De to mest centrale læresætninger i kristendommen er, at Jesus døde på korset for vores synder, og at Jesus opstod fra de døde. I 1 Kor 15:1-8 står der: »Nu vil jeg, brødre, minde jer om det evangelium, jeg forkyndte for jer, som I modtog, og som I står fast på. Ved dette evangelium bliver I frelst, hvis I holder fast ved det ord, jeg forkyndte for jer. Ellers har I troet forgæves. For det, jeg modtog, har jeg videregivet til jer som det aller vigtigste: at Kristus døde for vores synder i overensstemmelse med Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag i overensstemmelse med Skrifterne, og at han viste sig for Kefas og derefter for de tolv. Derefter viste han sig for mere end fem hundrede brødre på én gang, hvoraf de fleste stadig lever, selvom nogle er sovet ind. Derefter viste han sig for Jakob og derefter for alle apostlene. Og til sidst viste han sig også for mig, som for en, der er født for tidligt.”
Muslimer vil normalt ikke benægte, at Jesus blev korsfæstet, men de hævder, at Gud på mirakuløs vis byttede Jesus ud med en anden, hvilket skulle have narret romerne og de jødiske myndigheder. Men så ville Guds tilhængere også alle være blevet narret. Forestil dig at bruge resten af dit liv på at fortælle andre, at Jesus døde for os og opstod fra de døde, for derefter at blive dræbt for det, han forkyndte. Så siger Gud: »Ha, ha, ha! Jeg narrede jer virkelig, da I fulgte mig.« Tror du, at den sande Gud ville sige dette? – bestemt ikke! Gud ville ikke bedrage dem, der blev dræbt for Hans skyld, efter at de havde viet hele deres liv til Ham.
Korsfæstelsen og opstandelsen var to af de tidlige kristnes vigtigste læresætninger. Men hvis disse begivenheder fandt sted, som de tidlige kristne opfattede det, hvad betyder det så for islam?
Denne artikel viser, hvad Jesus selv lærte om sin død og opstandelse i Guds skrifter, samt beviser for nøjagtigheden af disse citater. Vi skriver dette ikke ud af fjendskab, men ud af kærlighed og omsorg for muslimer. Vi ønsker, at de skal vide, at de er nødt til at forlade islams vildfarelse og lære den livreddende lære fra profeten Jesus at kende.
Hvad er forsoningen?
Forsoningen er den centrale kristne lære om Jesus, som var uden synd, og som frivilligt påtog sig straffen for vores synder. Som profeteret i Esajas 53 led Kristus uretfærdigt, af egen vilje, for at frelse os fra vores synder, så vi kan komme i himlen.
På en måde har ingen valgt at dø for Gud. Som syndige mennesker skal vi jo alligevel alle dø, så det mest, vi kan sige, er, at mennesker har valgt en »tidligere død« for Gud. Men Jesus var anderledes. Han var syndfri og fortjente ikke at dø. Alligevel valgte han at dø i vores sted og gå ned i graven for at bære de retfærdige konsekvenser af vores synder. Alle profeter er døde (undtagen Enoch og Elias), men Jesu død var anderledes, fordi han var det syndfrie offer for vores synder.
Ikke alene døde Jesus, men han led også den største ydmygelse for os. Denne retfærdige mand blev henrettet som en forræderisk forbryder, selvom mange af dem, der henrettede ham, vidste, at han ikke var skyldig i en forbrydelse, der fortjente dødsstraf. Jeg kan til en vis grad forstå, hvorfor det er så svært for muslimer at tro, at Gud ville lade en af sine profeter lide en så stor skam. Men de overser, hvor meget Jesus elskede os, idet han faktisk valgte skammen, sømmene og den pinefulde død.
Selvom ingen fortjener himlen af sig selv, giver Gud nådigt og frivilligt himlens gave til alle, der vil modtage den. Alle, der tager imod Jesus som deres Herre og Frelser, kan leve et nyt liv lige nu, hvor de tjener Gud, og de har samtidig garantien for et evigt liv i glæde sammen med Gud.
Inden en muslim sætter sin lid til dette, vil han måske sige: »Vis mig beviset«. Her er beviset på, at Jesus døde på korset for vores synder.
