< Den drusiske tro

Version fra april 2013

Få mennesker kender til druserne, en mystisk, 1.000 år gammel religion i Libanon. Også kaldet druse, duruz, duroz og tawhid-troen, er der i dag omkring 750.000–800.000 af dem, primært i Syrien, Libanon og Israel. Druserne kalder sig selv Muwahhidun (unitarister). Selvom de tror, at Muhammed stammede fra Gud, kan de ikke betragtes som muslimer, ligesom de heller ikke kan betragtes som jøder eller kristne. For at forstå deres oprindelse må vi gå tilbage i tiden til de egyptiske fatimidiske kaliffer.

Det fatimidiske kalifdynasti

Efter de første par kaliffer (kaldet Umayyade-dynastiet) havde de korrupte abbasider stort set bevist over for den muslimske verden, at magt korrumperer. Nogle mener måske, at kalifatet alligevel burde være gået til Muhammeds efterkommere. Abbasiderne blev efterfulgt af fatimiderne, der regerede fra Nordafrika og senere havde deres centrum i Egypten. Deres navn skyldtes, at herskerne nedstammede fra Fatima, datteren af Muhammed og hans første hustru Khadija. Selvom ’Abd al-Rahman tilbød 100 kameler lastet med tøj og 10.000 dinarer for at gifte sig med Fatima, og ’Uthman tilbød det samme, giftede Muhammed hende bort til en fattig mand, ’Ali bin Abi/Abu Talib. Fromme shiitiske muslimer troede på mange legender om Fatima. Ifølge disse ville Quraysh-stammen ikke hjælpe, da Khadija var gravid, så fire kvinder fra himlen kom ned for at hjælpe: Sara, Abrahams hustru, Asiya, Maria og Safira, der angiveligt var Moses’ hustru. Fatima skulle angiveligt aldrig have haft menstruation; hun fødte gennem sit venstre lår, mens Maria fødte Jesus gennem sit højre lår. Fatima blev en houri i himlen. Alle muslimer i himlen vil have så mange hourier som koner, som de ønsker, bortset fra at ’Ali ikke vil have nogen anden kone end Fatima. Nogle ser en lighed mellem tilbedelsen af Fatima og den romersk-katolske tilbedelse af Jomfru Maria. Fatima er blevet kaldt »sin fars mor« af 12-imam-shiitterne (Encyclopedia of Islam, bind 2, s. 845-846), måske som en profeti om, at den tolvte imam ville få navnet Muhammed.

Fatima vil være den første, der træder ind i Paradiset efter Muhammed ved opstandelsen. Det fremgår også af den sunnitiske hadith Bukhari, bind 4, bog 56, kap. 24, nr. 819–820, s. 527. Gabriel vil føre hendes kamel frem til Allahs trone. Der vil hun stige af og bede Allah om at udøve retfærdighed over for dem, der er skyldige i drabet på hendes sønner Hasan og Husayn/Husain. Fatima vil føre alle sine tilhængere ind i Paradiset, og ligesom katolikkerne beder til Maria, retter nogle ismailitter deres bønner til Fatima.

Som en sidebemærkning findes der også en åbenbaring kaldet »Vor Frue af Fatima« i den katolske religion, men den har intet med dette at gøre.

Her er alle de fatimidiske kaliffer

1. Al-Mahdi 'Obaidallah/’Ubaydullah, kalif 297 A.H./909 e.Kr. – 322 A.H./3. april 933/934. Han erobrede det abbasidiske Egypten ved andet forsøg i 919–920 e.Kr. Han hævdede at være Mahdi.

2. Al-Ka’im biamr Allah (Abu’l-Kasim), døde 334 A.H. 5/18/945

3. Mansur (Abu Tahir Isma’il), døde den 19. marts 952.

4. Mu’izz lidin Allah (Abu Tamim Ma’ad), 952–976. Han var 22 år gammel, da han besteg tronen

5. al-’Aziz, kalif 976–996 e.Kr., erobrede Syrien

6. Al-Hakim bi’amr Illahi, 996–1021 e.Kr.

7. al-Zahir, kalif fra 1021 til 1036 e.Kr.

