisk poesi, og Hafez fremstår som en slags »Shakespeare« inden for en af dem.

Litteratur om sufisme

Shah, Idries. The Sufis. Anchor Books 1971, 451 sider.

McCurry, Don. Introduction to Islam: Sufism (bånd)

Rahman, Fazlur. Islam, 2. udgave. University of Chicago Press, 1979.