Jesus om sin forsoning
»Ligesom Menneskesønnen ikke kom for at blive tjent, men for at tjene og give sit liv som løsepenge for mange.« (Mattæus 20:28)
»For selv Menneskesønnen kom ikke for at blive tjent, men for at tjene og give sit liv som løsepenge for mange.« (Markus 10:45)
»Mens de spiste, tog Jesus brødet, velsignede det, brød det og gav det til disciplene og sagde: ›Tag og spis; dette er mit legeme.‹ Derefter tog han bægeret, takkede og gav det til dem og sagde: ›Drik alle deraf. Dette er mit pagtsblod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.‹« (Mattæus 26:26-28) Se også Lukas 22:19-22
»Mens de spiste, tog Jesus brødet, velsignede det, brød det og gav det til disciplene og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.« Derefter tog han bægeret, takkede og gav det til dem, og de drak alle deraf. Han sagde til dem: »Dette er mit pagtsblod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg vil ikke længere drikke af vinstokkens frugt, indtil den dag, hvor jeg drikker den på ny i Guds rige.«« (Markus 14:22-25)
Jesus ville blive forrådt
»Lad disse ord synke ind i jeres ører: Menneskesønnen skal snart overgives i menneskers hænder.« (Lukas 9:44)
»Jesus svarede: ›Den, der har dyppet sin hånd i skålen sammen med mig, vil forråde mig.‹« (Mattæus 26:23). Se også Markus 14:18-21 og Johannes 13:26.
»… Se, timen er nær, og Menneskesønnen bliver forrådt i syndernes hænder. Stå op, lad os gå! Se, min forræder nærmer sig!« (Mattæus 45b-46) Se også Markus 14:41-42.
»For forræderen havde aftalt et tegn med dem: ’Den, jeg kysser, er ham; grib ham og før ham sikkert bort.’« (Markus 14:44)
»…Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?« (Lukas 22:49)
Se også Johannes 13:18-19,21b.
Jesus om sin død og opstandelse
»I ved, at påsken er om to dage, og at Menneskesønnen vil blive udleveret for at blive korsfæstet.« (Mattæus 26:2)
»Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde giver sit liv for fårene.« (Johannes 10:11) »Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen. Og jeg giver mit liv for fårene.« (Johannes 10:14-15)
»Ved at udgyde denne salve på mig har hun forberedt min krop til begravelse.« (Mattæus 26:12)
Jesus talte også i en lignelse om sin død i Mattæus 21:38-39 og Lukas 20:14-15.
Jesus talte også i en lignelse om sin opstandelse i Lukas 16:31.
På Olivenbjerget
»Men når jeg er opstået, vil jeg gå forud for jer til Galilæa.« (Mattæus 26:32; Markus 14:28)
Efter Peters bekendelse i Cæsarea Filippi
»’Menneskesønnen skal lide meget,’ sagde han. ’Han skal forkastes af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge, og han skal dræbes og på den tredje dag opstå til liv.’” (Lukas 9:22)
»Fra den tid af begyndte Jesus at vise sine disciple, at han måtte drage til Jerusalem og lide meget af de ældste, ypperstepræsterne og de skriftkloge, og at han måtte blive dræbt og opstå fra de døde på den tredje dag.« (Matt 16:21)
Efter forvandlingen
Efter forvandlingen: »Da de kom ned fra bjerget, befalede Jesus dem: ›I må ikke fortælle nogen om dette syn, før Menneskesønnen er oprejst fra de døde.‹« (Mattæus 17:9) Se også Markus 9:9-10
I Galilæa
»Da de var samlet i Galilæa, sagde Jesus til dem: ›Menneskesønnen skal snart overgives i menneskers hænder. De vil dræbe ham, og på den tredje dag vil han opstå.‹ Og disciplene blev dybt bedrøvede.« (Mattæus 17:22-23)
»… Han underviste sine disciple og sagde: ’Menneskesønnen vil blive overgivet i menneskers hænder. De vil dræbe ham, og efter tre dage vil han opstå.’« (Markus 9:31)
Før indtoget i Jeriko
»Da Jesus var på vej op til Jerusalem, tog han de tolv disciple til side og sagde: ’Se, vi er på vej op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til ypperstepræsterne og de skriftkloge. De vil dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, for at han skal hånes, piskes og korsfæstes. Og på den tredje dag vil han opstå fra de døde.’« (Mattæus 20:17-19) Se også Markus 10:33-34.
»Da tog Jesus de tolv til side og sagde til dem: ’Se, vi drager op til Jerusalem, og alt, hvad profeterne har skrevet om Menneskesønnen, skal opfyldes. Han vil blive overgivet til hedningerne og blive hånet, fornærmet og spyttet på. De vil piske ham og dræbe ham, og på den tredje dag vil han opstå igen.’” (Lukas 18:31-33)
I Jerusalem
»Han [Jesus] sagde dette for at vise, hvilken slags død han skulle lide.« (Johannes 12:33)
Efter hans opstandelse
»…Hvorfor er I foruroligede? Og hvorfor opstår der tvivl i jeres hjerter? Se på mine hænder og mine fødder. Det er mig selv! Rør ved mig og se, for en ånd har ikke kød og ben, som I ser, at jeg har.« (Lukas 24:38-39)
»Da åbnede han [Jesus] deres sind, så de kunne forstå Skrifterne. Og han sagde til dem: ’Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal omvendelse og syndernes forladelse forkyndes for alle nationer, begyndende i Jerusalem. I er vidner til disse ting.’« (Lukas 24:45-48)
Se også Jesu ord i Åbenbaringen 1:18. Engle vidnede også om Jesu død og opstandelse i Matthæus 28:7; Lukas 24:7 og Åbenbaringen 5:9,12.