8. al-Mustansir, 1036–1094 e.Kr., svag regeringsperiode.

9. al-Musta’li, kalif fra 1094 til 1101 e.Kr.

10. al-Amr 1101–1130 e.Kr.

11. al-Hafiz 1130–1140 e.Kr.

12. al-Zafr 1149–1154 e.Kr.

13. al-Fa’iz 1154–1160 e.Kr.

14. Al-’Adid, den sidste fatimidiske kalif 1160–1171 e.Kr., afsat af Saladin og den abbasidiske hær.

Al-Hakim

Al-Hakim bin-Amr Allah blev født i 985 e.Kr. og blev den sjette fatimidiske kalif, da han var 11 år (996 e.Kr.). Al-Hakim var berygtet for sin grusomhed, sin lempelighed, sit tyranni og sin mystiske forsvinden, mens han gik alene i februar 1021 e.Kr. Han var en af de største forfølgere af kristne og jøder, selvom hans mor var kristen fra Rusland. Mange betragter ham som en gal ismailitisk shiit. På den anden side bliver han beundret af andre.

Nogen sagde engang, at alt det dårlige har en god begrundelse. Ifølge *The Encyclopedia of Religious Knowledge*, s. 277-278, troede man, at »hans handlinger, selvom de til tider kunne forekomme grusomme, lå uden for forståelse, og deres kreative symbolik var kun kendt af Hamza som imam.«

Den berømte matematiker Alhazen (død 1038) hævdede, at han kunne opfinde en maskine til at regulere oversvømmelserne fra Nilen. Hakim (død 1021) inviterede ham til Egypten for at gøre netop dette. Da Alhazen ankom og indså, at det var umuligt, lod han som om han var gal, indtil Hakim døde.

En tidslinje over forfølgelsen af Hakim

1003 Nedrev en kirke og opførte moskeen Rashid på stedet

1004 Tvang kristne og jøder til at bære sorte bælter og turbaner

1005 Al-Hakim var shiit, og han udtalte forbandelser mod de første kaliffer og profetens ledsagere og tvang disse til at blive indskrevet på moskéerne.

1007 Han ophævede kravet om, at disse skulle indskrives på moskéerne. Han forbød først og lempede derefter lovgivningen mod vin, bordeller, slavepiger, der sang, musikinstrumenter, sangere og musikere.

Han forbød kvinder at gå udenfor. Al-Hakim forbød skomagere at fremstille sko til kvinder. (De burde alligevel ikke have behov for at gå udenfor.)

På et tidspunkt opmuntrede al-Hakim sine tilhængere til blandt andet at tilbede ham som en synlig Gud. Den drusiske tro er opkaldt efter en af disse tilhængere, Ismail al-Darazi / ad- Darazi. Senere drusisk teologi hævder, at der var ti inkarnationer af Gud, og at al-Hakim var den sidste, ifølge *The Encyclopedia of Missions*, bind 1, s. 341 (Funk og Wagnalls 1891).

Han forbød en bestemt grøntsag, fordi han mente, at Abu Bakr, A’isha og Mu’awiya kunne lide den.

Han forbød at spise skaldyr og fisk uden skæl. Han forbød skakspil (som Sahih Muslim lærer), og han beordrede, at alle hunde skulle dræbes.

Al-Hakim brændte hele det jødiske kvarter i Kairo ned.

Han brændte byen al-Fustat ned, efter at befolkningen havde spredt et rygte om, at han havde forladt islam ved at proklamere, at han var guddommelig. Al-Hakim skal angiveligt have moret sig ved at se byen brænde.

1007 Forbudt palmesøndagsoptoget i Jerusalem

1008 Konfiskerede kirkernes og klostrenes ejendom i Egypten

1009 Tvang kristne og jøder til at bære kors og klokker. Ødelagde to kirker i Kairo, én i Damaskus, og skændede deres kirkegårde. Torturerede kristne embedsmænd.

1009/1010 Ødelagde Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem (det ville de fremtidige korsfarere huske). Han forbød fejringen af Helligtrekongersdag i Kairo og ødelagde kristne klostre.