Bevis fra manuskripter
Selvom en muslim har forsøgt at fortælle mig, at disse lærdomme ikke fandtes i Bibelen, kan man i dag slå op i enhver Bibel og se disse vers. Ofte vil muslimer hævde, at disse var senere tilføjelser. Men hvor stærkt er beviset for, at disse fandtes i originalerne?
Chester Beatty I-papyrussen (s. 45) indeholder alle fire evangelier og Apostlenes Gerninger. Den blev kopieret i år 100-150 e.Kr. (Tidligere mente man, at den stammede fra slutningen af det 2. eller begyndelsen af det 3. århundrede e.Kr.) I bogen *The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts* findes der et fotografi, der viser en del af s. 45 på s. 146. I *A General Introduction to the Bible* (s. 389) står der, at den oprindelige rulle bestod af ca. 220 blade, hvoraf 30 er bevaret. På de bevarede blade findes:
Matthæus (2 blade) 20:24-32; 21:13-19; 25:41-26:39)
Markus (6 blade) 4:36-5:2; 5:16-26; 5:38-6:3; 6:15-25,36-50; 7:3-15; 7:25-8:1; 8:10-26; 8:34-9:9; 9:18-31; 11:27-12:1; 12:5-8,13-19,24-28
Lukas (7 sider) 6:31-41; 6:45-7:7; 9:26-41; 9:45-10:1; 10:6-22; 10:26-11:1; 11:6-25,28-46; 11:50-12:13; 12:18-37; 12:42-13:1; 13:6-24; 13:29-14:10; 14:17-33
Johannes (2 blade) 4:51,54; 5:21,24; 10:7-25; 10:30-11:10; 11:18-36,42-57.
Apostlenes Gerninger (13 blade)
Bodmer II-papyrusen (p66) blev kopieret ca. 175 eller ca. 125-150 e.Kr. Den bestod oprindeligt af 76 blade (= 156 sider) og er forsynet med sidetal. I dag har vi bevaret 104 blade og fragmenter af 40 andre blade. Et fotografi af Johannes 6:58-64 fra Bodmer II-papyrussen findes i *New International Dictionary of the Bible*, s. 1003. Den indeholder:
Johannes 1:1-6:11, 6:35b-14:26,29-30; 15:2-26; 16:2-4; 16:6-7; 16:10-20:20; 20:22-23; 20:25-21:9; 21:12,17 (fragmenter af Johannes 19:16).
Bodmer 14/15-papyrerne (p75) dateres typisk til 175-200 e.Kr. eller 175-225 e.Kr. Håndskriften ligner imidlertid i høj grad et andet dokument, Papyrus Fuad XIX, som vides at være skrevet i årene 145–146 e.Kr. p75 bestod oprindeligt af 114 blade, og vi har bevaret 102 blade. Den indeholder det meste af Lukas- og Johannes-evangelierne. (A General Introduction to the Bible, s. 390) I The Complete Text of the Earliest New Testament Manuscripts findes der et billede på s. 496. p75 indeholder:
Lukas 3:18-22; 3:33-4:2; 4:34-5:10; 5:37-6:4; 6:10-7:32; 7:35-39, 41-43; 7:46-9:2; 9:4-17:15; 17:19-18:18; 22:4-24:53
Johannes 1:1-11:45; 11:48-57; 12:3-13:1; 13:8-9; 14:8-29; 15:7-8
s. 90 (ca. 175 e.Kr.) af Johannes 18:36-19:7
Resten af Det Nye Testamente
Der er for mange vers til at nævne dem alle, men her er nogle af dem.
Ligesom Jesus påbød Guds tilhængere at fejre nadveren, siger 1. Korintherbrev 11:26, at de gjorde dette. »For så ofte I spiser dette brød og drikker denne kalk, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.«
Kvinderne så, hvor Jesu lig blev lagt i Lukas 23:55.
Jesus er vores løsesum. 1. Timoteus 2:6
Johannes Døberen (Yahya på arabisk) kaldte Jesus for »Guds Lam« (Johannes 1:29). Det gjorde Peter også i 1. Petersbrev 1:19.
Jesus kom for at give liv i overflod (Johannes 10:10), frelse syndere (1. Timoteus 1:15), frelse verden (Johannes 3:17), være et syndoffer (Romerne 8:3) og forene (Efeserne 2:13-18) gennem sit blod på korset. (Joh 1,29; Hebr 10,19)
vidne om sandheden Joh 18:37; forsoningsoffer 1 Joh 3:8; 4:10
Jesus renser os fra al uretfærdighed (1. Johannesbrev 1:9) og frelser os fuldstændigt, ikke blot åndeligt, ved ofringen af sit legeme og blod. Hebræerbrevet 7:25; 10:14-20; Filipperne 3:21; Romerne 8:32
Efter at have fuldført sin mission steg Jesus op til himlen og sidder nu ved Guds højre hånd. Apostlenes Gerninger 2:33; 7:55-6; Kolossenserne 3:1; Hebræerne 1:13; 1. Petersbrev 3:22; Salme 110:1; Matthæus 22:44; 26:64
Kristus smagte døden for alle (Hebræerbrevet 2:16).
Jesus er vores Frelser og vores løsesum. 1. Johannesbrev 2:2; Hebræerbrevet 2:9; 1; 9:15,28; 1. Timoteusbrev 2:6; 1. Timoteusbrev 4:10
Glem aldrig, at vi er blevet købt for en pris, nemlig Jesu blod. 1 Korintherbrev 6:20; 7:23; 2. Petersbrev 2:1; Apostlenes Gerninger 20:28
Det Gamle Testamente
Selv profeterne Esajas og David i Det Gamle Testamente profeterede om Messias’ død.
Vi ved, at Esajas 53 henviser til Messias, fordi:
En person: Messias var en mand fuld af smerte (53:3), med et udseende (52:2) og uden børn (53:8)
Han påtog sig andres synder som et skyldoffer (53:10), tog vores svagheder og sorger på sig (53:4), led forhånelse, som om han var slået af Gud (53:4), og blev gennemboret og knust for vores synder (53:5).
Han døde, men vil alligevel se sit afkom: tildelt en nåde blandt de ugudelige og de rige (53:9), men vi vil se hans afkom (53:10)
I modsætning hertil hævdede det jødiske folk aldrig at være et syndoffer (53:1), at det gik i forbøn for andres synder (53:12) eller bar vores svagheder og sorger (53:4). Det jødiske folk ville ikke sige om sig selv: »Den straf, der bragte fred, kom over ham, og ved hans sår er vi helbredt.« (53:5f)
Esajas 53 blev anerkendt som messiansk i den autoritative jødiske skrift Targum Jonathan (se The New Testament Background, s. 314-315 for yderligere oplysninger). I senere tider nævner også traktaten Sanhedrin og Talmud Bavli dette.
Vi ved, at Salme 22 henviser til Messias, fordi: Dette henviser ikke til David, for ingen gennemborede Davids hænder og fødder. (Det er også muligt, at det kunne betyde »lignende en løve«, men selv i så fald var Davids hænder og fødder heller ikke bøjet som en løves kløer.) Davids klæder blev ikke delt mellem dem. David blev ikke foragtet, fordi det så ud til, at Gud ikke frelste ham (22:6-8).
Da denne salme ikke handler om ting, som David personligt oplevede, hvem kan den så henvise til? Den henviser til en person, der fulgte Gud fra moderlivet (vers 9), men som alligevel blev foragtet som forladt af Gud (vers 6-8), og som spørger: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« (vers 1). Det er en, der fik sine hænder og fødder gennemboret (vers 16), og som blev ført ned i dødens støv (vers 15). Dette lyder som den samme lidende tjener i Esajas 53, og dette henviser til Messias. Dette var messiansk ifølge den jødiske »Pesikta Rabbati« 37:2 (ca. 845 e.Kr.).
Bevis fra de tidlige kristne
Muslimer tror på en lang række ting om Muhammed ud fra haditherne, som blev bevaret 200 år efter Muhammeds død. Selvom dette ikke er Jesu egne ord, er det bevis på Jesu lære blandt de tidlige disciple. Disse fem tidlige forfattere skrev alle inden for 140 år efter Jesu død.
Klemens af Rom (97/98 e.Kr.) skriver i Første Klemensbrev, kapitel 21: »Lad os ære Herren Jesus Kristus, hvis blod blev udgydt for os.« I kapitel 16 citerer han Esajas 53 som en profeti om Kristus.
Polykarpbrevet (100–155 e.Kr.), kapitel 7: »Og den, der ikke bekender korsets vidnesbyrd, er af djævelen.«
Mathetes til Diognetus (ca. 130 e.Kr.), kapitel 9: »Han [Gud] gav sin egen Søn som løsesum for os, den Hellige for overtrædere, den Uskyldige for de ugudelige…« kapitel 11 (»Jeg taler ikke om ting, der er fremmede for mig, og jeg sigter heller ikke mod noget, der strider mod den sunde fornuft; men da jeg har været en discipel af apostlene, er jeg blevet en lærer for hedningerne.«)
Barnabasbrevet (100–150 e.Kr.) kapitel 5: »For til dette formål udholdt Herren at overgive sit kød til forfald, for at vi måtte blive helliget gennem syndernes forladelse, som virkeliggøres ved hans sprængte blod. Han siger også, at Esajas 53 henviser til Jesus.«
Justinus Martyrs Første Forsvar (135–165 e.Kr.) kapitel 41: »David antydede, at Kristus, efter at han var blevet korsfæstet, skulle regere, …« I kapitel 50 citerer han også Esajas 53 som en henvisning til Kristus.