1010 Forbød kristne at bruge vin ved nadveren.

1011–1012: Al-Hakim gik forbi en slagterbutik, greb en slagterøkse og dræbte en af medhjælperne.

1011–1012 Forbød fremvisning af kors.

1012–1013 Kristne må ikke ride på hest. Han ødelagde kirker og klostre og skånede kun klosteret på Sinai.

1012–1013 Tvang undersåtter til at bøje sig for ham og kalde ham »vores Herre«

1013 Nogle kristne, der angiveligt var konverteret til islam, fejrede stadig nadveren i deres hjem. Han fik kendskab til det, men tillod det. Han udstedte forordninger til fordel for kristne og genopbyggede et kloster samt restaurerede mange kirker og deres ejendomme. Han tillod nogle kristne, der var konverteret til islam, at vende tilbage til kristendommen.

Al-Hakim forbød også visse muslimske bønner. Han forbød kvinder at græde ved begravelser, da Muhammed havde befalet dem ikke at græde.

I februar 1021 gik al-Hakim en tur på en bakke en nat og forsvandt sporløst. Hamza sagde, at han ville vende tilbage. (Dette svarer til troen på den 12. imams genkomst.)

I *The Perennial Dictionary of World Religions*, s. 230, står der, at al-Hakims ønske om at blive tilbedt som Gud var en afgørende faktor i svækkelsen af det fatimidiske dynasti.

Hamza, al-Muqtana og de drusiske skrifter

Siden da har druserne tilbedt al-Hakim som den synlige Gud. Al-Hakims vesir, Hamza bin 'Ali ibn Ahmad, en persisk mystiker, bidrog til at sikre, at al-Hakim blev tilbedt som den højeste, der skabte det første kosmiske princip. I den drusiske tankegang er Hamza den første af Guds skabninger. Den drusiske kalender begynder i 1016/1017 e.Kr. (408 efter Hidjra), da Hamza offentligt erklærede, at al-Hakim var den synlige Gud i moskeen i Kairo.

Den drusiske hellige skrift, kaldet Rasahl/Rasa’il al-Hikma („Visdomens breve“), blev primært nedskrevet af al-Muqtana (den kosmiske immanens). Den indeholder også andre breve af al-Hakim, Hamza og andre.

Siden al-Muqtana forsvandt, har druserne ikke været en »missionerende religion«.

I den drusiske katekismus hedder det i spørgsmål 44, at alawitterne brød med druserne, fordi de ikke tilbad al-Hakim, men i stedet tilbad ’Ali.


Hamzas syv søjler i den drusiske tro

1. (Sandhed i ord) Tal sandt til andre drusere. Det er dog i orden at lyve over for vantro for at forsvare sig selv eller fællesskabet. De anser det for i orden at fremstå som muslimer over for muslimer eller som kristne over for kristne og at sige usande ting om, hvad de tror på.

2. (Vågenhed) Forsvar hinanden (også med magt) og hjælp og støt hinanden

3. Absolut afkald på al tidligere religion, herunder ikke-drusisk islam.

4. Afstand dig fuldstændigt fra ikke-troende.

5. Anerkend al-Hakim som den eneste synlige Gud. (Omfatter også anerkendelse af Guds tidligere manifestationer)

6. Fuldstændig overgivelse, tilfredshed med det, Gud gør

7. Fuldstændig lydighed, underkastelse under Guds befalinger eller hans repræsentanters, indtil al-Hakims genkomst.

Andre drusiske trosretninger

Al-Hakim er det centrale omdrejningspunkt i den drusiske tro. Han kaldes al-wahda, manifestation af den guddommelige enhed. Ligesom nogle isma’ilitter tror druserne, at der har været mange (måske 70) inkarnationer af Gud. Den sande Jesus var en inkarnation af den kosmiske intelligens, men ikke Muhammed. al-Hakim var Guds sidste inkarnation.

Kosmiske roller: Ligesom ismailitterne tror de på fem kosmiske principper (hudud). Druserne tror, at der er fem mennesker, der har påtaget sig disse roller.