Der er også mange andre efter denne tid, herunder Athenagoras (177 e.Kr.), Melito af Sardis (død 180 e.Kr.) og Theophilus af Antiokia (168–181/8 e.Kr.).
Det muslimske alternativ(?)
Muslimer er enige om, at Jesus var en profet, der blev forrådt af Judas. Vigtigst af alt er de også enige om, at Jesus tilsyneladende blev korsfæstet. Men de fleste muslimer siger, at Gud på mirakuløs vis »narrede« alle ved at bytte om på Jesu og Judas’ lig. Det var således Judas, ikke Jesus, der i virkeligheden blev korsfæstet. Jesus undslap og steg senere op til himlen ifølge både Koranen (Sura 3:55; 4:158) og de fleste muslimer. (Med undtagelse af ahmadiyyaerne)
Dr. Jamal Badawi har tilsyneladende en anden opfattelse. Han benægter den historiske gyldighed af alle Jesu fremtrædelser efter hans korsfæstelse. Jeg er ikke sikker på, om Badawi mener, at Jesus steg op til himlen med det samme, eller om han var på jorden i et stykke tid, men ingen har nedskrevet nogen af hans fremtrædelser. At Jesus kom ind gennem en låst dør (Johannes 20:19) er ikke noget problem, for at Jesus havde et mirakuløst, herliggjort legeme udelukker ikke, at det også var fysisk og kunne gøre ting som at spise (Lukas 24:42-43). Hvad angår, at Jesus i første omgang ikke blev genkendt (Lukas 24:15), må Badawi erkende, at ikke alene kan mennesker i anderledes tøj være ugenkendelige, men at Gud kan sørge for, at mennesker genkendes, når han ønsker det.
Bevis???: Der findes intet bevis fra nogen af de tidlige kristne på, at Gud byttede Judas’ og Jesu legemer om.
Konklusion: Alle er enige om, at Gud tillod, at en af Guds profeter blev forrådt, at Jesus i det mindste så ud til at være død på korset, og at Gud tillod, at i det mindste Jesu skikkelse måtte lide den ydmygelse, det var at hænge på korset. Enten var det virkelig Jesus, der døde på korset, eller også narrede Gud ikke blot jøderne og romerne, men alle sine trofaste tilhængere.
Jesu advarsel
»Da sagde han [Jesus] til dem alle: »Hvis nogen vil følge mig, må han fornægte sig selv og tage sit kors op hver dag og følge mig. For den, der vil redde sit liv, skal miste det, men den, der mister sit liv for min skyld, skal redde det. Hvad nytter det et menneske at vinde hele verden, men miste eller give afkald på sig selv? Hvis nogen skammer sig over mig og mine ord, vil Menneskesønnen skamme sig over ham, når han kommer i sin herlighed og i Faderens og de hellige engles herlighed.’” (Lukas 9:23-26) Se også Matthæus 16:24-27; Markus 8:34-38.
Henvisninger til jødiske skrifter findes i *Answering Jewish Objections to Jesus*. Bibelversene er fra BSB.
For mere information se www.MuslimHope.com.
Den tidlige kirke om Kristus, der døde for os
Klemens af Rom (96-98 e.Kr.) »Hvor dyrebart er det blod [fra Jesus] for Gud, som, efter at være blevet udgydt til vores frelse, har åbenbaret omvendelsens nåde for hele verden.« 1. Klemens, kap. 7, s. 7
Klemens af Rom (96–98 e.Kr.): Rahabs skarlagenrøde tråd symboliserer forløsningen gennem Herrens blod. 1. Klemens, kap. 12, s. 8
Ignatius af Antiokia (-107/116 e.Kr.) skrev ofte om Kristus som Gud. For eksempel skrev han om »Guds blod« i kapitel 1 i sit Brev til efeserne, s. 49
Klemens af Rom (96–98 e.Kr.) »Lad os ære Herren Jesus Kristus, hvis blod blev udgydt for os;« 1. Klemensbrev, kap. 21, s. 11. I kap. 16, s. 9, citerer han Esajas 53 og siger, at det er en profeti om Kristus.
Til Diognetus (ca. 130 e.Kr.), kapitel 9: »Han [Gud] gav sin egen Søn som løsesum for os, den Hellige for overtrædere, den Uskyldige for de ugudelige…« kapitel 11 (»Jeg taler ikke om ting, der er fremmede for mig, og jeg sigter heller ikke mod noget, der strider mod den sunde fornuft; men da jeg har været en af apostlenes disciple, er jeg blevet en lærer for hedningerne.«)
Barnabasbrevet (100–150 e.Kr.) kapitel 5: »For til dette formål udholdt Herren at overgive sit kød til forfald, for at vi måtte blive helliget gennem syndernes forladelse, som virkeliggøres ved hans sprængte blod.« Han citerer derefter Esajas 53 som en henvisning til Jesus.
Polycarp (100–155 e.Kr.) »Og den, der ikke bekender korsets vidnesbyrd, er af djævelen;« Polycarps brev, kap. 7, s. 34
Justin Martyrs Første Apologi (135–165 e.Kr.) kapitel 41: »David antydede, at Kristus, efter at han var blevet korsfæstet, skulle regere, …« I kapitel 50 citerer han også Esajas 53 som en henvisning til Kristus.
»Vi renses ikke længere ved blodet fra geder og får eller asken fra en kvie, men ved troen gennem Kristi blod og gennem hans død, som døde netop af denne grund.« Justin Martyrs »Dialog med jøden Trypho«, kap. 13, s. 200
Tatians *Diatessaron* (død 172 e.Kr.), afsnit 31.5, s. 91, siger, at Jesus var en løsesum.
Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.) siger, at Isak, der næsten blev ofret, var et forbillede på Kristus. »Han veg ikke tilbage fra at udgyde sin søns blod.« Fra Catena over Første Mosebog, kap. 5, Ante-Nicene Fathers, bind 8, s. 759
Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.): »beseglede vores sjæle med sin egen ånd og vores legems lemmer med sit blod.« Fra *On Pascha*, strofe 68, s. 55
Claudius Apollinaris af Hierapolis (170–177/180 e.Kr.) (uddrag): Da Jesus blev dræbt, strømmede vand og blod, to rensende elementer, ud fra Jesu side. Fragment 3, bind 8, s. 773
Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.) »Han var selv Guds Ord, der blev Menneskesønnen, og modtog fra Faderen magten til at tilgive synder; da Han var et menneske, og da Han var Gud, for at Han, da Han som menneske led for os, … har udslettet vores gældsbrev og fastgjort det til korset.« Irenæus, Mod kætterierne, bog 5, kap. 27.3, s. 545
Tertullian (198-220 e.Kr.) »Kristus derimod bar i sin tid sit »træ« på sine egne skuldre, fastgjort til korsets horn, med en tornekrone om hovedet. For ham var det nødvendigt at blive ofret på vegne af alle hedningerne, …“ Tertullian, *Et svar til jøderne*, kap. 13, s. 170-171.
Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) »… som er blevet forløst fra fordærvelsen ved vor Herres blod.« *Underviseren*, bog 1, kap. 5, s. 215
Klemens af Alexandria (193–217/220 e.Kr.) Ordet selv udgød sit eget blod for os for at frelse menneskeheden. Klemens af Alexandria, *Instructor*, bog 1, kap. 6, s. 220
Tertullian (198–220 e.Kr.) »Endnu mere udførligt: ’Mine små børn, dette har jeg skrevet til jer, for at I ikke skal synde; og hvis I skulle have syndet, har vi en Forsvarer hos Gud Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og Han er forsoningen for vore synder.’« Om beskedenhed, kap. 19, s. 96
Hippolytus af Portus (222–235/236 e.Kr.) »Kommentar til Daniel« (fragment 1), kap. 20, s. 181: »og sagde: Du er værdig til at tage bogen og bryde dens segl; for du blev slagtet og har forløst os til Gud ved dit blod.« Se også »Mod kætteriet om Noetus«, kap. 15, s. 229
Origenes (225–253/254 e.Kr.) »Et menneske kunne derfor ikke give noget som bytte for sit eget liv, men Gud gav et bytte for os alles liv, ’det dyrebare blod af Kristus Jesus’, i overensstemmelse med, at ’vi er blevet købt for en pris’, ’efter at være blevet forløst, ikke med forgængelige ting som sølv eller guld, men med dyrebart blod, som fra et lam uden plet og lyde’, nemlig fra Kristus.« Kommentar til Matthæusevangeliet, bog 12, kap. 28, s. 465
Afhandlingen mod Novatian (250/4–256/7 e.Kr.), kap. 13, s. 661, siger, at Jesus forløste de syv menigheder til den store pris af sit blod.
Afhandling om genbaptisme (254–257 e.Kr.) »forløst med Herrens dyrebare blod« kap. 14, s. 675
Cyprianus af Karthago (ca. 246–258 e.Kr.) siger, at Kristus forløste os ved sit kors og blod. Cyprianus’ breve, brev 59, kap. 2, s. 355
Novatian (250/254–257 e.Kr.) (underforstået) »og Skriften fortæller os, at Han døde for os og blev oprejst igen« Om Treenigheden, kap. 25, s. 636
Celerinus (ca. 246–258 e.Kr.) (underforstået) nævner i sit brev til Lucian, at man bliver vasket i det hellige blod. Cyprians breve, brev 20, s. 298
Derudover er der yderligere 7 forfattere fra før det nikænske koncil efter dette.