'Akl (den sande Adam / den kosmiske intelligens) blev påtaget af Hamza ibn Ali

Nafs al-Kulliyya (den universelle sjæl / det kosmiske selv) blev påtaget af Isma’il ibn Muhammad al-Tamimi.

Kalima (ordet / kosmiske ytringer) blev påtaget af Muhammad ibn Wahb al-Qurashi

Sabiq (højrefløjen / forgængeren / den kosmiske præcedens) blev påtaget af Salam ibn 'Abd al-Wahhab

Tali (venstrefløjen / efterfølgeren / den kosmiske nærhed) blev påtaget af Baha’ al-Din al-Muqtana.

Derudover var der dais (missionærer), ma’dhuns (prædikanter), mukasirs (overbevisere) og resten af de sande troende.

Der var også fem falske kosmiske principper, skabt af al-Hakim til universets onde side. Al-Hakim vil dog opgive disse i de sidste dage.

Muslimske højtider: De fejrer de fleste muslimske højtider, men de overholder ikke ramadanen og tager heller ikke på hajj-pilgrimsfærd til Mekka.

Den materielle verden er et »spejl« eller en udstråling af den guddommelige intelligens.

Alle tidligere religioner er ikke forkerte; de er blot »typer« af den sande religion og skal fortolkes allegorisk. Både Evangeliet og Koranen blev inspireret af Gud, men de følges ikke længere. Drusere

Ægteskab: De mener også, at ægtemænd og -koner skal være ligestillede i ægteskabet.

Khidr/Khider (Den Grønne). Ligesom sufierne lægger de vægt på al-Khidr. De har et formodet helligdom for Khidr. Al-Khidr blev nævnt i Bukhari, bind 1, bog 3, kap. 44, nr. 124, s. 90-93, som en person, Moses besøgte, og som vidste ting om Gud, som Moses ikke vidste. En druser fortalte mig, at de tror, han er Johannes Døberen (Nafs al-Kulliyya, den universelle sjæl).

Jesus og Helligånden er én og samme identitet, ifølge

http://ismaili.net/~heritage/mirrors/7_other_drouz/drouz.html. Der står også, at druserne hævder at nedstamme fra Israels forsvundne stammer. Der står ligeledes, at druserne også betragter Sokrates, Platon og Aristoteles som profeter.

Reinkarnation: De tror, at mennesker reinkarneres, indtil de når fuldkommenhed og stiger op til stjernerne. Dette har en vis lighed med den alawitiske lære. I modsætning til hinduismen tror druserne, at mandlige mennesker kun reinkarneres som mandlige mennesker, og det samme gælder for kvinder.

De mener, at der findes endnu et hemmeligt drusisk samfund i Kina.

Endetiden: Når forfølgelsen af druserne når sit højdepunkt, vil al-Hakim vende tilbage sammen med Hamza og al-Muqtana, som forsvandt i år 1033 e.Kr. al-Hakim vil erobre verden, og det hemmelige drusiske samfund, der angiveligt findes i Kina i dag, vil genforenes med dem i Syrien. De vil erobre Mekka og derefter Jerusalem, og hele verden vil antage den drusiske tro.

Praksis: De mener, at både mænd og kvinder bør deltage i de daglige bønner. (Ifølge haditherne i den sunnitiske islam skal kvinder afstå fra at deltage, når de har menstruation.) Druserne afholder sig fra stimulerende midler, tobak og vin. De mener, at tyveri og hævn er forkert.

Forskel: Ligesom Ghulat-sekterne i den muslimske verden tror de på, at man må lyve om at være druser, når det er nødvendigt af sikkerhedsmæssige årsager. Derudover har de lov til udadtil at tilpasse sig den fremherskende religion og udøve deres egen i det skjulte. Derfor kan drusere i andre lande kalde sig syriske kristne eller sunnimuslimer.

Gudstjenesterne afholdes torsdag aften, som er begyndelsen på deres hviledag (The Perennial Dictionary of World Religions, s. 230; Encyclopaedia Britannica, s. 684).