Tidlige kirkeforfattere om opstandelsen
Klemens af Rom (96/98 e.Kr.) »Lad os overveje, mine elskede, hvordan Herren hele tiden beviser for os, at der vil komme en fremtidig opstandelse, hvoraf Han har gjort Herren Jesus Kristus til førstegrøden ved at oprejse Ham fra de døde.« 1. Klemensbrev, kap. 24, bind 1, s. 11.
Ignatius af Antiokia (-107/116 e.Kr.) Jesus blev oprejst fra de døde. Ignatius’ Brev til magnesierne, kap. 9, s. 62. Se også Brev til efeserne, kap. 20, s. 57
Ignatius (-107/116 e.Kr.) Jesus blev virkelig forfulgt under Pontius Pilatus, virkelig korsfæstet, døde og oprejst fra de døde. Ignatius’ Brev til trallianerne, kap. 9, s. 70
Aristides’ forsvarstale (125 eller 138–161 e.Kr.), s. 276: »Han [Jesus] smagte døden på korset, … Og efter tre dage opstod han igen og steg op til himmelen.«
Barnabas’ brev, kap. 10, s. 143 (100–150 e.Kr.) siger, at kristne holder den »ottende dag« [dvs. søndag], fordi det er den dag, hvor Jesus opstod fra de døde. Han steg senere op til himmelen.
Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.) Jesus, født af en jomfru, døde og opstod igen, steg op til himmelen og blev kaldt Guds Søn. Justin Martyrs Første Apologi, kap. 31, s. 173
Justin Martyr (ca. 150 e.Kr.): Faderen oprejste Jesus fra de døde. Justins første forsvarstale, kap. 45, s. 178
Polycarp til filipperne (100–155 e.Kr.) kap. 2, s. 33: »troede på Ham, som oprejste vor Herre Jesus Kristus fra de døde.« Se også samme værk, kap. 1, s. 33.
Tatians Diatessaron (død 172 e.Kr.) afsnit 53, s. 125-126: Jesus opstod fra de døde. Jesus beder Maria om ikke at røre ved ham, fordi han endnu ikke er steget op til Faderen. Hans legeme var ikke længere der, og han viste sig senere for Maria, Peter og andre.
Meleto/Melito af Sardis (170–177/180 e.Kr.): »Dette er Ham [Jesus], som antog legemlig skikkelse i Jomfruen, og blev hængt på træet, og blev begravet i jorden, og ikke led forfald; Han, som opstod fra de dødes rige og oprejste mennesker fra jorden – fra nåden nedenfra til himlens højder. Dette er Lammet, der blev slagtet; …” i hans tale 5, Ante-Nicene Fathers, bind 8, s. 757
Hegesippus (170–180 e.Kr.) siger, at mens nogle sekter »hverken troede på en opstandelse eller på, at der ville komme én, der skulle belønne hver enkelt efter hans gerninger«. »Five Books of Commentaries on the Acts of the Church«, afsnit 1, s. 763
Irenæus af Lyon (182–188 e.Kr.): »…verden vil blive dømt i retfærdighed af mennesket Jesus, hvilket Han har givet forsikring om ved at oprejse Ham fra de døde.« Irenæus i *Mod kætterierne*, bog 3, kap. 12.8, s. 433
Irenæus af Lyon (ca. 160–202 e.Kr.) siger, at Jesus opstod fra de døde. Bevis for den apostoliske forkyndelse, kap. 3
Klemens af Alexandria (198–202 e.Kr.): »Guds Søn – af Ham, der skabte universet – antog kød og blev undfanget i jomfruens skød, da Hans fysiske legeme blev skabt, og led og opstod derefter, som det skete,« *Stromata*, bog 6, kap. 16, s. 509–510
Tertullian (204–220 e.Kr.): »Troens regel er i sandhed én og alene, urokkelig og uforanderlig; nemlig at tro på én eneste almægtig Gud, universets Skaber, og Hans Søn Jesus Kristus, født af Jomfru Maria, korsfæstet under Pontius Pilatus, oprejst fra de døde på den tredje dag, optaget i himlene, hvor han nu sidder ved Faderens højre hånd, bestemt til at komme for at dømme de levende og de døde gennem kødets opstandelse såvel som åndens.“ Om jomfruernes slør, kap. 1, s. 27.
Tertullian (198-220 e.Kr.) »…efter Hans opstandelse fra de døde, som fandt sted på den tredje dag,…« Et svar til jøderne, kap. 13, s. 171
Tertullian (207-220 e.Kr.) »Blev Gud ikke virkelig korsfæstet? Og da han virkelig blev korsfæstet, døde han da ikke virkelig? Og da han virkelig døde, opstod han da ikke virkelig igen?« Om Kristi kød, kap. 5, s. 525.