Indviede/ikke-indviede: Siden det 15. århundrede har druserne, ligesom alawitterne, haft en indre gruppe af indviede (’Uqqal/’Aql, der betyder intelligens/vise) og et flertal af de øvrige troende (Juhhal/Jahil, der betyder de uvidende). Jahil-gruppen sørger for de indviede med det nødvendige. Encyclopaedia Britannica anslår, at ca. 15 % er indviede.

Mænd, der er indviede, bærer normalt en sort kappe under et hvidt bælte. Som hovedbeklædning har de en rød fez med en hvid kant rundt om.

Kvinder skal bære slør, som regel sorte, samt røde hjemmesko. Faktisk vil mange drusiske kvinder ikke fjerne deres slør, selv ikke i nærværelse af ikke-drusiske kvinder. Polygami er ikke tilladt, og både kvinder og mænd kan indlede en skilsmisse. De deltager sammen med mændene i religiøse ceremonier, dog adskilt af et halvgennemsigtigt sort slør. Tidligere måtte kvinder ikke bære silke, brokade, guld eller sølv, men det gør de typisk nu.

Love: Generelt følger druserne ofte det hanafitiske muslimske retssystem. Hanafitterne er den mest udbredte sunni-retning.

Gamle drusiske tro over for nye drusiske tro: I *Encyclopedia of Islam* (E.J. Brill 1965), bind 2, s. 633, står der, at i løbet af den lange periode af drusernes historie forsvandt en stor del af det omfattende hierarki, og et nyt system med gnostisk kosmologi og cyklisk hellig historie dominerede på Abd Allah al-Tanukhis tid (død 885 A.H., 1480 e.Kr.). Opdelingen af druserne i de vise og de uvidende fandt sted på dette tidspunkt.

Forkerte oplysninger: Da folk vidste meget lidt om druserne, er der blevet sagt en række usande ting om dem.

Det blev påstået, at de nedstammede fra en korsfarer ved navn greven af Dreux.

De tilbad angiveligt en kalvefigur. Encyclopaedia Britannica (1972), bind 7, s. 711, siger: »måske en kalvefigur, hvis forbindelse er fjern, og hvis rolle er uklar.« Den tilføjer dog, at nogle drusere benægtede dens eksistens på det kraftigste.

Druserne skulle angiveligt have haft umoralske billeder, svarende til nogle sekter inden for hinduismen, men det er også forkert.

Den efterfølgende drusiske historie

1300 e.Kr. Maliku 'l-Ashraf, den mamelukkiske sultan af Egypten, besejrede druserne og tvang dem til at tilpasse sig den sunnitiske islam, i det mindste udadtil.

1516 e.Kr. Støttede den drusiske Maan-familie den tyrkiske sultan Selim den Grusomme i hans kamp mod mamelukkerne.

På sit højdepunkt under Fakru’d-din Maan II kontrollerede druserne Antiochia, Palmyra, Beirut, Sidon, Latakia og Tripoli under tyrkerne. Han gjorde to gange uden succes oprør mod tyrkerne.

De gennemlevede mange borgerkrige; i 1711 besejrede Shehab-druserne tyrkerne og andre drusere ved Ein/Ain Dara.

Der var hyppige borgerkrige i Libanon. Druserne massakrerede kristne i 1840 i Hasbeya og4/30/1845 . Druserne og muslimerne gik sammen om at nedslagte 2.500 maronitter i Damaskus den7/9/1860 . Herefter besatte franskmændene Libanon. Druserne kæmpede mod egypterne i 1930 og mod tyrkerne i 1852, men blev besejret af tyrkerne i 1896. Turshun-druserne forsøgte at gøre oprør mod tyrkerne i 1906.

Under Første Verdenskrig bistod de Lawrence og briterne mod tyrkerne. Da franskmændene ikke lyttede til deres behov, gjorde druserne oprør mod franskmændene i7/25/1925 og blev til sidst fuldstændigt besejret i 1927. Se The First Encyclopedia of Islam, bind 2 (E.J. Brill), s. 1075-1076 for yderligere oplysninger.