Tertullian (207/208 e.Kr.) »Kristus døde for vores synder og opstod i sit kød. Det er selve grundlaget for evangeliet, vores frelse.« Fem bøger mod Marcion, bog 3, kap. 8, s. 328
Hippolytus af Portus (222–235/236 e.Kr.) »Han åbenbarede sig som Gud og menneske. Og det er let at se mennesket i ham, …« Derefter nævner han, at Jesus blev pisket af Pilatus, døde og oprejst af Faderen på den tredje dag. Fragment fra »Kommentar til Salme 2«, s. 170.
Commodianus (ca. 240 e.Kr.) (underforstået) »Guds første lov er grundlaget for den efterfølgende lov. Det er nemlig den, der pålægger dig at tro på den anden lov. Heller ikke trusler fra Ham selv, men fra den, har magt over dig. Sværg nu, forbløffet som du er, at du vil tro på Kristus; for Det Gamle Testamente forkynder om Ham. For det er kun nødvendigt at tro på Ham, der var død, for at kunne opstå igen og leve i al evighed.” Commodianus’ vejledning, kap. 25, s. 207
Origenes (ca. 227–240 e.Kr.) »Men ligesom Jesu legemlige krop blev ofret for Kristus, begravet og derefter oprejst, således bliver hele Kristi helliges legeme korsfæstet sammen med Ham,« Kommentar til Johannes, bog 10, kap. 20, s. 401
Novatian (250/254–256/7 e.Kr.) »At han [Jesus] opstod igen i den samme legemlige substans, som han døde i, bevises af sårene på netop denne krop, og dermed viser han lovene for vores opstandelse i sit kød, idet han ved sin opstandelse genoprettede den samme krop, som han havde fået fra os.« Afhandling om Treenigheden, kap. 10, s. 620.
Derudover er der yderligere 16 forfattere fra før Nikæa-koncilet efter dette.
Flere forfattere om Kristus, der døde for os
Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer Romerbrevet 5:8-9 om, at vi retfærdiggøres ved Kristi blod. »Hvad angår Kristi blod, viser han, at det virkelig blev udgydt til vores frelse.« og citerer derefter Romerbrevet 5:8-9. »Dialog om den sande tro«, femte del, afsnit 12, s. 162-163
Adamantius (ca. 300 e.Kr.) citerer 1. Korintherbrev 15:1-43 som apostelens ord, herunder at Kristus døde for vores synder. »Dialog om den sande tro«, 5. del, kap. 6, s. 155-156
Victorinus af Petau (martyrdød 304 e.Kr.) nævner, at Jesus »befriede os fra synden ved sit blod«, og at han opstod fra de døde. Kommentar til den salige Johannes’ Åbenbaring, s. 344
Methodius (270–311/312 e.Kr.) »ved det [påsken] personificeres også Kristi død, ved hvis blod de sjæle, der er sikret og beseglet, skal bevares fra vrede i verdens ild; mens de førstefødte, Satans sønner, skal tilintetgøres med fuldstændig ødelæggelse af de hævngerrige engle, som skal ære det blodsegl, der er præget på de førstnævnte.« »De ti jomfruers festmåltid«, afhandling 9, kap. 1, s. 345
Peter af Alexandria (306, 285–311 e.Kr.) (uddrag) nævner Kristi legeme og blod i forbindelse med nadveren, men taler ikke direkte om udgydelsen af blodet eller om, at Kristus døde for os. Kanonisk brev, kanon 8, s. 272
Peter af Alexandria (306,285–311 e.Kr.) citerer 1. Johannesbrev 2:1: »Gennem Ham, som er ’vores Forsvarer hos Faderen og soner for vores synder’. ’Og hvis nogen synder,’ siger han, ’har vi en Forsvarer hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og Han er soningen for vores synder.’” De kanoniske breve, kanon 11, s. 276
Athanasius (318 e.Kr.) siger, at Jesus løskøbte alles synder. »Inkarnationen«, kap. 40.2, s. 57. Se også »Ordet blev kød«, kap. 25.4, s. 50
Athanasius (318 e.Kr.) siger, at Jesus er vores løsesum. »Inkarnationen«, kap. 25.4, s. 49-50
Athanasius (318 e.Kr.) (uddrag) siger, at Jesus delte i vores kød og blod, og at han gennem sin død tilintetgjorde djævelen. »Mod hedningerne«, kap. 10, s. 41
Lactantius (ca. 303–320/325 e.Kr.) nævner, at Kristus døde for at befri os fra vores synder. Ligesom påskelammet udgød han sit blod på korset. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 2, s. 128–129
Lactantius (ca. 303–320/325 e.Kr.) nævner, at Kristus døde for at befri os fra vores synder. Ligesom påskelammet udgød han sit blod på korset. »De guddommelige institutter«, bog 4, kap. 2, s. 128–129
Alexander af Alexandria (313–326 e.Kr.) (underforstået) siger, at Kristus var årsagen til vores forløsning, blod for blod. Breve om den arianske kætteri, Brev 5, kap. 6, s. 302