Ligheder, men alligevel dybe forskelle

Druserne er interessante, fordi de respekterer Muhammed som profet og tror, at Koranen er sendt af Gud, men alligevel adskiller deres tro sig så meget fra det, der læres i Koranen. De mener, at deres tro går forud for den »sandhed«, som Gud gav i Koranen.

Ligesom muslimerne respekterer druserne Jesus som en profet og tror, at Bibelen er givet af Gud, men både drusernes og muslimernes tro adskiller sig alligevel så meget fra det, der læres i Bibelen. På nogle få punkter står druserne tættere på Bibelen end muslimerne; de tror nemlig, at Jesus er en manifestation af Gud. På andre punkter er muslimerne imidlertid tættere på Bibelen, f.eks. fordi de ikke tilbeder al-Hakim, ikke tror på andre manifestationer af Gud og ikke tror på reinkarnation. Både druserne og muslimerne mener, at deres grundlæggere og deres skrifter går forud for Bibelens sandhed. Det ser ikke ud til at bekymre dem, at deres »sandhed« er i modstrid med det grundlæggende budskab i Det Nye Testamente.

Betyder sandheden noget?

Druserne er bemærkelsesværdige for at have holdt fast i deres tradition i næsten tusind år, trods krig og forfølgelse. Ånden bag al-Hakim må være meget stolt. Hvis man betragter loyalitet som altid en god dyd, så er druserne, alawitterne i den islamiske verden, thuggeerne og khonderne i den hinduistiske verden samt de mennesker, der omkom i Jim Jones’ People’s Temple i den kristne verden, alle de mest dydige mennesker.

Nej, malplaceret loyalitet er ikke en dyd. Malplaceret loyalitet er i virkeligheden illoyalitet og forræderi mod det, man burde være loyal over for.

Bibelvers vedrørende druserne

»Jeg, Herren, forandrer mig ikke.« (Malakias 3:6a, Berean Bible)

»Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid.« (Hebræerbrevet 13:8, Berean Bible)

»Jeg frygter dog, at ligesom Eva blev forført af slangens list, så kan jeres sind blive ledt på afveje fra jeres enkle og rene hengivenhed til Kristus. For hvis nogen kommer og forkynder en anden Jesus end den, vi har forkyndt, eller hvis I modtager en anden ånd end den, I har modtaget, eller et andet evangelium end det, I har taget imod, så finder I jer meget let i det.« (2. Korintherbrev 11:3-4, Berean Bible)

»Jeg er forbløffet over, hvor hurtigt I vender jer bort fra den, der kaldte jer ved Kristi nåde, og vender jer mod et andet evangelium – som slet ikke er noget evangelium. Det er tydeligt, at nogle mennesker forvirrer jer og forsøger at forvrænge Kristi evangelium. Men selv om vi eller en engel fra himlen skulle forkynde et evangelium, der strider mod det, vi har forkyndt for jer, så lad ham være under en forbandelse! Som vi tidligere har sagt, så siger jeg det nu igen: Hvis nogen forkynder jer et evangelium, der strider mod det, I har modtaget, så lad ham være under forbandelse!“ (Galaterbrevet 1:6-9, Berean Bible)

Druzerne i Nordamerika har en engelsk hjemmeside på www.Druze.com.

Referencer

Encyclopaedia Britannica. (1958) bind 7.

Encyclopaedia Britannica (1972) bind 7, s. 711.

Encyclopedia of Islam indeholder adskillige artikler om druserne. Der findes dog flere udgaver af Encyclopedia of Islam, som alle er udgivet af E.J. Brill.

Første udgave af Encyclopedia of Islam

Encyclopedia of Islam, redigeret af B. Lewis, Ch. Pellat og J. Schacht. (1965)

Encyclopedia of Islam, ny udgave. (1995)

Douglass, J.D. (hovedredaktør) Encyclopedia of Religious Knowledge, 2. udgave. Baker Book House. 1991.

Crim, Keith, Roger A. Bullard og Larry D. Shinn (redaktører) The Perennial Dictionary of World Religions. Harper & Row. 1981. (830 sider)

http://ismaili.net/~heritage/mirrors/236_druz/win19b.html

af Steven M. Morrison, PhD.